Gå til hovedindhold

Høringssvar

Udviklingsplan for Pier 3

Høringssvar vedrørende planerne for Pier 3

Jeg vil gerne udtrykke min bekymring og skuffelse over den foreslåede bebyggelse på Pier 3.

Min forventning har hele tiden været, at inddragelsen af kanalerne netop skulle muliggøre en mere åben og rekreativ bydel, hvor lavere bebyggelse og grønne, ubebyggede arealer kunne skabe attraktive byrum for alle aarhusianere. Desværre ser det ud til, at det modsatte er tilfældet.

Sammenligningen med karrebyggeriet på Trøjborg fremstår søgt. Det eneste, der reelt kan sammenlignes, er formen: lukkede karreer med gårdrum, som er utilgængelige for offentligheden. Bebyggelsen på Trøjborg består dog typisk af bygninger i 3–5 etager (inklusive sadeltage), hvilket giver bedre lysindfald og en mere menneskelig skala både i gårdrummene og mellem blokkene. Den foreslåede højde på op til 7 etager på Pier 3 vil derimod skabe tunge og skyggefulde rum, hvor både lys og luft begrænses markant – og hvor de ellers rekreative muligheder bliver amputeret.

Det er desuden meget beklageligt, at man planlægger at reducere kanalen og samtidig ødelægger den karakterfulde udformning af Bernhard Jensens Boulevard. Boulevarden har ikke kun en praktisk funktion, men bærer også en stærk æstetisk og symbolsk værdi. Den vidtstrakte sigtelinje fra Aarhus Bugt og ind mod Aarhus Domkirkes tårn skaber en oplevelse af storladenhed og perspektiv, som bidrager væsentligt til byens rumlige identitet og oplevelsesværdi. At sløre eller fjerne denne sigtelinje vil være et tab for byen som helhed.

På det praktiske plan er en indsnævring af Bernhard Jensens Boulevard et alvorligt indgreb i den fremtidige mobilitet i Aarhus. Selvom kommunen tidligere har fravalgt en letbaneforbindelse til Aarhus Ø, må man håbe, at kommende beslutningstagere vil have større vilje til at prioritere udbygningen af den kollektive transport, herunder letbanen, i takt med at klimaforandringer og trængsel i byen kalder på bæredygtige alternativer til privatbilismen. Men med den foreslåede indsnævring af boulevarden gøres en fremtidig letbaneføring reelt umulig. Dette er ikke bare en midlertidig prioritering – det er en afgørende fysisk barriere for, at senere generationer kan vælge en anden kurs. At blokere for sådanne muligheder er ufornuftigt og kortsigtet, særligt i en bydel, der stadig er under udvikling, og hvor netop fremtidssikret infrastruktur burde være en bærende præmis.

Jeg vil derfor opfordre til, at planerne gentænkes med et langt stærkere fokus på rekreative kvaliteter, byrum med åbenhed og offentlig adgang, lavere og mere varieret bebyggelse, og ikke mindst en bevarelse af Bernhard Jensens Boulevards funktioner og æstetiske kvaliteter. Det handler ikke kun om bebyggelse, men om byens sjæl.

Med venlig hilsen
Kristine Flensted Nielsen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Kristine Flensted Nielsen

Indsendt

05/06/2025 15:30

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS6509653

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Midtbyen

Hørings-id

H1109

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ 
Bystrategi
Karen Blixens Boulevard 7 
8220 Brabrand 
Telefon: 89 40 44 00 

Ved generelle henvendelser og spørgsmål:
arealudvikling@mtm.aarhus.dk

Vær opmærksom på at alle høringssvar skal afgives her via høringsportalen. Høringssvar kan ikke sendes på mail til ovenstående.