Som borger i Aarhus værdsætter jeg meget byens beliggenhed ved bugt og vand, derfor kan jeg kun tilslutte mig Fællesrådets forslag til justering af ”udviklingsplan for pier 3”
Det er vigtigt at alle byens borgere har interesse i at besøge et åbent Pier 3 med museer og kulturelle tilbud og ikke et boligområde med tætliggende boligkareer, som lukker sig om sig selv.
Masterplanens forslag om en fortløbende kanal langs Bernhards Jensens Boulevard mener jeg også bør respekteres, da kanalen i sin fulde bredde er med til at illudere at Pier 3 er en ø og en færdselsåre i byen ved vandet.
Kanalen vil kun være tydelig, hvis Boulevarden ligger åben i sin fulde bredde. Den fulde bredde giver ligeledes et meget flot og uindskrænket syn mod Domkirken. Støt de flotte visioner!
Et andet punkt i min tilslutning til Fællesrådets forslag er, at der her gives plads til store sejlsportsbegivenheder i Aarhus. Hvad skal vi med et flot Internationalt Sejlsportscenter, som er anerkendt som et af verdens bedste, hvis vi ikke giver det plads til store aktiviteter. Der er alt for lidt plads i området omkring centeret, når verdens sportssejlere er i byen.
Det er meget beklageligt, at det skal være økonomien der sætter grænse for, hvordan byens borgere langt ud i fremtiden bliver fastbundet i muligheder ved så tæt en bebyggelse. Mit ønske vil være, at man giver borgernes behov chance for at udvikle sig. Byg ikke så tæt nu, men lad også fremtiden bestemme hvad der er brug for.