Gå til hovedindhold

Høringssvar

Analyse af bredere børnefællesskaber - løsningsmuligheder

Høringssvar fra Hasle Skoles bestyrelsesformand

Høringssvar til Bredere Børnefællesskaber – løsningsmuligheder
6. juni 2022

Af Tanja Marcher Noe, bestyrelsesformand Hasle Skole

Efter gennemlæsning af det meget grundige og fyldige materiale samt deltagelse i Dialogmødet på Rådhuset den 24. maj afgiver jeg hermed høringssvar til ”Bredere Børnefællesskaber – løsningsmuligheder”.

Det har ikke tidsmæssigt været muligt at have en samlet diskussion af oplægget i Hasle Skoles bestyrelse, men med afsæt i de snakke og diskussioner bestyrelsen har haft gennem de seneste år er nedenstående forfattet – dog uden at den samlede forældreskare i bestyrelsen skal stilles til ansvar for formandens skriftlige udfoldelser.

Høringssvar:
”It takes a village to raise a child”
Alle mennesker er mere ens end forskellige…. Det er det menneskesyn, der bør gennemsyre vores tilgang til hinanden. Men vi har ikke alle de samme vilkår…. Og viden om dette forhold bør være en viden, det professionelle skolevæsen og dagtilbud husker på i tilgangen til det enkelte barn, børne- og elevgrupper samt forældre.

Citat fra Folkeskoleloven: ”§1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder…”

Begrebet ”bredere børnefællesskaber” dækker, så vidt jeg forstår det, over, at flere af de børn, der i dag er i et specialiseret pædagogisk og læringsmæssigt tilbud, skal være en del af den almindelige folkeskole. Min bekymring går på den manglende inddragelse af den SAMLEDE forældregruppe. Gennem hele det omfangsrige materiale bliver kun forældre til børn, der har brug for et særligt tilbud omtalt. Men jeg tror, at det er vigtigt at tænke bredere end børnene og personalet – I skal turde tænke den samlede forældregruppe ind i den inklusionsopgave, I gerne vil løse. I skal tro på, at forældre, der har valgt folkeskolen, netop gerne vil være en del af et fællesskab, der viser og lærer deres børn, at vi godt nok er mest ens, men at vi - for at alle har så ens muligheder som muligt - ikke alle har brug for det samme pædagogisk og undervisningsmæssigt.

Hvor kan der sættes ind?
Brug nogle af kanaler, der allerede er i brug: Tænk at forældremøderne skal være reelle FORÆLDREmøder; at forældrene møder hinanden og samtaler om deres børn! Forældremøder har det med at blive afrapporteringer om, hvad der vil blive gennemgået i dansk og matematik og så valg til forældreråd, og hvilke arrangementer der skal laves i løbet af året. Det er også vigtigt – men det er endnu vigtigere, at vi kender hinandens børn (og deres evt. udfordringer/bekymringer). Om vi kender hinandens børn beror lige nu på tilfældigheder – med en systematisk indsats, vil I få en hær af omsorgsfulde, samarbejdende forældre, der vil gå en ekstra omgang for at få klassefællesskabet til at lykkes. For vi har valgt folkeskolens diversitet til!

Hvis Aarhus Kommune vil lykkes med bredere børnefællesskaber jf. de 20 løsningsforslag, så skal den kæmpe gruppe af voksne, der kaldes forældre, indtænkes og medtænkes hele vejen – ikke kun den familie, hvor der er et barn, der mistrives. I skal hjælpe skolernes personale til at kunne skabe ”forældrerummelighed i klassefællesskabet og skolefællesskabet” – det kræver viden, tillid og vilje til en vis gennemsigtighed (uden at overtræde tavshedspligten). For forældre vil gerne hjælpe, men de vil gerne vide, hvorfor, hvordan og hvorhenne.
Jo mere gensidig tillid skolen kan skabe i en forældregruppe, jo større er chancen for at lykkes med en så stor inklusionsopgave som den, man vil sætte i gang med bredere børnefællesskaber.

Og husk samtidigt den store personalegruppe af kantinepersonale, administrative medarbejdere, servicepersonale - de kan blive en uvurderlig voksen-ressource i skolens samlede mulighed for at lykkes med at skabe ”selvforsørgende samfundsborgere” (citat: side 15, ”Analyse af bredere børnefællesskaber – løsningsmuligheder”) – om det er gennem NEST eller andre typer af tiltag.


De økonomiske panderynker...
Hasle Skole har i budgettet for 2022/23 været nødt til at budgettere med et stort underskud pga. øget specialklassebehov, så vi forstår udmærket udfordringen og hilser også løsningsmuligheder velkomne….
Et stort underskud kan vi klare i år – men hvad med næste år…. Hvis vi også dér må budgettere med et underskud, så er der kun normalundervisningen at tage penge fra…. Og når vi tager penge fra normalundervisningen øger det alt andet lige risikoen for at skubbe børn hen til eller ud over den kant, der betyder, at de får brug for et specialtilpasset tilbud…. Det er en ond, ond spiral….

En implementering af NEST lyder ikke som en dårlig idé – men tidshorisonten kan blive et problem, hvis der ikke lægges et solidt økonomisk fundament for skolernes økonomi på specialområdet i de år, der går indtil NEST er implementeret…. I mellemtiden bliver kunsten at kommunikere til forældrekredsen at løsningen er på vej, så kommunens folkeskoler ikke pludselig står over for en katastrofal elevflugt….



”It takes a village to raise a child”, siger man….

Med håbet om, at I gør det, der er det bedste for alle …
Tanja Marcher Noe
Formand for Hasle Skoles bestyrelse
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Tanja Marcher Noe

Indsendt

06/06/2022 15:23

Sagsnummer

HS2417572

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Børn
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H446

Kontakt

Chefkonsulent Birgit Møller

Sekretariatet, Børn og Unge

e-mail: birmo@aarhus.dk, tlf. 41 85 90 31