Kære Aarhus Kommune
Århus Kajakpoloklub vil gerne udtrykke fuld opbakning til den overordnede vision for udviklingen af Pier 3 og målsætningen om at gøre Århus Ø endnu mere grøn og levende på land og ikke mindst i vandet.
Med dette høringsvar ønsker vi at udtrykke vores ønske om etablering af faciliteter i Århus Havn (Bassin 7), som kan anvendes til træning og afvikling af turneringer i kajakpolo. Formålet er at sikre bedre rammer for klubbens aktiviteter og samtidig bidrage til at styrke kajakpolo som sport i Vestdanmark og nationalt. Vores vision er blandt andet, at Aarhus i fremtiden kan danne ramme om både nationale og internationale turneringer i kajakpolo.
Vi foreslår, at anlægget placeres ved Pier 3 i Bassin 7, hvor vandforhold og adgang gør området særligt velegnet.
Faciliteterne vil ikke blot kunne komme Aarhus Kajakpoloklub til gavn, men vil også kunne benyttes af en bred vifte af andre foreninger og brugere som fx dykkerklubber, havsvømmere og roklubber – og dermed fungere som et multifunktionelt anlæg til glæde for mange.
1. Om sporten og klubbens aktiviteter
Kajakpolo er en intens og teknisk krævende sport, der kombinerer kajakroning og boldspil. Interessen for sporten i Danmark er stigende, ikke mindst efter at det danske herrelandshold vandt EM i 2023 og fik bronze til VM i 2024.
Aarhus Kajakpoloklub har i dag omkring 70 aktive medlemmer, og klubben stiller i 2025 med to hold i Danmarksturneringen – i henholdsvis 1. og 2. division.
Klubben holder til dagligt til på badeanstalten Den Permanente i Risskov, hvor vores kajakker og andet udstyr opbevares. I sommerhalvåret træner og spiller vi i det indre bassin ved stranden, og vores træningstider ligger derfor uden for badeanstaltens åbningstid.
* Vi har vedhæftet et dokument, som kort beskriver og illustrerer sporten og vores klub.
2. Behov og muligheder
Den Permanente giver smukke og hyggelige rammer for vores træninger, men der er samtidig visse udfordringer, som et anlæg i havnen vil kunne være med til at afhjælpe.
Med adgang til et anlæg i bassin 7 vil vi få:
- Mulighed for at træne i mere roligt vand, hvilket kan være med til at løfte det sportslige niveau.
- Højere grad af tilgængelig for nye spillere i forhold til at blive fortrolige med sporten.
- Mulighed for at afvikle træninger i dagtimerne i weekenden.
- Mulighed for at kunne introducere kajakpolo til børn og unge, da forholdene i havnen vil være mere sikre.
- Mulighed for at afvikle kajakpolo-turneringer i Århus.
3. Forslag til faciliteter
Vi anbefaler, at Aarhus Kommune indarbejder etablering af faciliteter, som blandt andet kan benyttes til kajakpolo i den endelige udviklingsplan for Pier 3. Optimalt vil vi kunne have 2 mål liggende fast på vandet i sommerperioden.
Det skal understreges, at det ikke er vores ønske, at flytte vores base væk fra Den Permanente, men at få adgang til havnefaciliteter som gør det muligt at afvikle træninger og turneringer i Bassin 7. På den måde vil vores aktiviteter hovedsageligt være på vandet, og vi kommer derfor til at fylde minimalt på land-området omkring bassin 7.
For at kunne skabe optimale forhold for træning og afholdelse af mindre turneringer er der behov for følgende:
- Bassin med rolige forhold og en størrelse på minimum 50 x 25 meter
- Afgrænset område på vandet uden generende trafik fra anden havneaktivitet
- Flydebroer som indrammer banen – vi foreslår på minimum 3 sider
- Let adgang til vandet for deltagere med udstyr (f.eks. via landgangsbro)
- Adgangsforhold og parkering for biler og trailere
- Publikumsvenlige forhold med mulighed for at følge kampene tæt på.
For afvikling af nationale turneringer er der som minimum behov for 2 baner á 50 x 25 m.
For afvikling af store internationale turneringer som EM og VM er der behov for 4 baner.
4. Sammenhæng med udviklingsplanen for Pier 3
Udviklingsplanen for Pier 3 har som mål at skabe et grønt og levende bykvarter med fokus på byliv, fællesskab og aktiviteter ved og på vandet.
Etablering af faciliteter til kajakpolo i Bassin 7 understøtter disse mål ved at:
- Fremme aktivt byliv og tiltrække både lokale og besøgende
- Styrke foreningslivet og skabe nye fællesskaber omkring vandaktiviteter i Århus
- Bidrage til byens identitet som en moderne og vandnær bydel
- Skabe en platform for nationale og internationale sportsbegivenheder
5. Realisering og samarbejde
Som lille klub er vi bevidste om, at vi deler havnerummet med mange andre aktører, og vi har derfor aktivt søgt samarbejde med relevante foreninger og interessenter. Vi ønsker at bidrage til en samlet løsning, der tilgodeser flest mulige behov og sikrer langsigtet og bred anvendelse af faciliteterne.
Vi er allerede i dialog med en række aktører, herunder Aarhus Watersports Complex og Havneforeningen Århus Lystbådehavn, med henblik på at finde en fælles løsning, der skaber størst mulig værdi og fleksibilitet for alle, der ønsker adgang til vandet. Denne dialog vil vi fortsætte og udbygge i takt med planens realisering.
Dette vil bidrage til at realisere visionen om et aktivt og inkluderende bykvarter og styrke Aarhus' position som en by med fokus på vandkultur, fællesskab og bæredygtig byudvikling.
Vi håber derfor, at Aarhus Kommune vil støtte op om projektet og medvirke til at realisere de nødvendige rammer i Bassin 7.