På baggrund af de præsenterede materialer vil jeg pege på en række centrale opmærksomhedspunkter, som jeg håber, Aarhus byråd vil medtage i det videre arbejde med at løse udfordringerne omkring den stigende andel af børn og unge i mistrivsel.


MENNESKESYN OG TILGANG TIL BØRN, UNGE OG DERES FAMILIER

Alle børn og unge har brug for at:

● føle sig trygge, forstået, accepteret og respekteret – både i relationer såvel som i de rammer, de indgår i.
● få sikret en overvægt af positive oplevelser og mestringserfaringer gennem deres opvækst – fremfor at opleve en barndom, der udgøres af flest dårlige oplevelser og nederlagserfaringer.
● opleve sig som – og opnå gode erfaringer med – at være en del af et fællesskab med tilstrækkelig grad af kontinuitet (uanset fællesskabets type og forankring).
● der lyttes til deres primære trygheds-/omsorgspersoner (forældre), samt at disse ikke fratages barnet, før der er etableret en tryg tilknytning til en anden (professionel) voksen i rammer, hvor barnet føler sig trygt, forstået og accepteret.
● de omkringværende voksne – og i særdeleshed de professionelle – påtager sig ansvaret for og indfrielsen af ovenstående universelt gældende behov.


FYSISKE RAMMER

Mennesker er forskellige. Deraf følger, at børn/unge har forskellige behov i relation til de fysiske rammer, som de indgår i. Fælles for alle børn og unge er, at:

● deres trivsel, udvikling og læringspotentiale afgøres af, at de fysiske rammer, de indgår i, formår at sikre dem et velafbalanceret stressniveau i hverdagslivet, da højt stressniveau fører til et overaktivt nervesystem, hvilket mindsker trivslen og indvirker negativt på udvikling samt fortrænger muligheden/modtageligheden for (til)læring.
● de har behov for at kunne rumme den fysiske ramme, som de indgår i – med alt hvad denne indebærer af social, faglig, kommunikativ og sansemæssig stimuli. Om de fysiske rammer kan rumme et barn eller en ung er underordnet, såfremt de fysiske rammer ikke kan rummes af individet.
● højt stressniveau og mistrivsel hos andre omkring dem, som de deler fysiske rammer med, har negative konsekvenser – også for de børn og unge, der kan rumme den fysiske ramme i sig selv, som de indgår i.


TIDLIGERE, FOREBYGGENDE INDSATSER OG MULIGHEDER FOR AT ARBEJDE MED BREDERE BØRNEFÆLLESSKABER

En stigende andel af børn og unge oplever ikke at kunne rumme de fysiske rammer og dertilhørende vilkår, herunder stimuli, der gør sig gældende i de generelle, almene tilbud, som eksisterer i dag.

Flertallet af børn og unge vil kunne profitere af, at udbuddet af de almene tilbud blev mere varieret, sådan at der – udover de nuværende almene tilbud, hvor de fysiske rammer indebærer stort stimuli input i hverdagslivet – også blev udbudt almene tilbud, som i højere grad tilgodeser de børn og unge, der har behov for en mindre stimulifyldt fysisk ramme. Dette ved at samtænke tidligere, forebyggende indsatser og muligheder for at arbejde med bredere børnefællesskaber, med udgangspunkt i oprettelsen af:

● flere mindre dagtilbud og skoler med beliggenhed afsides fra de store tilbud og med lavere totalantal børn/unge pr. tilbud samt grupper/klasser bestående af færre børn/unge.
● almene tilbud, som kan tilbyde alternativer til den pædagogiske og undervisningsmæssige praksis, der dominerer i de nuværende almene tilbud.


ØGET EFTERSPØRGSEL EFTER SPECIALPÆDAGOGISKE INDSATSER OG LOKAL FORANKRING

Børn og unges mistrivsel i de almene tilbud har skabt en øget efterspørgsel efter specialpædagogiske indsatser. Denne udvikling har flere ulemper:

● specialpædagogiske indsatser og -tilbud er omkostningsfulde.
● specialtilbud tilbyder ikke nødvendigvis børn og unge adgang til et børnefællesskab, der er forankret i deres lokalområde.
● specialtilbud imødekommer sjældent børn og unges naturlige behov for kontinuitet gennem opvæksten, idet børn og unge med særlige behov ofte bliver flyttet fra tilbud til tilbud løbende.
● specialtilbud indebærer ofte længere transporttid for barnet/den unge, hvilket af flere årsager kan være menneskeligt omkostningsfuldt for de pågældende børn/unge, samtidig med at transportvilkåret er forbundet med store udgifter for kommunen (hvilke kunne investeres i forbedringer og øget variation i udbuddet af almene tilbud – til gavn for alle).
● specialtilbud og specialpædagogiske indsatser er forbundet med en administrativ meget tung og omkostningsfuld opgave i relation til visitationsprocedurer og -opfølgninger.
● specialtilbud og specialpædagogiske indsatser formår sjældent at fungere som tidlig, forebyggende indsats til børn og unge, idet børn og unge, som ikke kan rumme de fysiske rammer i nuværende almene tilbud, når at have adskillige års ophold i disse med højt stressniveau og overaktivt nervesystem til følge, forud for evt. specialtilbud og/eller specialpædagogisk indsats tilbydes.


KOMPETENCER OG VIDEN INDEN FOR SPECIALPÆDAGOGISK PRAKSIS, LØFT AF PPR OG GENERELT KOMPETENCELØFT

De diagnostiske kriterier for bl.a. opmærksomhedsforstyrrelser og autismespektrumsforstyrrelse har udviklet sig gennem tiden. PPR’s kompetencer og viden inden for specialpædagogisk praksis har ikke fulgt med denne udvikling.

I sit udgangspunkt blev de diagnostiske kriterier for ADHD og autisme udviklet (af mænd) på baggrund af observationer og undersøgelser af drenge, som fremstod med et tydeligt og markant anderledes funktionsniveau end gennemsnittet.
Siden hen har ny viden og øget indsigt ført til ændringer i de diagnostiske kriterier for både ADHD/ADD og autismespektrumsforstyrrelse, som tager højde for, at mennesker – medfødt disse anderledesheder, i lige så høj grad som andre mennesker, er forskellige individer.

I dag ved vi, at følgerne af gennemgribende udviklingsforstyrrelser og opmærksomhedsforstyrrelser kommer til udtryk på forskellig vis hos forskellige individer, hvor bl.a. kønsforskelle og variation i intelligensniveauet har betydning herfor.

Den specialpædagogiske praksis (inden for specialområdet) blev formet med – og tager fortsat i dag oftest – afsæt i, hvordan gruppen af børn og unge med disse diagnoser så ud tidligere, hvor det hovedsageligt var drenge med lavere kognitivt funktionsniveau, som udgjorde målgruppen for specialpædagogiske indsatser og -tilbud.

Fundamentet i den nutidige specialpædagogiske praksis udgøres af en række grundantagelser, der blev skabt af almindeligt fungerende professionelle fagpersoners iagttagelser af den ydre observerbare adfærd hos den oprindelige gruppe af børn og unge, som var svært udfordrede af de autisme- og/eller opmærksomhedsforstyrrelsesrelaterede vanskeligheder – og oftest med lav/lavere intelligens.

Grundantagelserne i den specialpædagogiske praksis bør udfordres og nytænkes, fordi:
● gruppen af autistiske mennesker og/eller mennesker med opmærksomhedsforstyrrelser har en stemme nu – et verbalt sprog og kommunikative evner – qua det ikke længere kun er dem med lav intelligens, som falder inden for de diagnostiske kriterier og dermed er i målgruppen for specialpædagogiske indsatser og -tilbud.
● flere børn og unge inden for autismespektrummet og/eller med ADHD/ADD, som har almindelig/høj intelligens, har vist sig ikke at profitere af den nuværende specialpædagogiske praksis, hvorfor udfordringerne omkring deres mistrivsel mv. ikke kan løses med udgangspunkt i eksisterende specialpædagogiske indsatser og -tilbud.
● autistiske mennesker fejlagtigt ofte antages at mangle evnen til at kunne mentalisere, fremfor at have en nedsat mentaliseringsevne.
● der eksisterer en udbredt fejlbehæftet ide om, at autistiske børn og unge ikke (i lige så høj grad som andre) har brug for at blive mentaliseret af voksne, på trods af at autistiske børn og unge, qua deres nedsatte mentaliseringsevne, i højere grad end andre har brug for at få stimuleret deres mentaliseringsevne.
● der mangler anerkendelse af og fokus på det faktum, at autisters evne til at mentalisere andre kan forbedres gennem rette mentaliseringsbaserede tilgang, hvorved autister i højere grad får mulighed for at opnå en selvstændig og livsmestrerende livsførelse i vores samfund.
● det fejlagtigt antages, at et velafbalanceret stressniveau i hverdagslivet for børn og unge med anderledes neurologi kun/først og fremmest opnås gennem stram, konsekvent, voksenstyret struktur, visualiseret skemabrug og tidstagning på aktiviteter, samt ved brug af metoder målrettet ydre observerbar adfærd - på trods af denne praksis fortrænger fokusset på mentalisering i professionelles tilgang.
● low arousal-tilgangen er mistolket, idet der optræder en udbredt ide om, at så længe voksne (professionelle) forholder sig roligt følelsesmæssigt, så kan de gennemtrumfe og fastholde deres krav til et barn eller en ung i affekt – uanset hvor højt stressniveau barnet/den unge befinder sig i - og uden opmærksomhed på den bagvedliggende, indre årsag til barnets/den unges modstand, affekt, blokering.
● der optræder en fejlbehæftet ide om, at den ydre observerbare adfærd hos børn og unge med anderledes neurologi kan tolkes som valid indikator for disses mestringsniveau, ligesom specialpædagogisk tilgang og metode oftest tilrettelægges som "symptombehandling" målrettet observerbare adfærdsmønstre - fremfor en bestræbelse efter at understøtte disse børn og unge, fx autister, i at udfolde deres potentialer og opnå højere social, kommunikativ og følelsesmæssig intelligens.
● det er omkostningsfuldt, at økonomisk tunge specialtilbud og specialpædagogiske indsatser ikke medvirker til et solidt positivt udbytte for målgruppen


VIDENSDELING OG RÅDGIVNING, TVÆRGÅENDE SAMARBEJDE OG TOVHOLDERE FOR FORÆLDRE

Alle børn og unge med særlige behov vil profitere af:
● at systempresset på deres forældre mindskes gennem bl.a. en fast tovholder/rådgiver, som kan guide familien gennem systemet, varetage arbejdsbyrden ifm. fx ansøgninger.
● øget brug af vidensdeling og tværgående samarbejde på tværs af tilbud og magistrater (fx sparring og samarbejde mellem specialskoler og specialdagtilbud samt mellem MBU og MSB).
● større inddragelse af og mere lydhørhed overfor alle relevante fagprofessionelles vurderinger og anbefalinger.


RESSOURCER OG INCITAMENTER SAMT ØKONOMISKE PULJER

Det vil komme alle børn og unge til gavn, såfremt den nuværende organisering og visitationsprocedure ændres, således:

● der ikke længere optræder økonomiske incitamenter eller målsætninger, som påvirker de kommunale instanser og institutioner til handlemønstre, der tager afsæt i egen vinding/fremståen – men i stedet fordrer og motiverer til bestræbelser om at opnå positivt udbytte for de børn og unge i målgruppen, der ikke kan rumme de fysiske rammer, som gør sig gældende i de nuværende almene tilbud, og/eller ikke profiterer af den nuværende specialpædagogiske praksis i specialtilbud.
● alle forældre i højere grad får mulighed for at kunne vælge og søge tilbud, der matcher barnet/den unges behov, blandt et større udbud af og med større variation blandt tilbuddene.


LØSNINGSFORSLAG

● Afskaffelse af distrikts-stavnsbåndet for alle børn og unge, således:
> kommunens børn og unge ikke tildeles tilhørsskole/-dagtilbud ud fra deres bopæl, men derimod kan søge optag i tilbud – uanset beliggenhed i kommunen – som i bedst mulige omfang matcher barnets/den unges behov.

● Finansieringen af dagtilbud og skoler placeres centralt, således:
> hvert barn/ung følges af en basistakst, der tildeles det tilbud, som barnet optages i
> hvert tilbud - udover basistakst for hver enkelt optag - får et driftstilskud fra centralt regi, hvilket afgøres af bl.a. tilbuddets størrelse samt beliggenhed (driftsudgifter)
> der etableres supplerende særtakster til børn og unge med særlige behov, hvilket følger barnet/den unge og dermed tildeles det tilbud, hvor barnet/den unge optages i.

● Oprettelse af særlig økonomisk pulje, som kan ansøges om for lokale, alternative initiativer med henblik på at skabe innovation på børn og unge området med det formål at forbedre trivsel og læringsudbyttet for forskellige målgrupper af børn og unge.