Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Banegårdskvarteret

Høringssvar fra Århus Ungdommens Fællesråd vedr. Helhedsplanen for Banegårdskvarteret

Høringssvar fra Århus Ungdommens Fællesråd vedr. Helhedsplanen for Banegårdskvarteret


Vi er i Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) glade for at kunne bidrage til den åbne høring af Helhedsplanen for Banegårdskvarteret. ÅUF er som fællesrepræsentant for 120 samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger optaget af, at der i nye by- og boligområder skabes plads og gode rammer for et aktivt forenings- og fritidsliv for børn og unge.


Plads til foreningsaktiviteter i Banegårdskvarteret
Med planerne om et helt nyt kvarter i midten af Aarhus ser vi i ÅUF en unik mulighed for at behovet for faciliteter til foreningsaktiviteter kan tænkes med i udviklingen af området fra start, og dermed blive en integreret del af planerne for området. Vi har i de seneste år haft svært ved at hjælpe foreninger med at finde egnede faciliteter i centrum, og samtidig ser vi en stor fortætning i midtbyen og dermed også flere børn og unge, som efterspørger en aktiv fritid i et foreningsfællesskab. Børn og unge er typisk ikke så mobile, og derfor er det vigtigt, at fritidsaktiviteter kan foregå i deres lokalområde.
Vi er derfor glade for, at det i Helhedsplanen punkt 4 ”En mangfoldig by” er skrevet ind at det er ”påkrævet” at sport og fritidsaktiviteter indtænkes som en integreret del af byudviklingen.

ÅUF vil gerne hjælpe med at involvere relevante børne- og ungdomsforeninger i processen for implementeringen af nye fritidsaktiviteter i Banegårdskvarteret. Det kan både være eksisterende foreninger, som vil oprette nye aktiviteter i Banegårdskvarteret, eller nye foreninger, som ønsker at forankre deres arbejde i det spændende nye og centrale kvarter. Uanset om det er nye eller etablerede foreninger, så er det er vigtigt, at foreningslivet tænkes ind fra start, så der bliver plads til fx spejderaktiviteter, fællesspisning og mødesteder for unges politiske arbejde. Det er meget nemmere at finde synergier og samarbejdspotentiale, når foreningslivet tænkes med fra start.


Borgerinddragelse
ÅUF opfodrer til, at borgerinddragelsen fortsættes i arbejdet med implementeringen af helhedsplanen for Barnegårdskvarteret. Det er essentielt for områdets udvikling og borgernes ejerskab til den nye bydel, at der er mulighed for at involvere sig og få indflydelse når planen skal realiseres. Som repræsentant for børne- og ungdomsforeningerne i kommunen vil vi meget gerne fortsat bidrage med netop dette perspektiv i det videre arbejde med Banegårdskvarteret.





På vegne af Århus Ungdommens Fællesråds Styrelse

Nina Hansen
Formand
og
Sara Springborg
Sekretariatsleder
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sara Springborg

Indsendt

31/08/2021 13:20

Sagsnummer

HS7810103

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H315

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00