Gå til hovedindhold

Høringssvar

Politik for Bykvalitet og Arkitektur

DGI Østjyllands høringssvar til ” POLITIK FOR BYKVALITET OG ARKITEKTUR”

DGI Østjyllands høringssvar til ” POLITIK FOR BYKVALITET OG ARKITEKTUR”

DGI Østjylland har med stor interesse læst forslaget til Politik for bykvalitet og arkitektur.

Som kommunens største idrætsorganisation og partner i samarbejdsaftalen om Bevæg dig for livet har vi naturligvis en særlig interesse i denne politik, da den på overordnet strate-gisk niveau sætter ramme og retning for udviklingen af Aarhus i de kommende år. Et af de fire prioriterede indsatsområder i vores Bevæg dig for livet-aftale omhandler ”Gode rammer for alle”, der blandt andet omhandler faciliteter, byrum og natur. En yderligere grund til, at vi er interesserede i særligt bykvalitet er, at udviklingen i befolkningens idræts- og bevæ-gelsesvaner har ændret sig markant de seneste år if. til, at det grønne (skove og parker mv.), blå (vandet) samt det grå (veje og pladser mv.) er blevet de væsentligste ”arenaer” for voksnes borgeres muligheder for idræt og bevægelse i Aarhus. Samt stadig vigtigere ”arenaer” for børn og unge.

Vi deler derfor ambitionen om øget livskvalitet og endnu bedre rammer for livet i Aarhus bl.a. med nye/revitaliserede rekreative områder, mere bynær natur og trygge, livgivende lokalområder. Vi bakker også op om de otte pejlemærker og de seks (måske syv) særlige emner, som politikken skal adressere. Det ”syvende” emne omkring ”Tæt samspil med øvri-ge politikker” vil i vores perspektiv være Sports- og fritidspolitikken med de underliggende facilitets- og outdoorstrategier, Sundhedspolitikken samt den kommende Bevægelsesplan.

Politikken for bykvalitet og arkitektur har i den nuværende udgave meget fokus på det ”hår-de” i form af bygge- og anlægsprojekter og -processer, men ikke så meget på det ”bløde” if. til organiseringen af det gode liv i form af frivillige og fællesskaber. I DGI anser vi det som en klar mangel, at inddragelse med henblik på organiseringen af den fremtidige brug af bygninger og arealer ikke står klarere frem. Som det fx ses af erfaringerne med Jomsborg (den permanente,) Aarhus Watersport Complex (Aarhus Ø), Aarhus Beachvolley Club (Ve-stereng), Sport X (Godsbanen), Aarhus Trailbuilders (Marselisborgskovene) samt de mange idrætsforeninger i de lokale knudepunkter (fx i BMI og TMG), så er frivilli-ge/kulturen/fællesskabet afgørende, hvis vi vil have vores fysiske investeringer og arkitek-toniske ambitioner til at blomstre og dermed få endnu flere aarhusianere til at have kvalitet i deres dagligdag.

DGI er også særligt optaget af byplanlægningen, der igennem en årrække har presset idræts- og foreningslivet. Vi støtter op om flere opholdsarealer, men vil gerne advare imod, at lommeparker, opholdsmuligheder på tage mv. bliver erstatning for større og sammen-hængende aktivitetsarealer samt naturligvis den nødvendige planlægning for klassiske idrætsfaciliteter. I forlængelse heraf anser vi særligt fremkommeligheden for cyklister som et stort potentiale. Bl.a. landsskabskilerne helt fra bymidten ud til oplandet er nogle enestå-ende potentialer for Aarhus som en blå og grøn by med masser af idræt, bevægelse, aktiv transport og dermed livskvalitet.

DGI stiller naturligvis gerne vores erfaringer, ressourcer og gode ideer til rådighed for videre drøftelser og konkrete indsatser som følge af den endelige godkendelse af politikken.

På vegne af DGI Østjylland

Torben Märcher Lars Mandrup Flemming Poulsen
Formand Næstformand Direktør
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Flemming Poulsen

Indsendt

22/08/2022 07:32

Sagsnummer

HS4794726

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H457

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Rådmandssekretariatet

Rådhuset

8000 Aarhus C

Kontakt: Projektleder Karina Svanborg. Email: svka@aarhus.dk