Nej tak til overdækning af banegraven. Nej tak til en invasion af høje, sjælsløse bygninger som skygger for sol og udsyn. Nej tak til psykologiske kneb, der profetisk siger, at byen bindes bedre sammen qua en overdækning med boliger og erhverv. På strøget står flere butikker tomme. Skaf liv i dem, før I konstruerer nye overflødige græsgange, som skygger for det liv, der allerede er. Frederiksbjerg er allerede forbundet med byen. Kriegersvej og Hall sti byder tilmed på fugleliv, træer og udsyn til åben himmel. Banegraven er p.t. et af de få "hellige" steder i midtbyen, hvor det er muligt at lade øjet vandre uden konstant at få det visuelle syn blokeret af en frontal bygning. Nej til flere arkitektoniske indsnævringer af mennesket. Bevar banegraven som den er med frit udsyn, træer og lys.