Gå til hovedindhold

Høringssvar

Høring af forslag om fusion af Tovshøjskolen og Ellekærskolen

Bekymring for udvidelsen af Gammelgårdsskolens skoledistrikt

Jeg er forælder til en dreng i 3. klasse på Gammelgårdsskolen og til en datter, der skal starte i 0. klasse i 2020. Jeg er bekymret for, hvad forslaget om ændringen af distriktsgrænserne kommer til at betyde for min datters kommende skolestart og for min søns trivsel på skolen. Skolen kommer til at stå med udfordringer som følge af distriktsudvidelsen, den ikke er rustet til, når jeg ser på de ressourcer, skolen på nuværende tidspunkt har til rådighed.

Vi er utrolig glade for – og sætter stor pris på – at vi har en god folkeskole i nærområdet med høj faglighed i undervisningen og kæmpe stort lærerengagement. Hvor vores børn har sikker skolevej, og de selv kan cykle eller gå i skole og ikke skal hentes og bringes i bil igennem byens morgen- og eftermiddagstrafik. Sådan ville vores dag komme til at se ud, hvis vi bliver nødsaget til at sende begge vores børn i privatskole i midtbyen.

Vi håber ikke, at vi kommer dertil, hvor vi skal til at finde alternativer til Gammelgårdsskolen, fx sende vores børn i privatskole for at sikre dem en god skolegang. Vi ønsker mere end noget andet at bakke op om vores lokale folkeskole, men børnene skal også trives. Den gode trivsel føler vi bliver udfordret med den nye distriktsændring. Vi kender skolen, og den er ikke gearet til at løfte opgaven forsvarligt, som det ser ud nu.

Den 25. september 2019 deltog jeg på mødet på Gammelgårdsskolen, hvor skolebestyrelsen fremlagde deres høringsforslag. Der var mødt mange bekymrede forældre til kommende skolebørn op, og jeg hæftede mig ved, at mange af dem nu overvejede at skrive deres børn op til privatskoler. Blot for at have et alternativ. Det var bekymrende for mig at høre, for det vil få negative konsekvenser både for skolen og for området.

Jeg håber, at alle vores bekymringer bliver taget alvorligt, og at Byrådet gennemtænker eller udsætter distriktsændringen, således at Gammelgårdsskolen fortsat kan blive forældrenes foretrukne valg på deres børns vegne.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Line Jørgensen

Indsendt

08/10/2019 21:48

Sagsnummer

HS7710315

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Dagtilbud og skole
Område
Åbyhøj Brabrand - Gellerup
Hørings-id

H126