Gå til hovedindhold

Høringssvar

Høring af forslag om fusion af Tovshøjskolen og Ellekærskolen

Udvidelse af skoledistrikt - Gammelgårdsskolen

Som forælder til to kommende elever på Gammelgårdsskolen med skolestart henholdsvis 2021 og 2022, er jeg bekymret for, hvad forslaget om ændringen af distriktsgrænserne kommer til at betyde for mine børns skolegang.

Jeg kender mange forældre med børn på skolen, og alle er utrolig glade for både lærerenes engagement, den høje faglighed i undervisningen og den særlige ånd, der gennemsyrer skolen. Vi flyttede selv til Åbyhøj for et halvt år siden, udelukkende for at bo i Gammelgårdsskolens distrikt pga. skolens gode ry.

Før vi flyttede til Åbyhøj hørte vi til en anden skole i Brabrand med en stor overvægt af elever fra ghetto-områderne. Vi tog dengang et valg, og skrev begge vores børn op til tre forskellige privatskoler og en friskole i Aarhus for at sikre os et alternativ til den lokale folkeskole. Af nød bestemt ikke af lyst. Da vi flyttede til Åbyhøj var det udelukkende for at sikre vores børn deres skolegang på Gammelgårdsskolen, fordi vi ikke ønsker at sende vores børn i privatskole. Det betyder meget for os, at bakke op om den lokale folkeskole.

Vi har besluttet at beholde begge børns pladser på ventelisterne til privatskolerne, og vil følge udviklingen i Gammelgårdsskolens distrikt meget tæt de kommende år. Vi er oprigtig bekymret for, at forslaget vil presse skolen til det yderste og i værste konsekvens påvirke det faglige niveau, lærernes overskud og elevernes trivsel.

Jeg deltog i skolebestyrelsens møde på Gammelgaardsskolen, hvor de fremlagde deres høringsforslag, d. 25. september 2019 sammen med ca. 100 andre forældre til kommende skolebørn i skoledistriktet. Ligesom os havde flere skrevet deres børn op til privatskole - andre overvejede det nu pga. distriktsændringerne. Ingen ønskede at sende deres børn i privatskole, ALLE ønskede at bakke op om deres lokale skole – men ikke for enhver pris.

Hvis tingene bliver hastet igennem bliver resultatet derefter. Jeg bakker derfor op om de forslag til mulige ændringer, der er fremlagt af flere andre bekymrede forældre, som går på at udskyde ændringen fx lave en langsom indfasning over de næste tre-fem år eller helt udskyde distriktsændringen fem år, og implementere den samtidig med åbningen af den nye skole i Gellerup. Alternativt kunne ændringen gøres mindre ved at dele Bispehaven anderledes op, så kun en del af den foreslåede distriktsændring går til Gammelgårdsskolen.

Vi håber, at byrådet vil tage vores bekymringer alvorligt og gøre en indsats for at Gammelgårdskolen fortsat vil være en attraktiv folkeskole for områdets børn til glæde for alle.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Kathrine Juhl

Indsendt

08/10/2019 21:39

Sagsnummer

HS0000078

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Dagtilbud og skole
Område
Åbyhøj Brabrand - Gellerup
Hørings-id

H126