Gå til hovedindhold

Høringssvar

Udviklingsplan for Pier 3

Jeg støtter Fællesrådet for Aarhus Øs forslag til justering af Udviklingsplan for Pier 3

1. En central grøn park – et borgerønske, der må respekteres
Det er af afgørende betydning, at beslutningstagere ikke lader sig forblænde af investorteamets planer, som i ringe grad imødekommer beboernes stærkt udtrykte ønske om en centralt placeret grøn park på Pier 3. Dette ønske er blevet gentaget ad flere omgange og bør tillægges stor vægt, da grønne, rekreative byrum er en forudsætning for et sundt og levende lokalsamfund. På Aarhus Ø, hvor bebyggelsesgraden allerede er høj og friarealerne få, er netop dette behov endnu mere presserende.

2. Science Museum som endnu et kulturelt og arkitektonisk fyrtårn
Det kommende Science Museum har potentiale til at blive endnu et kulturelt og arkitektonisk fyrtårn for Aarhus – i forlængelse af byens eksisterende internationale attraktioner som Moesgaard Museum og ARoS. For at sikre denne rolle bør museet placeres frit i en park, hvor det får visuel gennemslagskraft og tilgængelighed, og hvor det arkitektonisk kan folde sig ud uden begrænsninger fra omkringliggende bebyggelse. En placering klemt inde mellem høje boligkarreer vil svække oplevelsen, reducere værdien som vartegn og modarbejde de kvaliteter, der kan gøre museet til en attraktion for både borgere og besøgende.

3. Boligbyggeri bør omplaceres til fordel for park og kultur
For at realisere visionen om en grøn park og et markant kulturbyggeri bør de to centralt placerede boligkarreer udgå af planen. Derigennem skabes der mulighed for at styrke områdets samlede identitet og anvendelighed – med offentligt tilgængelige arealer og tilbud, der bidrager til både byliv og fællesskab. Hvis det er økonomisk nødvendigt at opretholde boligkapaciteten, foreslås det, at disse boliger i stedet placeres på Pier 2, inden for de eksisterende erhvervsrammer. Det vil bevare helheden og samtidig imødekomme de ønskede boligbehov.

4. Boulevarden skal bevares i sin helhed
Boulevarden er en af de bærende strukturer i den oprindelige masterplan, og det er afgørende, at denne bevares i sin fulde længde og bredde – herunder den vigtige sigtelinje til Domkirken. Der må ikke ske indsnævring eller afgivelse af byrumsareal til byggefelter. Tværtimod bør boulevarden færdiggøres med det planlagte grønne midterfelt – en "Rambla" – der kan fungere som et levende, bymæssigt element med opholdszoner, grøn beplantning og mulighed for aktiviteter og trafikdisponering. Det er vigtigt at understrege, at der i forvejen er en markant mangel på grønne arealer på Aarhus Ø.

5. Handelsgade i Boulevarden er en fejlplacering
Den foreslåede handelsgade, der skal placeres midt i boulevarden, bør udgå af planen. Den bryder med boulevards åbne og grønne karakter, og den vil både begrænse de grønne arealer og indskrænke kanalens bredde. Derudover fremstår forslaget som et uhensigtsmæssigt og utidssvarende element, der ikke harmonerer med den maritime helhedsvision for området. Handelsgaden har ikke opbakning i borgerinddragelsen, og ønsket om butiksliv kan langt bedre imødekommes ved at etablere butikker i stueetagerne af karreerne langs eksempelvis Tværforbindelsen.

6. Bevar de maritime forbindelser – fjern broer mellem Pierene
De planlagte broer, der skal forbinde Pier 2 med Pier 3 samt Pier 3 med Pier 4, bør fjernes fra planen. Disse broer begrænser adgangen til og fra Bassin 5 og 7 og hæmmer de maritime aktiviteter, som ellers kunne finde sted frit og fleksibelt i området. Ved at friholde vandarealerne for fysiske barrierer vil det være muligt at styrke de maritime kvaliteter og skabe plads til sejladser, kajakroning og ophold ved vandet – aktiviteter, som er med til at give området karakter og identitet.

Afsluttende bemærkning
Aarhus står her med en enestående mulighed for at skabe et område, der forener natur, kultur og byliv i en harmonisk helhed. Det kræver mod til at afvige fra investordrevne planer og i stedet sætte en langsigtet vision for byen i centrum. Ved at prioritere grønne arealer, kulturelle funktioner og maritime aktiviteter frem for tæt boligbyggeri kan Pier 3 blive et enestående byrum – til glæde for nuværende og kommende generationer af aarhusianere, og som en ny attraktion for byens besøgende og turister.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Martin Overgaard

Indsendt

08/06/2025 16:52

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS6448965

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Midtbyen

Hørings-id

H1109

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ 
Bystrategi
Karen Blixens Boulevard 7 
8220 Brabrand 
Telefon: 89 40 44 00 

Ved generelle henvendelser og spørgsmål:
arealudvikling@mtm.aarhus.dk

Vær opmærksom på at alle høringssvar skal afgives her via høringsportalen. Høringssvar kan ikke sendes på mail til ovenstående.