Gå til hovedindhold

Høringssvar

Høring vedrørende veteranstrategi for Aarhus Kommune

Høring vedrørende veteranstrategi for Aarhus Kommune

Hos Fonden Danske Veteranhjem vækker det stor glæde at erfare, at Aarhus Kommune har udarbejdet en veteranstrategi, der udover at anerkende veteraners indsats for Danmark, også viser en stor politisk velvilje til at hjælpe vores nuværende og tidligere udsendte. Dertil er det yderst positivt at erfare, at den nye veteranstrategi er kommet til verden med støtte på tværs af den politiske midte, og med bred støtte fra de forskellige partier.

Fonden Danske Veteranhjem mener, at det opsøgende og proaktive arbejde, som Århus Kommune beskriver, vil gøre en mærkbar forskel for kommunens lokale veteraner og deres pårørende. Mange af såvel veteranerne som deres pårørende er hyppige brugere af Fondens tilbud på Veteranhjem Midtjylland i Aarhus. Vi har tidligere oplevet et rigtigt godt samarbejde mellem den forhenværende veterankoordinator fra Aarhus Kommune, Veterancentrets medarbejdere samt Veteranhjem Midtjylland. Det er derfor et stort håb og ønske for Fonden Danske Veteranhjem, at vi får mulighed for at fortsætte dette gode og vigtige samarbejde. I 2019 havde Veteranhjem Midtjylland i Aarhus i gennemsnit 350 besøg om måneden, hvilket indikerer en stor berøring med målgruppen. Vi har erfaret, at dét at møde de lokale veteraner i rammer, hvor de i forvejen oplever tryghed og støtte, i den grad fremmer arbejdet med målgruppen. Ligeledes ved vi, at den samtidige indsats fremmer det arbejde, der skal foregå med veteranerne. Det er derfor med glæde, at vi konstaterer, at Aarhus Kommune fortsat vil prioritere, at kommende veterankoordinatorer vil have deres synlige og faste gang på veteranhjemmet blandt veteranerne og deres pårørende. Den forrige veterankoordinator havde ugentlige møder på Veteranhjem Midtjylland, hvilket Fonden Danske Veteranhjem også håber vil fortsætte, da kontinuerligheden er vigtig.

Endvidere erfarer Fonden Danske Veteranhjem, at den plan, som Aarhus Kommune har præsenteret, viser stor anerkendelse overfor de projekter og initiativer, der i forvejen er til stede lokalt. Udover at anerkendelsen er vigtig for os, da vi beskæftiger mange frivillige ressourcer lokalt, samt de åbenlyse fordele, det tætte samarbejde giver, glæder vi os også over den mulighed for et fælles talerør til målgruppen, samarbejdet kan give.

Fonden Danske Veteranhjem ser også positivt på den mulighed, Aarhus Kommune giver de forskellige projekter for at kunne dele deres erfaringer og viden med hinanden. Det er vores håb, at Aarhus Kommune aktiv vil trække på disse og gøre brug af den ekspertise og erfaring, som bl.a. Fonden Danske Veteranhjem, herunder Veteranhjem Midtjylland, har opbygget på baggrund af mange års arbejde med veteraner og pårørende. Vi står gerne til rådighed, hvis og når det måtte ønskes.

Slutteligt skal der ikke være tvivl om, at Fonden Danske Veteranhjem overordnet ser yderst positivt på Aarhus Kommunes nye veteranstrategi. Tak fordi Aarhus Kommune ser Veteranhjem Midtjylland som en aktiv medspiller i strategien. Vi glæder os til at følge det videre arbejde, til at se resultaterne og ikke mindst til fortsat at gøre en indsats for at yde vores del, så vi fælles kan løfte det gode og vigtige arbejde på veteranområdet.


På Fonden Danske Veteranhjems vegne


Dorte Skov-Jespersen : Sekretariatschef, Fonden Danske Veteranhjem
Tanja Therkildsen : Daglig Leder, Veteranhjem Midtjylland i Aarhus

Lidt om Fonden Danske Veteranhjem
Fonden Danske Veteranhjem har indtil videre etableret fem veteranhjem i Danmark, herunder Veteranhjem Midtjylland i Aarhus. På hvert enkelt veteranhjem har Fonden ansat en daglig leder, som udover den daglige drift også har det socialfaglige ansvar på hjemmene ligesom samarbejdet med f.eks. de lokale veterankoordinatorer er yderst vigtigt for at lykkes med opgaverne. Derudover drives hjemmene i regi af lokalafdelinger, der på basis af frivillighed, værdighed og kammeratskab står for veteranhjemmenes daglige aktiviteter. Fonden Danske Veteranhjem yder derved støtte og hjælp til veteraner og pårørende, samtidig med at veteranhjemmene er et fristed for alle veteraner og pårørende. Alle veteraner samt deres pårørende har adgang til Fonden Danske Veteranhjems tilbud.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Dorte Skov & Tanja Therkilsen​

Indsendt

14/04/2020 15:05

Sagsnummer

HS6300747

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Sociale forhold og beskæftigelse
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H161

Kontakt

Udviklingskonsulent Ellen Pedersen

Fagligt Sekretariat

Sociale Forhold og Beskæftigelse

tlf. 51 57 64 49