Den vision, som høringsmaterialet giver udtryk for, må Aarhus ikke købe. Investorteamet har lavet et flot arbejde, som passer mange andre steder end på Aarhus Ø. Smag lige på ordet investor en gang til og glem venligst alt om, at Aarhus Ø skal fylde økonomiske midler i andre fejlbehæftede projekter i Aarhus. Der allerede spyttet godt i den kommunale kasse fra salget af byggeretter andre steder på Øen, ikke sandt?
Visionen udnytter i meget lille grad det unikke miljø, der er i og ved en havn. Aarhus profilerer sig med store arrangementer knyttet til havet. Aarhus er allerede kendt for de muligheder, som byen tilbyder. Det skal vi værne om og meget gerne udbygge. Her er det fair at meddele at undertegnede ikke sejler i andet end en tivolibåd med et barnebarn.
Aarhus Ø er omgivet af vand og er ikke en forlængelse af Midtbyen, Latinerkvarteret eller Trøjborg. Vi skal ikke kopiere men udvikle Øen med de særlige muligheder, som Øen byder sig til med. Der skal ikke bygges tæt og med 2/3 af husene i 6-7 etager. Der skal være langt mere åbne arealer med plads til børns leg og familieaktiviteter. Dette segment at beboere er fuldstændig overset i materialets vision. Når nu man har den holdning, så vil det klæde både investorteamet og politikerne at melde det klart ud: Børnefamilier, flyt til Skanderborg eller Silkeborg kommuner – Øen er for de unge og 60+.
Vi har ikke brug for at konkurrere med forretningerne i Midtbyen, Latinerkvarteret eller Trøjborg. Vi skal ikke skabe mere butiksdød i Aarhus! Skulle butikker være ønskelige, så lav dem i karreernes stueetager, som nok ikke vil være særligt attraktive som boliger.
Det skal blive spændende at følge politikernes mod til selvstændige holdninger her op til det kommende valg til byrådet. Lykke til.