Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1110 - Boliger ved Sandgravvej 3-5 og Skovvejen 53, Aarhus C

Indsigelse mod nedrivning

Høringen er gået over mit hoved indtil nu, jeg er flyttet ind i en af de nærliggende bygninger for et år siden.

I den korte tid jeg har boet i området er jeg kommet til at holde af stedet, dets bygninger, det grønne bagtæppe af træer og ikke mindst de folk som bor her.

Her er en sammenhængskraft, vi kender hinanden og vi kærer for fællesskabet - vi holder af vores lokalområde.

I vores lille lejlighed har vi inviteret hele opgangen på besøg inklusiv baghusene. Vi var cirka femten i alt, alle dukkede op, den yngste var under 1 år og den ældste over 65 år. Dem som havde boet her længe kunne fortælle historier om husene og om alle de tidligere beboere - kendte og ukendte. Historier der ikke blot binder os sammen med hinanden, men som også binder os sammen med vores hus og vores lokalområde. Historier der skaber sammenhold og sammenhængskraft - vi var nu blevet indviet i og en del af vores lokale fælles kulturhistorie.

Kulturhistorie er det som binder os sammen. Det er det som skaber nærhed, det er det som gør at vi kærer os om hinanden og vores omgivelser - vi bliver en del af noget større. Men i Aarhus er det som om vi aktivt prøver at glemme hvem vi er. Vi nedriver alt der er gammelt og fuld af sjæl. De fysiske omgivelser er en væsentlig del af Aarhus, de binder os sammen på tværs af generationer. Bygningerne lever længere end menneskene i dem og derved er bygningerne stærke kulturelle bindeled. Glemmer vi vores kultur og historie, så glemmer vi os selv.

Jeg har stor respekt for tegnestuen som har udarbejdet forslaget og jeg er sikker på at de kan løse opgaven selvom det for nogen vil virke invaderende med flere mennesker og huse og biler i den meget lille gade. Men at nedrive det smukke gamle hus i Sandgravvej 3-5 er direkte retarderet. Der vindes kun ganske få kvadratmeter til gengæld bliver Aarhus endnu en vigtig bygning fattigere. Det må da være en let sag at forme projektet rundt om dette hus, det projekterede hus imiterer jo dets form! Så hvorfor erstatte noget fungerende med noget nyt?

De huse der er blevet opført i gaden de sidste par år - ikke for at nævne Terassehusene - er af så uendelig ringe arkitektonisk kvalitet at deres evne til at skabe meningsfuld værdi udelukkende består i deres salgsværdi, ikke deres menneskelige værdi - og hvis det er det vigtigste for Aarhus, ja så tror jeg næsten jeg flytter væk fra Aarhus igen.

Kære Aarhus, husk dig selv og bevar det du har kært.

- Arkitekt Jens Vium Skaarup
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jens Vium Skaarup

Indsendt

15/01/2020 23:56

Sagsnummer

HS0568407

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H135

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00

Vil du vide mere?

Læs mere om lokalplan og hvad den betyder for dig klik her.