Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Willemoesgade karréen

Byggeriets højde og proportioner i forhold til villakvarter, behov for helhedsplan

Projektet synes overhovedet ikke at forholde sig til en proportionsmæssig tilpasning til de lave boliger i villaområdet vest for Aldersrovej. Op til 6 etager vil udgøre et voldsomt spring i højden og give betydelige indbliksgener i forhold til de villaer og haver, der ligger langs med Aldersrovej. Saddeltage med gavle ud mod Aldersrovej vil kun forstærke den manglende tilpasning og få den foreslåede bebyggelse til at fremtræde endnu højere og mere massiv.

Antallet af etager i byggeriet overfor villaområdet bør derfor reduceres til maksimalt 4 etager.

Det er positivt, at der i projektet er indarbejdet en trærække langs den østlige side af Aldersrovej. For yderligere at udligne forskellen i proportioner og reducere indbliksgener i haverne foreslås, at der i den vestlige side af Aldersrovej plantes et antal træer ved at etablere parkeringslommer og plante mellem disse. Aldersrovej kunne herved få karakter af en begrønnet Allé. Dette ville samtidig medvirke til at nedsætte hastigheden på Aldersrovej, som er alt for høj på grund af det brede vejprofil. Det må forventes, at mange nye fodgængere og cyklister vil krydse Aldersrovej til/fra adgangen til bebyggelsen i den østlige side af Aldersrovej, hvilket er en yderligere grund til, at det er nødvendigt med tiltag, der kan dæmpe hastigheden.

Vi savner i høj grad en helhedsplan for Trøjborgområdet, så områdets fremtid ikke overlades til enkeltstående udvikleres projekter og interesser - således som vi tidligere også har set det f.eks. mht. den nye bebyggelse på Jaco-grunden ved Trøjborgvej.

Fint nok at de gamle bygninger med shedtage bevares, og at der bliver passage gennem området, men mulighederne for at lave byrum og torvedannelser, der ikke lukker sig om sig selv, svinder hastigt ind, og det bør adresseres i en helhedsplan. En helhedsplan bør også fremme en mere blandet befolkningssammensætning. Det er ikke hensigtsmæssigt for området, hvis det i alt for høj grad præges af studerende, for hvem det blot er en midlertidig station.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Ole Sørensen

Indsendt

28/08/2020 23:19

Sagsnummer

HS5338734

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H187

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00