Vi flyttede til Klokkerbakken, beliggende i Hasle, i 2015, bl.a. fordi vi havde hørt mange gode ting om Gammelgaardsskolen. Nu skal vores to børn til at gå på skolen, og den skolestart vi havde glædet os til, ser vi nu frem til med mere bange anelser.
De prognoser som forslaget bygger på har de sidste 10 år undervurderet antallet af børn, der begynder på skolen, og det er derfor dybt bekymrende, at der skal tilføres flere elever. Samtlige de lærere, vi kender på Gammelgaardsskolen siger til os, at skolen ikke kan magte flere elever. Der er hverken plads eller ressourcer nok til nye elever. Elever bliver allerede undervist i barakker og i kældre eller i små lokaler, toiletterne er gamle og ofte ringe rengjort, idrætsfaciliteterne små og forældede. Det undrer mig også, at kommunen vil haste en meget indgribende ændring af skoledistriktet igennem inden Gammelgårdsskolen overhovedet har nået at få gennemført den planlagte tilbygning, som er absolut nødvendig for blot at rumme de nuværende elever.
Det er også meget bekymrende, at det tilsyneladende ikke er nærmere undersøgt hvilke lærer-og pædagogfaglige ressourcer der er brug for til at integrere den mulige nye elevgruppe fra Bispehaven. I kommunens planer afsættes der således ingen midler til at sikre, at ledelse, lærere og pædagoger på Gammelgårdskolen på en god måde skal klare integrationen af et betydeligt antal børn, der kommer fra et område officielt betegnet som en ”hård ghetto”. Kommunen risikerer meget sandsynligt at skabe en ond cirkel af dårligere og dårligere undervisning.
Det er dybt kritisabelt at kommunen overvejer at tilføje Gammelgaardsskolen omkring 25 elever hvert år uden at fremlægge en præcis plan for, hvordan disse skal integreres i skolen, uden at det går ud over skolens samlede undervisningsmiljø, og hvordan hele pladsproblematikken skal løses. Alle disse problemer bør være løst på en forsvarlig måde, før skolen tilføjes nye elever.
Vi vil gerne tage del i integrationen af nye borgere, men integrationen må ske i et stort fællesskab, men kommunen synes slet ikke at anerkende, hvad Ulrik Person formand for skolebestyrelsen på Åby Skole, udtalte til JP: nemlig at ”Åby Skole, Gammelgårdsskolen og Engdalskolen løfter i forvejen den suverænt største integrationsopgave i Aarhus, og nu bliver vi pålagt yderligere udfordringer. Det er uovervejet og tarveligt.”
Men kommunen er åbenbart ikke lydhør, for med omlægning af skoledistriktet vil andelen af tosprogede børn i Åby Skoles nye distrikt vil blive fordoblet til 37 pct., mens andelen af tosprogede i Gammelgaardsskolens distrikt vil blive tredoblet til 40 pct. Niels Egelund, professor ved DPU, Aarhus Universitet, konstaterer også i JP-artiklen, at ressourcestærke forældre begynder at trække deres børn ud af skolen, når andelen af tosprogede runder 30 pct., mens det faglige niveau daler ved 40 pct. Desuden vil usikkerheden, som følger med de større skoledistrikter, sende flere elever til privatskolerne, siger Egelund.
Kommunen er altså tilsyneladende ikke interesseret i at lytte til forældre, skolebestyrelse eller forskere, dvs. hverken dagligdagens eksperter eller dem, der har analyseret store mængde data om danske forældres skolevalg, og som derfor advarer klart om sådanne træk.
I samme artikel i JP udtalte Andreas Bach Aaen, formand for skolebestyrelsen på Gammelgaardsskolen, at skolen i dag har klasser med børn fra 14 forskellige lande, og at en andel på 25 pct. tosprogede børn er smertegrænsen, men kommunen vil øge den til 40 pct. Det virker både uansvarligt og uigennemtænkt, at man prøver at råde bod på en tidligere generation af kommunalpolitikeres fejlslagne politik ved at begå nye kommunalpolitiske fejl, som alle involverede parter på lang afstand kan se er problematisk. Man risikerer at undergrave den folkeskole, vi alle sammen helst vil bakke op om.
Vi opfordrer derfor kommunen til at trække forslaget om ændring af skoledistriktet tilbage. Hvis ikke bliver resultatet blot, at mange af de ressourcestærke forældre tager deres børn ud af Gammelgaardsskolen og flytter dem over i privatskoleregi. I så fald kan kommunen heller ikke opfylde en ellers helt rigtig og beundringsværdig ambition om at få integreret en bestemt elevgruppe med en anden, men skaber i stedet ganske kontraproduktivt nye og større skel mellem etnisk danske privatskoleelever på den ene side og tosprogede elever på den anden. Og som følgevirkning vil et nærmiljøs sammenhængskraft, som man ellers skulle mene, at kommunen er sat til at for værne om og bakke op om, også blive ødelagt.
Mvh Søren M. Larsen