Jeg støtter overvejende Fællesrådets tanker om Pier 3. Det vil være meget traumatisk for Ø, hvis Bernhard Jensens Boulevard bliver snævret ind med bygninger på hver side, så der bør IKKE bygges mere langs med boulevarden (mod Pier 3). Derudover er der næppe brug for flere "forretningsgader" - der er rigeligt med tomme butikker i Århus - og den kommende generation kommer formentlig til at handle endnu mere på nettet, så det kan blive trist med endnu en gade, som ikke sprudler af liv fra forretninger. Dernæst er der behov for andet end høje bygninger - der mangler rekreative områder og faciliteter til flere sportsgrene - og det vil være oplagt med kulturfaciliteter på Pier 3 - meget gerne i form af spændende Science Center eller tilsvarende, som har relevans for nærhed til vandet. Bygningerne på Pier 3 skal helst holdes i en højde af 5-6 etager, hvis det skal blive et homogent område, hvor man i baggrunden kan se flere af de høje og på forskellig vis markante bygninger, som allerede er beliggende på den anden side af Bassin 7. Det vil ligeledes være passende, hvis de grønne områder kan fordeles mellem Pier 3 og Pier 2, så der også kommer et mindre bebygget område på Pier 2 i stedet for at "samle" de grønne områder på Pier 2. Den lange bro, som der har været nævnt, mellem Pier 3 og molen på Pier 4 hen over Bassin 7 bør overvejes ekstra og er næppe en god ide for Bassin 7. Den vil formentlig blive dyr, og pengene kan bruges bedre andre steder.