Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Skejbycenteret - Skelagervej 5-21, 8200 Aarhus N

Trafikkaos, kriminalitet og butiksdød

Boligkontoret Århus og organisationens afdeling 35 Skelagervej takker for muligheden for at give sine synspunkter til kende ift. det kommende projekt. Vi byder udvikling omkring Skejbycenteret velkommen, men finder omfanget og den konkrete udformning af den skitserede løsning meget uhensigtsmæssig.

Først og fremmest vil en så voldsom fortætning betyde en kraftig forværring af en i forvejen presset og usikker trafikafvikling på både Skejbygårdsvej og Skelagervej. Allerede i dag er der hyppig kødannelse, tæt og opstuvende trafik og mange usikre og farlige situationer, både for bilister, men særlig for cyklister og fodgængere. Det gælder både ift. trafikbetjening fra Skejbygårdsvej og ikke mindst fra Skelagervej, hvor især vareindlevering allerede i dag giver store trafikale udfordringer. Forhold man kun kan frygte bliver værre, hvis der fremadrettet også er bilister, som vælger at parkere langs Skelagervej af mangel på gratis parkeringsmuligheder i nærheden af centerområdet fremfor at køre gennem en kommende p-kælder.

Parkering placeret under dæk giver naturligvis mulighed for at skabe bedre opholdsarealer på terræn, om end det af illustrationen primært ser ud til at skulle konverteres til bebygget areal, hvorved arealerne som i dag er åbne til bygningsmasse ændres med dårligere vilkår for både mennesker og biodiversitet til følge.

Placeringen af parkering under dæk vil ikke have nogen betydning for håndteringen af den øgede trafikmængde. Det vil sammen med den foreslåede indretning af opholdsarealer med offentlig adgang tværtimod skabe flere utryghedsskabende områder med endnu bedre vilkår for den kriminelle adfærd, der allerede i dag forekommer i området og på de åbne parkeringsarealer ved centeret.

Det er ligeledes en bekymring, at man ved at lukke af og ”gemme” centeret inde bag høje boligblokke på sigt presser kundegrundlaget væk, da det vil blive sværere at drive især de mindre butikker, som er med til at gøre centeret til et sted med både indkøb og oplevelse.

Skal området kunne håndtere den betragteligt øgede trafikmængde, dette forslag vil bringe med sig, vil det kræve en omlægning og formodentlig udvidelse af Skejbygårdsvej med et ekstra spor, en lukning af trafik fra Skejbycenterets område mod Skelagervej samt et trafiklys til at afhjælpe den øgede trafik ved Skelagervej.

Trafik og afviklingen heraf ses som det væsentligste – og et meget væsentligt – problem ved den skitserede fortætning. Ligeledes giver øgede muligheder for kriminel og anden utryghedsskabende adfærd gemt væk i og omkring et indelukket område med en p-kælder i høj grad også anledning til stor bekymring blandt områdets mange beboere. Udover dette ser afdelingen behov for at få nøjere belyst evt. indkigsgener fra den nye, høje bebyggelse ift. de eksisterende boliger langs Skelagervej.

Med venlig hilsen

På vegne af Boligkontoret Århus, afdeling 35, Skelagerparken
Afdelingsbestyrelsen og Inspektør Peter Abrahamsen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Kristine Simonsen

Indsendt

23/07/2021 12:02

Sagsnummer

HS3696347

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Skejby-Christiansbjerg
Hørings-id

H321

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00