Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Sydhavnen, et nyt byområde

Høringssvar

Høringssvar til ‘Debatoplæg - Sydhavnen, et nyt byområde’

Når man ønsker at udvide omfanget af og højden på byggeriet i det nye Sydhavnskvarter ud over kommuneplanens bestemmelser for området, skaber det efter sigende blandt andet mulighed for at leje et antal m2 ud til kunst til en billigere husleje end ellers muligt.
Vi vil i den sammenhæng påpege vigtigheden i, at man fra kommunal side bakker op omkring billigere lejeforhold for kunstaktører i den nye bydel. Ellers kommer kunsten ikke til at spille en central rolle i området, som pt er visionen. Vi opfordrer til at man bakker entreprenør og udvikler op og giver dem de bedste muligheder for at understøtte kunsten i området og skabe faciliteter, der er økonomisk, og derved også fremtidsmæssigt, bæredygtige.
Som kunstaktør i den nye bydel og talerør for mange professionelle billedkunstnere i Aarhus må vi pege på, at her er en unik mulighed for at sikre kunstens overlevelse i et historisk kunst-miljø på Sydhavnen og skabe et internationalt miljø med stor opsigt, men kun hvis man seriøst bakker op omkring huslejer under markedsprisen og gode vækstbetingelser for kunsten - og inddragelse på højt plan i den nye byudvikling.

Se venligst følgende åbne brev tidligere sendt til kulturpolitikere, teknik og miljø samt pressen, der bragte brevet og dækkede sagen med interviews og reportager.

På vegne af
Aarhus Billedkunstcenter
Leder, Kirstine Schiess Højmose
leder@aabkc.dk / 23453360


Åbent brev om kunstnerværksteder på Sydhavnen

Med udviklingen af Sydhavnen i Aarhus risikerer vi at miste et vigtigt og historisk miljø for billedkunst ved Spanien, hvor kunstnere i 40 år har haft adgang til billige atelierer og udstillingsrum i kommunens bygninger.
Forrige år nedlagde man de kommunale kunstneratelierer i Møllegade uden at oprette nye værksteder et andet sted. Samlet står billedkunstnerne nu til at miste omkring 25-30 atelierer i midtbyen, og de professionelle kunstnere fordrives fra centrum.

Sydhavnen har været et frirum for kunsten og de kunstneriske aktører, hvor man kunne arbejde for en symbolsk husleje, da stedet var et af de få tilbageværende områder i centrum, der ikke var bebygget med nyt. I planerne for udviklingen af Sydhavnen indgår et ønske om at bevare det kunstneriske og kreative iværksætteri, der har præget området i mange år, og man tænker at etablere et nyt område kaldet ’Kunstbyen’. Men langt det meste af den planlagte bygningsmasse på Sydhavnen vil blive nyopført, også den del der er tiltænkt kunsten, for der findes kun to små bevaringsværdige bygninger i området, det kan
betale sig at restaurere.
Og det har ingen billedkunstnere råd til. Billedkunstnere ligger nederst i hierarkiet af kreative iværksættere som designere, arkitekter og kunsthåndværkere, når det gælder økonomisk indtjening, og de arbejder selv om de er indtægtsløse. De er derfor som regel de første, der bliver fortrængt fra kreative bydele, når
områderne gentrificeres med nybygninger, og huslejerne stiger. Sådan vil det også ske på Sydhavnen, hvis ikke der gribes ind. Så vil kun de mere forretningsdygtige, kreative aktører som designere og modefolk kunne betale prisen for de nyopførte lokaler, og de oprindelige billedkunstnere bliver glemt i processen. Det
vil sætte ekstra pres på de etablerede billedkunstnere i Aarhus med hensyn til at finde billige værksteder i centrum. På det punkt bliver Aarhus aldrig Berlin. Dertil er der for få nedslidte bygninger der ikke allerede er renoveret til dyre lejligheder.
Kommunens tidligere tiltag med at oprette billedkunstneriske kraftcentre i Kunstbygningen og Godsbanen har aldrig tilført et eneste kunstnerværksted, der var til at betale. Det var
mere retorik end handling.

En række billedkunstneriske institutioner er gået sammen i en initiativgruppe for at fremtidssikre og udvikle det billedkunstneriske miljø på Sydhavnen i tæt dialog med den entreprenør, som kommunen er ved at sælge grunden til. Vi arbejder på at flytte Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter og et par af byens professionelle udstillingssteder til Sydhavnen, samt at sikre der også er atelierer og kunstnerdrevne udstillingssteder på området i fremtiden. Initiativgruppen kan dog ikke sikre økonomisk tilgængelige atelierer på Sydhavnen uden kommunal opbakning, så vi opfordrer derfor Aarhus Kommune til at subsidiere værkstedshuslejen for billedkunstnerne i
den nye Kunstby på Sydhavnen. Vi har en unik chance for at sikre et dynamisk miljø for billedkunstnerisk produktion, udstilling, uddannelse og netværk i midtbyen, men det kræver at Aarhus Kommune gør noget ved de manglende kunstnerværksteder ved at yde støtte til dem på Sydhavnen.

Ellers vil der hverken være hold i retorikken om, at man nu skaber en ’Kunstby’ på Sydhavnen, eller om at Aarhus satser på at holde liv i sin kunstnerisk egenproduktion fremfor blot at importere kulturoplevelser udefra. Og så bliver kulturlivet i Aarhus mere som Horsens end som Berlin!

På vegne af Spanien 19C og Aarhus Billedkunstcenter,
Jesper Rasmussen, billedkunstner og bestyrelsesformand, Aarhus Billedkunstcenter
Kim Grønborg, billedkunstner og leder af udstillingsstedet Spanien 19C
Kirstine Schiess Højmose, leder af Aarhus Billedkunstcenter

Februar 2020
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Kirstine Højmose

Indsendt

15/04/2020 11:32

Sagsnummer

HS7991925

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H155

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00