Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1130 - Område til boliger og erhverv ved Agerbæksvej/Grenåvej, Risskov

Lokalplan 1130

Jeg vil hermed protestere mod Lokalplan 1130.

Min protest baserer sig på adskillige forhold:

Jeg protesterer mod, at man opdeler området i adskillige lokalplaner. Der er kommet en ny stadsarkitekt, som fremhæver, at det nu skal være slut med enkelt projekter, og byen i stedet vil kigge på helheder. Alligevel må det konstateres, at der p.t. er en lokalplan på vej for den nordøstlige del af Agerbæksvej, for den nordvestlige del af Agerbæksvej og der ligger et projektforslag til behandling for den sydvestlige del af Agerbæksvej. Jeg må således konstatere, at der er intet nyt under solen, de kommunale myndigheder hiver fortsat beboerne rundt ved næsen ved at opdeles et naturligt planområde i mindre bidder, hvor den ene beslutning bliver et naturligt udgangspunkt for udviklingen i det næste. Eks. når man tillader 5 etager i 'en lokalplan, så er det en naturlig beslutning for de øvrige lokalplaner.
Jeg deltog i sin tid på et orienteringsmøde vedr. lokalplanen for den nordøstlige del af Agerbæksvej, hvor der blev spurgt ind til, om det ikke var hensigtsmæssigt at inddrage de øvrige dele af Agerbæksvej, da vi allerede vidste at der var købt mht. den nordvestlige del, ligesom vi var vidende om at der var givet favorable tilbud til en række matrikler i den sydvestlige del af området. Svaret fra embedsmændene var, at det ville man ikke. Det kan nu konstateres, at der i lokalplan 1130 oplyses, at der taget hensyn til en udtryksmæssig sammenhæng mellem planerne for den nordlige del af Agerbæksvej. Der er altså lavet en vis kobling mellem de to lokalplaner, men uden at offentligheden har været inddraget. Jeg er uforstående over for at der er sket en samlet myndighedsbehandling af de 2 lokalplaner, uden at offentligheden har været inddraget.

Jeg mener heller ikke beskrivelsen af lokalplan 1130 har den neutralitet som man må kunne forvente af en offentlig myndighed. Beskrivelsen lyder som en lang salgstale, som talt ud af munden på bygherre. Lad mig give et par eksempler fra beskrivelsen af lokalplansområdet:
"… samt græsklædte arealer med enkelte fritstående træer". Det er korrekt, men årsagen til at der kun er få fritstående træer skyldes, at bygherre kort efter overtagelsen af området fældede en række træer, på trods af at kommunen havde bedt byggeherre om at vente, til kommunen havde vurderet hvilke træer der var bevaringsværdige. Ganske vist ikke ulovligt, men formentlig et udtryk for bygherres villighed til et konstruktivt samarbejde.

"Området er støjbelastet af trafikstøj fra vestre Strandallé og fra Grenåvej, som er en hovedindfaldsåre til Århus for det nordlige opland". Det er formentlig derfor der lige p.t. er tale om et industriområde. Ved en evt. vedtagelse af lokalplanerne for området, vil området også blive støjbelastet fra Agerbæksvej. Problemer omkring den kommende trafik på Agerbæksvej behandles overhovedet ikke i Lokalplansforslaget. Dette betyder selvsagt ikke at problemerne ikke vil komme, men blot at forvaltningen ikke ønsker at behandle problemet. Derom mere senere.

"Lokalplanområdets bebyggelse og anvendelse adskiller sig fra det omkringliggende område". Igen helt korrekt, men der er ingen tvivl om af byggeriet foreslået i lokalplan 1130 vil adskille sig meget mere fra det omkringliggende område.

"Umiddelbart nord for området på modsatte side at Vestre Strandallé findes en tankstation omgivet af ældre fritliggende villaer". Her vil det formentlig være mere korrekt at skrive: "Umiddelbart nord for området på modsatte side at Vestre Strandallé er fritliggende villaer, som omgiver en tankstation.

Senere gengives det igen, på flere linjer hvad der findes på modsatte side af Grenåvej og nordvest for området (og nej, Veriparken omkranser ikke Vericentret, Veriparken ligger blot nord for Vericentret.
Hvad der umiddelbart grænser op til lokalplanområdet, nemlig fritliggende villaer og rækkehuse beskrives på lige godt en linje.

I bund og grund, så er det et område med lav bebyggelse, 1-3 etager der nu foreslås bebygget med op til 6 etager. Jeg er ikke imod at der bygges boliger i området, men forventer naturligvis at byggeriet tilpasses det omkringliggende område, ligesom der tages behørigt hensyn til de trafikale forhold og muligheder.

Generelt virker lokalplanforslaget ukritisk og halvsjusket udarbejdet.

Jeg må protestere over byggeplanerne. Intet sted på Grenåvej er det så højt facadebyggeri.

Byggeriet ligger på toppen af et skrånende terræn, som primært er bebygget med fritliggende villaer og rækkehuse. Byggeriet vil være synligt i en meget stor del af "Høje Risskov", og vil fremtræde som en regulær mur mod vest i en stor del af området. Dertil kommer, at så højt et byggeri vil have indflydelse på privatsfæren i store dele af det eksisterende byggeri. Byggeriet står i grel modsætning til områdets nuværende bebyggelse og karakter, og vil have en voldsom negativ indvirkning på mange af de nuværende beboeres velfærd.
Omkring byggeriet finder jeg det specielt problematisk, at de højeste bygninger er vest- og sydvendte, da der således afskærmes mest muligt af det naturlige lysindfald. I 60erne og 70erne ofrede samfundet milliarder på at sanere mørke og indelukkede gårde i karrebyggerier.
Nu foreslår Aarhus kommune så, at sådanne byggerier genoptages. Skyggediagrammerne viser, at ca. 50% af gårdene ligger i skygge kl. 16 i højsommeren. Det er det tidspunkt hvor beboerne må forventes at komme hjem fra arbejde etc. Den nordlige går har oven i købet en 5 etagers bygning på sydsiden. Set over året, så kommer gårdene i dagens lyse timer til at ligge mere i skygge end i sol. Det er fremtidig slum der foreslås bygget.
Det er efter min mening også betænkeligt, at de rekreative områder bl.a. består af områder liggende ud til Grenåvej, områder liggende ud til Agerbæksvej, som vil blive stærkt trafikeret samt tagterrasser. En lang række af disse områder vil også ligge i skygge en stor del af dagen.
Der er efter min mening både kritisabelt, og som borger også skuffende, at Aarhus Kommune strækker gældende lovgivning til det yderste, og ud over de intentioner der ligger til grund for lovgivningen. Umiddelbart ville jeg tro, at kommunen i en sådan situation ville stå på borgerens side, og give borgeren den beskyttelse som lovgivningen intenderer, men åbenbart foretrækker kommunen at stå på bygherrens side. Det er helt uforståeligt.

Mod Agerbæksvej, som er en helt almindelig villavej, foreslås facadebyggeri på mellem 3 og 4 etager. Af lokalplanens fig. 4 fremgår det, at "Bebyggelsen er højest mod Grenåvej og nedtrapning følger terrænet". En senere illustration, fig. 5 viser "…. viser hvordan bebyggelsens højde og etageantal nedtrapper fra Grenåvej yderst til venstre mod Agerbæksvej yderst til højre". Figuren viser også, at terrænet forhøjes for at give plads til P-kælder. Forskellen med Lokalplanområdets højeste og mindste punkt er omtrent 5 meter (Lokalplanens side 3), hvilket set fra Agerbæksvej vil betyde, at der formentlig reelt lægges en yderligere højde på bygningerne svarende til 1-2 etager, da bygningernes basis hæves.



Lokalplanens trafikløsning.
Lokalplanforslaget opererer med en trafikal løsning som betyder, at en muger væsentlig del af den øgede trafikmængde, og den er ikke lille, skal ske via Agerbæksvejs sydlige ende. Der er hermed valgt den løsning som generer flest muligt, da den sydlige ende af Agerbæksvej består af villaer og rækkehuse. Almindeligt udeliv for beboerne langs Agerbæksvej vil blive stærkt generet/umuliggjort grundet stigende trafik, og det bør overvejes om generne ligefrem vil have sundhedsskadelig karakter. Lokalplanen indeholder intet om denne del af de afledte virkninger. Hvor er Cykelby Aarhus i denne plan. Der er i forvejen en stor cykeltrafik i området, men en yderligere bebyggelse samt etableringen af en institution i området vil betyde yderligere cykeltrafik, som ikke bliver separeret fra den motoriserede trafik.

Den øgede trafikmængde vil have stor betydning for det omkringliggende trafiknet. Krydset Ringvejen/Grenåvej vil blive hårdt belastet grundet flere fodgængere og cyklister, hvilket i stigende grad vil hindre højresving fra Ringvejen mod Grenåvej. Dette er allerede nu et stigende problem. I takt med at der sker indflytning i bebyggelsen på det gamle Psykiatriske hospital, vil krydset Asylvej/Grenåvej bil stærkt belastet. En trafikregulering Agerbæksvej/Asylvej vil have ringe virkning, da opmarchområdet Agerbæksvej/Asylvej er ganske kort. Dette vil i myldretiden givet betyde kø-dannelser på Agerbæksvej. Trafikken følger det rindende vands princip. Det vil betyde, at trafikken vil flytte til omkringliggende veje, Tretommervej og Vestre strand Allé.
Umiddelbart vil jeg foreslå, at Agerbæksvej spærres ca. midtfor, således at den nordlige del af Agerbæksvej bruger Vester Strand Allé (evt. med lysregulering), og den øvrige del af Agerbæksvej benytter Asylvej. Det giver en fornuftig opdeling af trafikken.

Parkeringen er kun kort berørt. Lige for øjeblikket er der totalt parkeringsforbud på hele Agerbæksvej, primært grundet at parkeringer har medført farlige trafiksituationer. Alligevel foreslår lokalplanen, at busser og store handicapbiler skal kunne parkere langs vejen. Set i forhold til en meget stigende trafikmængde på en villavej, så er dette helt uforståeligt. Her tænker jeg ikke engang på det forhold, at sådanne køretøjer vil fylde halvdelen af kørebanen.

Lokalplanen opererer med en parkeringskælder. Jeg er bekendt med, at eks. i Risskov Brynet er sådanne parkeringspladser en yderligere lejeudgift. Dette har betydet, at der parkerer rigtig mange biler i de omkringliggende villakvarterer, men store gener for beboerne til følge. Der bør derfor stilles krav om, at der i forbindelse med lejemål/lejlighedskøb følger en parkeringsplads i parkeringskælderen med. Ellers bliver trafikforholdene yderligere kaotiske.

Alt i alt, så bør Lokalplanforslag 1030 være en "ommer".

Helt generelt vil jeg opfordre byrådets politikere til at genoverveje den hidtidige planlægning.

Planlægningen er hidtil sket på forskellige udvikleres præmisser, og ikke på de nuværende borgeres og de kommende borgeres præmisser. Tag selv hånd om udviklingen, og få den styret til byens og byens borgeres bedste, og lad jer ikke styre af forskellige udviklere/spekulanter. Det er faktisk det I er valgt til, og det jeres vælgere forventer af jer.

Et andet forhold der bør tages i betragtning, er borgernes ændrede præferencer set i kølvandet af Corona-pandemien.
Der er ikke længere behov for de mange kontorbyggerier, der bliver i langt større grad arbejdet hjemmefra. Borgerne har derfor behov for mere plads, da der er behov for hjemmekontorer, i længden kan børneværelser og spisestuer ikke benyttes. Så større boliger til damme penge vil være nødvendige, og disse boliger findes p.t. ikke i byerne. Der vil stigende grad ske en fraflytning fra byerne til oplandet. Så vidt jeg er orienteret, så er dette allerede en kendsgerning i København, hvor byen nu oplever en nettofraflytning.
Tæt og smittebærende byggeri vil ikke længere være attraktivt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Carsten Taul

Indsendt

01/04/2021 23:49

Sagsnummer

HS4582411

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Vejlby-Risskov
Hørings-id

H251

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00