Gå til hovedindhold

Høringssvar

Klimastrategi 2030 og Klimaplan 2021-2024

klimastrategi

Aarhus 22. oktober 2020
Midtbyens Fællesråd for Latinerkvarteret, Øgaderne og Nørre Stenbro

Høringssvar til forslag til Klimahandlingsplan for Aarhus


Midtbyens Fællesråd for Latinerkvarteret, Øgaderne og Nørre Stenbro (MF) finder det særdeles positivt, at Aarhus Kommune har valgt ambitionen om at blive CO2-neutral i 2030 og i den forbindelse har vedtaget forslag til Klimahandlingsplan, som er sendt i offentlig høring.

MF har følgende kommentarer til forslaget til Klimahandlingsplan:

1.Reduktion af transportsektorens klimabelastning er vigtig
Transport udgør i størrelsesordenen 50% af de samlede CO2-emissioner, hvorfor det er særligt vigtigt at gøre konkret og effektiv indsats for at reducere CO2-emissionerne fra transportsektoren. Dette understøttes af, at transportsektoren i øvrigt er særdeles miljøbelastende ift. luftforurening, støj og visuel forurening. Endvidere sker der mange trafikulykker med dræbte og tilskadekommende. Disse skadeeffekter er ikke mindst gældende for Midtbyen.

Overordnet kan reduktionen af ovennævnte klima- og miljømæssige belastninger ske ved at reducere mængden af biltrafik i, til og fra Midtbyen. Aarhus Kommune opfordres til at iværksætte effektive tiltag, der reducerer mængden af biltrafik i og til og fra Midtbyen. Som eksempler herpå kan nævne:
• Opsamling bil-pendler-trafik til Aarhus på omegnsplacerede store p-pladser med transit-elbusser og cykelstier ind til Midtbyen ind ad de eksisterende større indfaldsveje.
• Reducere den gennemkørende biltrafik i Midtbyen, specifikt for Midtbyen for Knudrisgade, Nørregade og Nørre Allé.
• Undgå store p-anlæg placeres i Midtbyen med deraf følgende biltrafik.
• Etablere sammenhængende cykelstinet for hele Midtbyen med deraf følgende forbedring af trafiksikkerheden for cyklister, herunder ikke mindst for de mange skolebørn, der færdes i trafikken i Midtbyen.
• Etablere ift. indfaldsvejene ind til Midtbyen et tværgående rutenetværk af mindre elbusser.
• Muligheden for Midtbyens beboere, forretningsdrivende m.fl. for at anvende elbiler bør fremmes, f.eks. ved etablering af ladestandere i bydelen.
• Fremme mulighederne for fodgængere og gøre det muligt at muligt at komme frem til fods med flere fodgængerovergange, forbedrede fortove og 30 km hastighedsbegrænsning i boligområder, bevaring af lokale butikker så indkøb kan ske i lokalområdet, lokale skoler og institutioner, som kan nås uden bil.

2.Andre tiltag for reduktion af klimabelastningen
Blandt væsentlige forhold knyttet til Midtbyen kan nævnes:
• Midtbyens varmeforsyning med fjernvarme skal gøres så klimavenlig som muligt ved at fremme varmebesparelser i kombination med at fjernvarmen hurtigst muligt overgår til vedvarende energikilder som geotermisk varme og udnyttelse af overskudsvarme. I en overgangsfase skal de anvendte biomasse-varmeressourcer være så bæredygtige som muligt.
• Midtbyens elforsyning bør baseres på vedvarende energikilder, i maksimalt omfang fra lokal vedvarende energi-ressourcer ved opstilling af solcelleparker og vindmøller, så Aarhus også påtager sig et ansvar for at nå de samlede klimamål. Da arealmulighederne for landvindmøller er begrænsede, bør muligheder for havplacering omkring Aarhus udnyttes.


3. Byggeri
Bygninger står for i størrelsesordenen 40% af det samlede energiforbrug og er derfor særdeles vigtige ift. klimabelastning. Med det store nybyggeri i Aarhus er byggeriets klimabelastning ekstra vigtig for Aarhus. Udover forannævnte forslag vedr. transport, varme- og elforsyning foreslås følgende med henblik på at reducere byggeriets klimabelastning:
• Renovering (genbrug) af bygninger fremfor nybyggeri.
• Reducere brug af klimabelastende byggematerialer som f.eks. beton, med krav om klimaregnskab for større nybyggerier og ved forslag om nybyggeri med nedrivning af eksisterende bygninger.
• Fremme af energibesparende tiltag i eksisterende bygninger og undgå tæt og højt byggeri, som hindrer udnyttelse af solvarme til at reducere energiforbruget.

4. Det grønne tema
Beplantning kan bidrage til at bidrage til at binde CO2 og dermed bidrage til at reducere klimabelastningen. Dette gælder også for Midtbyen. Beplantning bidrager i øvrigt også til et visuelt og oplevelsesmæssigt forbedret bymiljø. I fortsættelse heraf forslås, at indsatsen for at plante 10.000 træer i Aarhus speedes op. Konkret foreslås træer i Nørreport Krydset som en ny ”grøn byport”, i Knudrisgade, Nørregade-Nørre Allé, Vesterbro Torv og pladsen bag den tidligere Arkitektskole. Endvidere bør grønne gårde og forhaver bevares og udbygges.


5.Aarhus som klimamæssig foregangskommune
Aarhus Byråd opfordres til at gøre kommunen til en klimamæssig foregangskommune. MF bidrager gerne til at fremme en sådan indsats ift. Midtbyen.

På vegne af Midtbyens Fællesråd for Latinerkvarteret, Øgaderne og Nørre Stenbro

Med venlig hilsen
Hans Bjerregård og
Thomas Kruse


kontakt: thkruse4@gmail.com
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Thomas Kruse

Indsendt

26/10/2020 16:13

Sagsnummer

HS6498097

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Miljø og energi
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H182

Kontakt

Go Green With Aarhus

Sekretariatet for Klima og Grøn Omstilling

Blixens

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Tlf.: 89 40 20 00

Mail: gogreen@aarhus.dk

Vil du vide mere?

https://gogreenwithaarhus.dk/