Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Område til boliger og erhverv ved Agerbæksvej/Grenåvej, Risskov

FLERE TRÆER, MINDRE BETON!

Jeg vil hermed give udtryk for stor bekymring i forhold til den ønskede ændring af plangrundlag for området.

Allerførst, undrer jeg mig meget over fældning af de eksisterende store træer på området som den private grundejer (?) fik foretaget for flere måneder siden: det er min opfattelse, at den fældning skete for at undgå en eventuel kommende bevaringspligt for de store træer. Når man, fra kommunens side, var i gang med at planlægge en ændring af lokalplanen for området, kunne man sagtens havde handlet og sørget for at de store træer blev bevaret. Det er i klar modsætning til Århus kommunens vision i projektet “Ønsk et træ”. Her er begrundelse for projektet med at plante 10.000 træer frem mod 2025: ”fordi træer gør vores by til et smukkere og bedre sted at bo. Træerne skal desuden bidrage til at løse væsentlige udfordringer - bl.a. forebygning af stigende temperaturer, absorbering af stigende mængder regnvand og styrkede vilkår for dyre- og planteliv”. Man må desværre endnu engang konstatere at der er langt fra visioner på papir til virkeligheden i dagligdagen!

I det fremsendte debatoplæg, er der på side 2 en illustration af projektområdet. Området øst for Agerbæksvej er tegnet med bebyggelse i flere etager. Det svarer ikke til virkeligheden og er vildledende: der er godt nok en projektsag under vurdering for området mellem Agerbæksvej/Vestre Strandallé og Tretommervej, hvoraf det fremgår, at der ønskes bygget i 2-5 etager mod Agerbæksvej. Denne sag er dog ikke færdigbehandlet og den eksisterende lokalplan og rammebestemmelser er derfor stadig gældende. Ingen kan hermed vide hvordan en eventuel kommende bebyggelse mod Agerbæksvej vil se ud! Når man i illustrationen i debatoplæg tegner området øst for Agerbæksvej med bebyggelse i flere etager, kan man få den tanke, at det skal se ud som om den ønskede byggehøjde i området vest for Agerbæksvej vil harmonere fint med byggehøjden øst for Agerbæksvej... Jeg synes, at illustrationen er misvisende og tangerer manipulation.

Før man går i gang med området Agerbæksvej/Grenåvej, burde man måske vente og se hvordan området mellem Agerbæksvej/Vestre Strandallé og Tretommervej kommer til at se ud når sagen har været færdigbehandlet og en eventuel ændring af lokalplan vedtaget. På den måde, kan man skabe en helhed og sikre en sammenhæng mellem de 2 områder, vest og øst for Agerbæksvej.

Jeg mener ikke at ny bebyggelse på området skal opføres i mere end maks. 3 etager (altså stueplan + 2 etager). Der skal være højest mod Grenåvej og nedtrappes til maks. 2 etager (stueplan + 1.sal ) mod Agerbæksvej, af hensyn til nabobebyggelse mod øst. En bebyggelse med en højere byggehøjde vil medføre gener (bl.a. skyggevirkning/udkig) for området mod øst, et område der består at lav boligbebyggelse. Grenåvej kan fint fungere som en naturlig skillelinie mellem de høje bebyggelser i vest og de lave bebyggelser i øst. På denne baggrund, mener jeg godt at en ny bebyggelse kan udføres under de gældende rammebestemmelser for området: maks. etageantal 3, maks. byggehøjde 12 m. og maks. bebyggelsesprocent 60. Parkering skal ske i kælderen, ikke i en overdækket konstruktion. Parkering i en overdækket konstruktion som den ved bebyggelser i bunden af Skovvej (området mellem Skovvej og havnen) giver jo en ekstra “skjult” etage, er med til at øge den totale byggehøjde og virker bestemt ikke forskønnende! Jeg deler bestemt ikke Århus kommunes ønsker og visioner om fortætning af boligområder generelt: det har man set flere uheldige eksempler på i den seneste tid.

Jeg vil også gøre opmærksom på, at der allerede er udfordringer (især i myldretid) for biler og cyklister at komme ud af Agerbæksvej ved Asylvej og Vestre Strandallé: de udfordringer bliver jo større jo flere boliger der bliver bygget i området, idet man kan forvente en forøget trafik med flere beboere. Jeg forudser desuden en del udfordringer for bilparkering ved Agerbæksvej: med alle de kommende boliger vest og øst for Agerbæksvej, kan man forvente problemer med gæsteparkering som vi mener der skal findes en løsning på. Af hensyn til den planlagte daginstitutionens brugere, vil jeg derfor gerne opfordre til, at der etableres hastighedsbegrænsende foranstaltninger på Agerbæksvej, i form af vejbump og en maks. 45 km zone, som der findes på det første stykke af Vestre Strand Allé.

Afslutningsvis, kan jeg ikke forstå hvorfor der ikke kan holdes et borgermøde i forbindelse med den nuværende høringsfase for dette område. Det blev jo afholdt et borgermøde den 22.10.2018 for området Agerbæksvej/Tretommervej, hvor der var mulighed for at debattere samt fremføre og høre de forskellige synspunkter for den ønskede ændring af området. Hvad er baggrunden for, at man ikke får den mulighed denne gang?
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Alain Robert

Indsendt

21/08/2019 17:40

Sagsnummer

HS5724222

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Vejlby-Risskov
Hørings-id

H118

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00