Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1141 - Erhvervsområde i Sydhavnen nord for Jægergårdsgade

Livet i skyggen af de bæredygtige højhuse

Jeg læser med glæde at man Aarhus Kommunes højhuspolitik lægger vægt på at fremme opholdsarealernes kvalitet mellem højhusene, men måske i mindre grad at man anser højhuse for at være bæredygtige elementer i byen. Kilde: Tillæg til Højhuspolitik.
Når man ser på skyggediagrammerne for den nye bydel, som illustreres i lokalplanforslag 1141, bliver det tydeligt at man måske har glemt at solens stråler også er vigtige for opholdsrummenes kvalitet. I Danmark er udsvinget i skyggerne særligt stort og i de lange vintermåneder, kan de meget lange skygger lægge pladser og opholdsarealer fuldstændigt øde.
I vinterhalvåret vil der ifølge skyggediagrammerne være skygge hele dagen overalt i den nye bydel, på nær en lille stribe som kun akkurat rammer en enkelt plads kl. 12.00. Tre måneder senere er situationen kun ganske lidt forbedret, her skinner solen på en enkelt plads mellem kl. 12 og kl. 15. Dette betyder at fra oktober til marts vil 90 % af området ligge i skygge hele dagen, mens ca. 10 % rammes af en solstråle mellem kl. 12 og kl. 15. Efter kl. 15 er der skygge overalt i hele bydelen - Kulbroen ligger i fuld skygge.
I sommerhalvåret er området stadigt domineret af skyggefulde pladser, kun lidt sol falder ind i området om eftermiddagen og på årets længste dag er der kun et enkelt sted med sol efter arbejdstid og frem til kl. 18.
På illustrationerne af byrummene ses derimod folk der sidder i solen og nyder de lyse og indbydende opholdsrum, et noget misvisende billede af hvordan området reelt bliver når først planen er godkendt og bygningerne opført.
Forestil Jer en bydel hvor der ikke falder en eneste solstråle i næsten 6 måneder... Kulbroen, der på illustrationerne fremstilles som et sted man går rundt og nyder i solskinnet om eftermiddagen, ligger i næsten fuld skygge fra oktober til marts og kun ved sommersolhverv er der sol på ca. halvdelen af broens areal.
Kig jer omkring i byen. Hvor mange mennesker opholder sig i de byrum, hvor der er slagskygge og mørke hele dagen? Hvordan skal man med et klima som det danske, i fremtiden bruge og have glæde af bydelen og rummene mellem husene, når solen kun skinner få timer om dagen og kun indenfor alm. arbejdstid?
De byrum og bydele vi bygger i dag, skal vores efterkommere leve med, måske i århundreder efter at vi selv er væk. Her er det jo velkendt at man i bæredygtighedens navn ikke børe stille de kommende generationer ringere end os selv og derfor ikke bør sende et dårligt byområde videre til fremtidens borgere, bare fordi at vi selv har glemt at tænke os om. Hvordan kan det være bæredygtigt at fjerne solen og opholdspladsernes kvalitet fra fremtidens generationer? Hvordan kan man undgå at bemærke at illustrationerne og skyggediagrammerne viser to vidt forskellige scenarier? Jeg har ikke noget i mod højhuse, men de bør placeres på en måde hvor de understøtter et godt bymiljø hvor solen skinner hver dag.
Jeg har vedhæftet skyggediagrammerne og illustrationerne, da jeg mener man bør kigge godt på skyggeforholdene inden at man godkender denne plan.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Marie Pilegaard

Indsendt

21/01/2021 18:18

Sagsnummer

HS7488106

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H241

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00