Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Ny Brendstrupvej

Flere store danske studier fra 2021/22 viser negative helbredspåvirkninger ved trafikstøj mindre end grænseværdien på 58 dB

Aarhus Kommune har planlagt vejføringer, der vil gå gennem Ådalen, der i forvejen er gennemskåret af Randersvej. Ved borgermødet den 3/5-22 på Lisbjergskolen blev der spurgt til muligheden for at udvide det eksisterende vejnet fremfor at anlægge nye veje, hvilket vil tilgodese naturen og borgerne omkring Ådalen. Vi blev oplyst om, at dette ikke var undersøgt.
Jeg er overrasket over den manglende belysning af alternativer og har en forventning om, at muligheden for evt. at udvide Søftenvejen samt skabe direkte adgang fra Søftenvejen til Paludan-Müllers vej vil blive undersøgt før der træffes beslutning om anlæggelse af yderligere veje gennem Ådalen.

Såfremt det findes uundgåeligt at gennemskære Ådalen af endnu en firesporet vej, vil jeg appellere til, at der vælges en vejføring med påvirkning af færrest mulige personer Der er fra Aarhus Kommunes side lagt op til to mulige vejføringer; en østlig og en vestlig, hvor den vestlige vil ligge inden for få hundrede meter fra Kasted Kirke og Kasted by.
Beboerne i Kasted er i forvejen generede af støj fra E45 (der tilmed forventes udvidet vest for Kasted), djurslandsmotorvejen samt helikopterruten til Aarhus Universitetshospital. Denne støjpåvirkning vil blive yderligere forstærket, hvis den vestlige placering vælges.

I 2018 udgav WHO "Environmental Noise Guidelines for the European Region", hvor man slår fast at trafikstøj øger risikoen for hjertesygdom(1). Siden da har flere studier bekræftet dette senest et dansk studie fra 2021(2). I et helt nyt dansk studie fra maj 2022 har man fulgt kvindelige sygeplejersker og finder en overdødelighed hos gruppen, der har været udsat for trafikstøj(3). Risikoen for adskillelige andre alvorlige sygdomme herunder type II diabetes (4), demens(5) og blodprop i hjernen(6) er også velundersøgt. Endvidere viser data, at den negative påvirkning af helbredet indtræder ved lavere dB end de nuværende anvendte dB-grænser på 58 dB(5).

Den nye vej vil blive én af hovedårerne til Aarhus Universitetshospital samt den nye brandstation i Lisbjerg. Dette vil medføre periodevise støjgener fra udrykningskøretøjer på alle tider af døgnet, der langt overstiger de anbefalede grænser.
Forskningen vedrørende trafikstøjs påvirkning af helbredet er i rivende udvikling og inden for bare de seneste 3 år har flere danske og internationale forskningsgrupper udgivet store befolkningsopgørelser omhandlende den skadelige effekt af trafikstøj. Jeg forventer, at der gennemføres en grundig gennemgang af de nyeste forskningsresultater på området, inden der træffes beslutning om vejføring. Dermed håber jeg, at den nyeste viden vedr. trafikstøj under 58 dB og negativ helbredspåvirkning vil blive taget i betragtning, og at en evt. vej dermed placeres længst muligt væk fra Kasted by.


1. Kempen EV, Casas M, Pershagen G, Foraster M. WHO Environmental Noise Guidelines for the European Region: A Systematic Review on Environmental Noise and Cardiovascular and Metabolic Effects: A Summary. Int J Environ Res Public Health. 2018;15(2).
2. Münzel T, Sørensen M, Daiber A. Transportation noise pollution and cardiovascular disease. Nat Rev Cardiol. 2021;18(9):619-36.
3. Cole-Hunter T, So R, Amini H, Backalarz C, Brandt J, Bräuner EV, et al. Long-term exposure to road traffic noise and all-cause and cause-specific mortality: a Danish Nurse Cohort study. Sci Total Environ. 2022;820:153057.
4. Thacher JD, Poulsen AH, Hvidtfeldt UA, Raaschou-Nielsen O, Brandt J, Geels C, et al. Long-Term Exposure to Transportation Noise and Risk for Type 2 Diabetes in a Nationwide Cohort Study from Denmark. Environ Health Perspect. 2021;129(12):127003.
5. Cantuaria ML, Waldorff FB, Wermuth L, Pedersen ER, Poulsen AH, Thacher JD, et al. Residential exposure to transportation noise in Denmark and incidence of dementia: national cohort study. Bmj. 2021;374:n1954.
6. Roswall N, Pyko A, Ögren M, Oudin A, Rosengren A, Lager A, et al. Long-Term Exposure to Transportation Noise and Risk of Incident Stroke: A Pooled Study of Nine Scandinavian Cohorts. Environ Health Perspect. 2021;129(10):107002.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Johanne Andersen Højbjerg

Indsendt

15/05/2022 21:10

Sagsnummer

HS3766229

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Tilst - Brabrand Nord
Hørings-id

H441

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00