Tak til alle de, der har bidraget med forskellige former for input til det, der er blevet 20 løsningsforslag. Som mor til 2 teenagere, der er i forskellig grad af mistrivsel, ville jeg ønske at udvalgte løsningsforslag havde været en realitet for 5 år siden. Nu håber jeg, at politikerne vedtager en pakke inklusiv økonomi, der bliver en hjælp både for de børn, der starter i skole i de kommende år OG for de børn og unge, der ikke når at få glæde af fx udbredelsen af Nest og andre mellemformer. Det er tvingende nødvendigt, at der følger penge med, så der både kan investeres i fremtidige løsninger OG tages hånd om de børn og unge, der allerede er i mistrivsel. Der skal investeres langsigtet og der skal være en realistisk opfattelse af, hvornår gevinsten kan høstes.

Den skærpede formulering af børnesynet er helt nødvendig for at sikre, at man ikke prøver at fikse barnet/den unge uden samtidig at fikse de omgivelser og den dagligdag, barnet/den unge skal begå sig i. Den tidlige indsats i fællesskabet (løsningsmulighed nr. 4) kan forhåbentlig hjælpe ikke bare det barn, der er baggrund for indsatsen, men også andre børn som måske slipper for at komme i vantrivsel. Sørger man samtidig for, at lærere og pædagoger har kendskab til basale specialpædagogiske redskaber (løsningsmulighed nr. 3) OG for at de nødvendige ressourcer er til stede – ja, så kan det jo næsten kun gå godt. De nødvendige ressourcer handler også om, at der skal være økonomi til at lave og fastholde mindre klasser og/eller 2 voksne i alle lektioner.

Samarbejde mellem skole og fritidstilbud (løsningsmulighed nr. 8) – det sker allerede nu, men der er en udfordring i forhold til økonomien, for hvem skal betale? Det er et spørgsmål, der uvægerligt rejses, når fx en indsats under ungdomsskolen bringes på banen. Det er en smuk tanke at både skole og fritidstilbud skal spytte i bøssen – desværre er begge sider af samarbejdet så hårdt ramt på økonomien, at der ikke er noget at spytte i bøssen. Jeg håber, at denne løsningsmulighed udmøntes i praksis forudsat, politikerne erkender, at der skal følge nogle penge med.

En tovholder, som der lægges op til i løsningsforslag nr. 5, ville have været guld for os i vores møde med "systemet", for der er jo netop ikke tale om ét system. Hvis tovholderen får ansvar for at indkalde til netværksmøder – både rettidigt og med de rigtige deltagere – vil det være en lettelse for både skole/dagtilbud og forældre. Forudsætningen for, at forslaget kan føres ud i livet med succes er, at de nødvendige medarbejdere med de rigtige kompetencer er til stede – og at de får den tid, de skal bruge for at løfte opgaven. Tovholderen skal også kende samtlige de tilbud, der findes i området og kommunen – så kan vi som forældre slippe for at skulle sikre forbindelsen mellem forskellige indsatser.