Er byrødderne og alle folk i teknik og miljø mv. historieløse?
Vi hylder i nutiden Bernhardt Jensen, fordi han var visionær og ikke ville tillade nedrivning og smadring af bymiljøet i Aarhus. Han forhindrede at latinerkvarteret, som i dag er højt skattet af Aarhus' borgere og en stor turistmagnet, blev jævnet med jorden. Et kvarter, som i den grad står ovenpå Aahus bys rødder. Har man glemt det? Har man glemt idéen bag?
Så er der forrige århundredes saneringer i alle større byer, også Aarhus. Hvad var meningen? Jo det var at eksisterende boliger skulle moderniseres, gøres sundere at bo i, og foruden det sanitære og forbedringerne i boligerne handlede det også om at rive baghuse ned og flytte baggårdsvirksomheder ud, så der kom lys og luft til folks boliger og baggårdene skulle ikke længere være en høj skakt, hvor solen ikke kunne nå ned, og man skulle lægge nakken langt tilbage for at se himlen. Har man glemt det? Har man glemt idéen bag?
Ja tilsyneladende!
Nu vil man bygge højt og tæt igen uden omtanke for det omkringliggende byggeri, som pludselig ikke længere har så meget lys og luft omkring sig - faktisk kommer nogle eksisterende boliger formentlig til at ligge i total skygge af det nye.
Nu vil man bygge højt og tæt igen, og man kalder det en grøn bydel, men har man tænkt på de menneskelige omkostninger. Hvem vil gerne bo med sin altan klods op og ned af naboens altan - altanen, som ofte er det sted, hvor man slapper af og er privat? Hvem vil gerne bo i stueetagen i et 20 etager højt hus imellem andre høje huse, så man befinder sig i en skakt, hvor man skal lægge nakken langt tilbage for at få et glimt af himlen?
Og hvor blev lige det grønne af? Den natur - omend, det er en park - som virker stimulerende og helende på os mennesker? Jeg kan ikke få øje på det i modellen.
De store byer i verden, der har mange høje huse, har også mange meget store parker!
Derfor bør man istedet for dette umenneskelige byggeri lave en park, et grønt område, der kan virke lidt som vild natur midt i byen. Lav gerne en overdækning af banegraven, men fyld den med natur, og så ville det være en gave til byens befolkning, hvis man skød et dæk ind under naturen med parkeringspladser til byens mange biler. På Frederiksbjerg er det meget svært at finde en parkeringsplads selv om man har købt parkeringslicens.
Se de to ting ville være til gavn og glæde for byens borgere.
Jeg håber beslutningstagerne vil vil tænke over historien, tænke den ind i nutiden med henblik på fremtiden. Tænk over, inden I siger ja til dette projekt, om I selv ville ønske at bo i sådan en bydel, om I synes det er i orden at slå Frederiksbjerg fuldstændig i stykker, og om I således kunne tænke jer at være nabo til det.
Hvis I ikke selv ønsker at bo der, så er der måske heller ikke så mange andre, der synes, det er fedt.