Jeg støtter Fællesrådet for Aarhus Øs forslag og nævner nogle problematiske forhold
Kære Aarhus kommune,
JEG STØTTER FÆLLESRÅDET FOR AARHUS Øs FORSLAG TIL JUSTERING AF UDVIKLINGSPLAN FOR PIER 3:
- Masterplanens hovedelementer respekteres og bevares.
- Handelsgaden på Boulevarden udelades
- De Maritime aktiviteter i Kanaler og Bassiner prioriteres og den Langsgående Kanal langs Boulevarden etableres i sin fulde bredde
- 2 Bolig-karreer centralt på Pier 3 erstattes af Kultur-byggeri og et kombineret Foreningshus/Kulturhus/Museum
- Bolig-karreen på det sydlige hjørne af Pier 3 ved Lodsbassinet udelades
Samtidig vil jeg gerne påpege nedenstående:
PROBLEMATISKE FORHOLD
1. Helt overordnet mangler der både en Trafikplan og en Helhedsplan før man kan planlægge og igangsætte en udviklingsplan for Pier 3. Der mangler blandt andet konkrete forslag til hvordan en række nævnte ”institutioner” kan få til huse på Pier 3, f.eks. Søfartsmuseum, Havnens Perle og Naturhistorisk museum. Der mangler information om indretning og placering af legepladser og i det hele taget hvordan planen opfylder de behov, som stod i udbuddet og som borgerinddragelsen har påpeget. Samt meget andet.
2. Der mangler hensyntagen til de behov Aarhus Internationale Sejlsportscenter har ifm. arrangementer af store internationale sejlsportsevents. Som Jon Koch Hansen, Direktør, Aarhus Internationale Sejlsportscenter skriver i sit høringssvar: “Hvis vi mister det fleksible areal på Pier 3, risikerer vi reelt at lukke ned for muligheden for at tiltrække de store, internationale sejlsportsevents, som Aarhus Kommune ellers har støttet og investeret igennem mange år. Det er helt afgørende for Aarhus’ fortsatte rolle som sejlsportshovedstad, at der også fremover er plads til at afvikle events i verdensklasse.” Der påpeges også, at en bro mellem Pier 2 og Pier 3 er problematisk.
3. Der er en del forhold som ikke er tilstrækkeligt belyst og hvor mange byrådsmedlemmer har rost planen, så savner jeg adskillige informationer og detaljer. Alene det, at der kun findes totaltal for arealer, men ikke for de enkelte karreer/bygninger forekommer meget overordnet. Det ville have været passende med oversigtstabeller indeholdende arealer, etageantal, gårdareal mm. for de enkelte bygninger. Det er desuden problematisk, at man uden yderligere information ændrer på forholdet mellem bolig-etageareal og erhvervs-/kultur-etageareal på Pier 3. Arealerne er ændret til 128.000 m2 henholdsvis 30.000 m2 i Høringsmaterialet i modsætning til Byrådsindstillingen hvor der var tale om 118.000 m2 henholdsvis 40.000 m2.
4. I forhold til den gældende Kommuneplan er der tale om flere væsentlige uoverensstemmelser. Det er problematisk, eftersom mange har købt bolig, med denne som grundlag.
5. Forslaget indeholder 4.500 m2 bebyggelse på Bernhard Jensens Boulevard, som er offentlig vej. Dette er specielt problematisk, da vejen er hovedfærdselsåre på Aarhus Ø, og anvendes af hovedparten af de 6.000 beboere i dag og de yderlige 3-4.000 i fremtiden. En sådan ændring ville kræve en dybere trafikanalyse, inklusive trafikplan for fremtiden. Analysen ville også skulle sikre at ændringen ikke påvirker redningsberedskabet negativt. Hertil kommer punktet omkring Masterplanen.
6. Det forekommer desuden udbudsretligt problematisk at tilføje arealer, der ikke stod i udbuddet fra starten.
7. Endelig savnes der indsigt i økonomien, specielt, når denne anvendes som argument i forhold til størrelsen af grønne rekreative arealer. Det er problematisk, at der ikke er transparens omkring økonomien.
AFSLUTTENDE KOMMENTARER
Der er dog også en række gode elementer i forslaget, men når man ikke lytter til Borgernes ønsker, må det nødvendigvis fylde en stor del af Høringssvarene. Jeg håber Byrådet, vil ændre holdning baseret på de indkomne Høringssvar, så vi kan få en konstruktiv dialog om Udviklingsplanen for Pier 3.
Som der står i det nye aftaleudkast mellem Aarhus Kommune og Fællesrådene: ”Det er afgørende for det konkrete samarbejde, at aftalens ord og intentioner udmønter sig i konkrete handlinger, som sikrer rettidig og reel inddragelse af fællesrådene og derigennem sikrer den lokale borgerinddragelse”.