Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Område til boliger og erhverv ved Agerbæksvej/Grenåvej, Risskov

Byg noget, som gør godt - ikke for pengepungen, men for byens sjæl!

Vi er én af de flere børnefamilier, der bor på Mejlvej. Vi er rigtig glade for området. Og vi forstår at byen skal udvikle sig og favne fremtidige krav til en moderne storby.

Vi ser frem til at industriområdet omkring Agerbæksvej bliver moderniseret, men vi står måbende tilbage over for dette forslag fra en udefrakommende privat bygherre, der også her vil opføre en mur af boliger, der står i skarp kontrast til bydelens nuværende flade bebyggelse og høje træer. Der rejser sig en skov af elementbyggerier overalt i området, og der levnes ikke mange kvadratmeter til rekreative områder med plads til områdets nye og nuværende beboere.
Der er allerede afsindigt stort pres på institutioner, skole, fritidstilbud i området. Hvorfor ikke udnytte arealet omkring Agerbæksvej/Grenåvej til mindre erhverv, ældrebebyggelse eller mindre rækkehuse? Området er godt forsynet af offentlig transport, indkøbsmuligheder og med et godt udvalg af lægeklinikker.
Der meldes om problemer med at udleje de allerede uhyggeligt mange og dyre etageboliger, så hvorfor bygge endnu flere? Og hvad skal områdets børn, unge og ældre gøre, når der ikke er faciliteter til fritidsaktiviteter, udearealer til at dyrke sport eller plads til bevægelse. Hvad er det, vores bydel så kan tilbyde alle de mange mennesker, der skal bo i alle de ensartede boliger?

Med initiativet om at fælde de bevaringsværdige træer på byggegrunden – som bygherre gjorde uden respekt for kommunale procedurer – er vi bekymrede for hvorvidt bygherre vil medvirke til at skabe grønne arealer og et behageligt boligområde i bydelen. Dette fremgår på ingen måde heller af de fremlagte plantegninger. Ud fra de fremlagte planer virker det på os som beboere kun, som om der er ét mål – og det er at suge profit ud af dette område på den helt korte bane. Gør dog noget for børnene og de ældre, byg noget, som gør godt - ikke for pengepungen, men for byens sjæl!

Trafikken i området er allerede belastet. Og for bydelens mange børn, der skal til og fra skole, mærkes det tydeligt, at vejene bliver tungere belastet. På høringsmødet omkring bebyggelsen på Landbohøjskolen kom det frem, at beregninger omkring trafiktætheden i området, var beregnet på gamle tal. Hvordan kan I tillade det? Hvordan kan man træffe beslutninger på så ufuldstændigt grundlag. Og dernæst tillade at endnu mere trafik bliver ledt ind i området. Der er INGEN planer for, hvordan denne bydel skal blive gearet til at håndtere al den trafik. Og det går ud over de bløde trafikanter – vores børn, vores ældre og alle der færdes i området. Jo flere og højere bygninger der anlægges, des mere trafik vil der komme.

Vi håber, vil blive stillet krav til bygherre om at fremlægge klare planer for følgende:
Hvor mange højdemeter er der planlagt? Hvor mange personer er byggeriet planlagt til? Hvordan vil man sikre grønne områder til områdets beboere? Er der planlagt rekreative områder/sportsfaciliter til børn/unge? Hvad er formålet med byggeriet?
Boligejere i området har købt bolig på baggrund af en lokalplan, der nu dispenseres fra og i høj grad tilsidesættes. Vi ønsker området udviklet, men håber også, at det kan gøres med respekt og hensyn til områdets beboere.

Med venlig hilsen
Sofie, Vilhelm, Magnus, Claes Blom & Stine Terkildsen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Stine Terkildsen

Indsendt

02/09/2019 22:58

Sagsnummer

HS1035129

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Vejlby-Risskov
Hørings-id

H118

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00