Gå til hovedindhold

Høringssvar

Analyse af bredere børnefællesskaber - løsningsmuligheder

Analyse af bredere børnefællesskaber - løsningsmuligheder

Elise Smiths Skole vil indledningsvist gerne takke for, at kommunen i det store analysearbejde har medtænkt de frie grundskoler i kommunen som en del af høringsparterne.
Skolen har forholdt sig til den del af løsningsmulighederne, der vedrører PPR, da det er lovmæssigt fastsat, at den relevante skolekommune skal yde vederlagsfri pædagogisk psykologisk rådgivning.
Vi har tre områder, som vi ønsker at kommentere på.
• Vi bemærker her, at de frie grundskoler ikke nævnes overhovedet, hvilket vi antager skyldes, at denne ydelse vil være uændret – ikke mindst set i lyset af lovgivningen. Så vi går ud fra, at vi uagtet kommunens tanker om omorganisering og decentralisering af PPR’ s ressourcer ud til klyngetilbuddene som minimum vil have de samme muligheder for rådgivning ifm. afgørelser om specialundervisning og specialpædagogisk bistand. Desuden går vi ud fra, at Aarhus Kommune stadig vil have ansvar for, at alle kommunens grundskoleelever har adgang til pædagogisk psykologisk rådgivning.
• Vi hilser beskrivelsen af de flere lette behandlingstilbud i forslag 14 velkomment. Som fri grundskole kan vi også genkende en stigende mistrivsel blandt børn og unge med en følgende stigning i antallet, der kommer i kontakt med det psykiatriske system. Muligheden for at eleverne på de frie grundskoler også kan have glæde af fx coolkids, børnesamtaler og diverse tværgående behandlingstilbud virker også forebyggende på de berørte familier, så færre på lang sigt bliver henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. Desuden vil de berørte forældre heller ikke få brug for sociale ydelser i form af fx tabt arbejdsfortjeneste. Om de berørte familier m. børn tilhører den kommunale eller den frie grundskole, anser vi som underordnet i denne sammenhæng.
• Vedr. løsningsforslag 10: Vi bemærker, at der fra kommunens side er opmærksomhed på den eksisterende betalingsmodel, når en elev overgår fra almentilbud til specialtilbud. En løsningsmulighed, der nævnes i materialet, er at den indstillende skole fremover vil kunne have et medfinansieringsansvar i overgangen til specialtilbuddet. Vi går ud fra, at denne model ikke omfatter de frie grundskoler i kommunen.

Med venlig hilsen
Bestyrelsesformand samt ledelse på Elise Smiths Skole
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Charlotte Kjeldgaard

Indsendt

03/06/2022 17:52

Sagsnummer

HS2058463

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Børn
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H446

Kontakt

Chefkonsulent Birgit Møller

Sekretariatet, Børn og Unge

e-mail: birmo@aarhus.dk, tlf. 41 85 90 31