Gå til hovedindhold

Høringssvar

Eventstrategi for 2020-2025

Høringssvar vedrørende Eventstrategi 2020-2025

Vi vil fra Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) gerne bidrage til høringen af Eventstrategi 2020-2025. ÅUF er som fællesrepræsentant for 120 samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger optaget af, at Aarhus Kommune skaber gode rammer for foreningslivet for børn og unge.

Vi vil i høringssvaret her særligt sætte fokus på det sidste af de fem fokusområder i strategien: ”En stærk eventby med god frivilligorganisering”, som er beskrevet på side 11 i høringsoplægget.

For flere børne- og ungdomsforeninger er det en indtægtsskabende aktivitet at løse frivilligopgaver til store events i byen. Det kan være som medhjælpere til motionsløb, hvor flere spejdergrupper har en tjans, eller det kan være oprydning efter en festival el.lign. Disse aktiviteter skaber mulighed for udlandsture, nyt grej eller forbedringer af faciliteter hos foreningerne.

Derfor bekymrer det os, at der i Eventstrategiens afsnit om frivillighed er et ensidigt fokus på at konsolidere og øge brugen af frivilligprogrammer, der ikke har relation til det aarhusianske foreningsliv. Med denne prioritering vil indtægtsmuligheder for de frivillige børne- og ungdomsforeninger gradvist forsvinde.

Det tror vi ikke er hensigten. For at sikre at events i Aarhus også fremover vil bidrage til at styrke det frivillige foreningsliv foreslår ÅUF, at der i afsnittet om frivillighed tilføjes et mål om at samarbejde med frivillige foreninger i byen. Det kan fx ske ved at tilføje følgende punkt om foreningerne under ”Indsats” på side 11 i strategioplægget:

”Aarhus Events forpligter sig til at styrke de frivillige foreningers arbejde gennem samarbejde om opgaver ved events, hvor frivillige i foreningerne kan skabe indtægt til deres forening. Der skal arbejdes for at finde en sund balance mellem satsningen på Rethinkers-programmet og de frivillige foreninger. ”

Vi står til rådighed for sparring og uddybende kommentarer i den videre proces.
På vegne af Århus Ungdommens Fællesråds Styrelse

Nina Hansen
Formand
og
Sara Springborg
Sekretariatsleder
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sara Springborg

Indsendt

20/04/2020 11:33

Sagsnummer

HS9776499

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kultur og borgerservice
Hørings-id

H163

Kontakt

Aarhus Events

Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice

Hack Kampmanns Plads 2

8000 Aarhus C

Mail: aarhusevents@aarhus.dk 

Hjemmeside: www.aarhusevents.dk