Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Område til boliger og erhverv ved Agerbæksvej/Grenåvej, Risskov

OPRÅB TIL AARHUS BYRÅD – BESIND JER!

Aarhus og ikke mindst Risskov har fået mere end nok af fortætning og nye ”områder til bolig og erhverv” - kommunens forskønnende omskrivning for endnu et byggeri af høje, firkantede kasser af ringe arkitektonisk værdi og kvalitet. Resultatet af store dele af den bygge-tsunami, der har hærget Aarhus de seneste år, vil stå som skamstøtter for eftertiden.

Nu er turen kommet til Agerbæksvej, hvor der på foranledning af en tilfældig privat bygherre foreslås byggeri i op til 6 etager. Men der er ikke brug for mere fortætning her, så byggevanviddet må høre op! Risskov har derimod brug for flere grønne fællesområder, investering i skoler, sports-/fritidsfaciliteter og en realistisk plan for infrastukturen, som kan honorere den tilflytning af tusindvis af nye borgere, som i forvejen er undervejs. 1200 boliger på Psykiatrigrunden, 1800 i Risskov Brynet, op mod 300 på Landbrugsskolens grund, 200 på den tidligere Vejlby Skoles område – det er alt sammen byggerier lige om ørerne på os. Som naboer til Agerbæksvej rykker det nu endnu tættere på. Realiseres de fremlagte planer, står vi til at miste horisonten mod vest, få begrænset vores udsigt, aftensolen på vores terrasse, og vi får i stedet udsigt til et bjerg af firkantede kasser i op til 6. sals højde med tilhørende indbliksgener.

I skriver, at I gerne vil høre vores mening - vi håber, at I også vil lytte. Vi protesterer på det kraftigste mod de fremlagte planer. Vi ønsker i stedet, at der bygges i henhold til de eksisterende bestemmelser for rammeområdet, der tillader byggeri i 3 etager, maks. 12 meter, og vi appellerer til kommunen om at lytte til os naboer, som vil blive meget generet, hvis de fremlagte planer gennemføres. Hvorfor skal en privat udenbys investor, der allerede med sin ulovlige træfældning tydeligt har demonstreret, at han hverken har respekt eller følelser for området, favoriseres på bekostning af os naboer og trofaste skatteydere, der har boet her i årtier? Lad ikke dette blive endnu en pseudo-høring, hvor det hele i forvejen er klappet af med bygherre. Værn om hele Risskovs nuværende karakter og lyt til os borgere, når der laves lokalplaner. De har stor betydning for vores økonomi og livskvalitet.

- Vi ønsker et borgermøde, hvor vi på et oplyst grundlag kan drøfte en samlet plan for udvikling af hele området. Det inkluderer også området øst for Agerbæksvej (Landbrugsskolen), hvor der allerede er en proces i gang, samt den sydlige del af det aktuelle område ned mod Asylvej, som nok bliver det næste med nedrivning af villaer. En samlet lokalplan skal tage hensyn til nuværende borgeres interesser.

- ”Området skal søges fortættet i henhold til visionerne i Kommuneplan 2017 samtidig med at der tages de nødvendige hensyn til nabobebyggelse og udearealer”: Men vores område øst for Grenåvej er ikke udpeget som et område til høje huse i Kommuneplanen 2017. Figuren på side 66 viser i stedet, at det alene er området vest for Grenåvej (det nuværende Risskov Brynet), der er udpeget som et, hvor høje huse ikke som udgangspunkt afvises. Desuden vil bebyggelse i 6 etager ved Agerbæksvej/Grenåvej overgå alt andet byggeri i Risskov øst for Grenåvej. Der findes i forvejen ingen huse i den højde. Byggeri i 5-6 etager vil under alle omstændigheder fremstå som et højhus i vores område med villaer i 1-2 etager. Det vil give både skygge-, indbliksgener og begrænset udsigt og udviser ikke de nødvendige hensyn til nabobebyggelse, som der loves.

- Der bør også tages hensyn til, at området langs Grenåvej ligger højt i terrænet – faldet fra Grenåvej til Agerbæksvej er på op til 3 meter! - så et højt byggeri vil reelt rage endnu højere op i forhold til naboområdet.

- ”Ny bebyggelse kan opføres i højst 6 etager på hjørnet af Vestre Strandallé/Grenåvej, hvorefter bebyggelsen skal nedtrappes i varierende bygningshøjder og antal etager langs med Vestre Strandallé og Agerbæksvej": Hvordan passer det sammen med skitsen i høringsmaterialet, der viser et byggeri i 5-6 etager hele vejen langs Grenåvej? Nedtrapning er en illusion - og skitsen meget fortegnet. Området mellem Grenåvej og Agerbæksvej er meget smalt, så byggeri i 5-6 etager langs Grenåvej ligger uanset nedtrapning langs Agerbæksvej meget tæt på de eksisterende lave villaer i området.

- ”Parkering til boliger og kontorerhverv forudsættes etableret i kælder eller overdækket konstruktion”: Belært af erfaringer med andre byggerier i byen (fx Skovvejen) vækker den formulering bekymring, for det er elastik i metermål. Der er risiko for en meget høj kælder, som vil løfte hele byggeriet endnu mere. Hold jer til den nuværende rammeplan med maks. bygningshøjde 12 m.

- Højt byggeri på hjørnet af Grenåvej/Vestre Strandallé vil fremstå ude af proportion i forhold til tankstationen overfor og den øvrige lave bebyggelse set fra Vejlby Centervej. Den nuværende harmoniske indkørsel til Risskov ad Vestre Strandallé med lav bebyggelse og træer ødelægges.

- Det høje byggeri vil hindre udsigten til Riis Skov, både når man kører ad Grenåvej og Agerbæksvej.

- På skitsen i høringsmaterialet ser det ud til, at der skal bygges helt ud til fortovskanten hele vejen rundt. Bygherre fældede ulovligt adskillige meget gamle og store træer på grunden langs både Vestre Strandallé og Agerbæksvej, inden der var udarbejdet en bevaringsplan. Ud over at ejer bør forpligtes til genbeplantning med store træer, må lokalplanen bestemme, at der ikke kan bygges tættere på fortov end dertil, hvor de nu fældede træer stod. Det vil bevare en vis åbenhed i området ud mod vejene og hindre at alt udsyn til Riis Skov går tabt. Det vil også være i overensstemmelse med kommunens visioner for træer og vise, at tilgivelse ikke erstatter en tilladelse.

- Som ejere af en 1. sals lejlighed omkring 100 meter fra Agerbæksvej ønsker vi en konkret angivelse af byggehøjder og placering, og hvad det påfører os af gener fra indblik, skygge og begrænset udsigt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Charlotte Modin

Indsendt

01/09/2019 12:28

Sagsnummer

HS7227992

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Vejlby-Risskov
Hørings-id

H118

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00