Det offentlige rum - den frie luft, byens parker og torve - ejes af os alle sammen i fællesskab, rygere såvel som ikkerygere. Derfor er det ikke muligt for nogen myndighed at tage ejerskab til bestemte dele af fortovet eller parken (selvfølgelig undtaget indhegnede legepladser, busskure og lignende), eller andre steder, hvor der er uindskrænket offentlig adgang. Det er en uskik at indrette sig med forbud og begrænsninger, hvor man hidtil - de seneste adskillige hundrede år - har kunnet klare sig med de helt almindelige høflighedshensyn, rygere altid har taget, når de opholder sig tæt ved andre mennesker. En antirygepolitik er symbolpolitik, som ikke i praksis vil afholde nogen som helst fra at begynde at ryge. Det er forældres ansvar, at børn træffer et bevidst valg om, hvorvidt de vil ryge eller ej. Er man fyldt 18 år, træffer man selv sine valg. At vælge rygning til, er en ret, vi har som samfundsborgere, på linje med retten til at erhverve kørekort og retten til en uddannelse, retten til at aftjene værnepligt - og retten til at konsumere alkohol, som samfundsøkonomisk er et langt større "skadedyr".
Det er meget typisk for politiske ildsjæle at fare frem i hellige korstog mod snart det ene "onde", snart det andet. Men en rygebegrænsningspolitik, som ikke er afstemt med en alkoholbegrænsningspolitik, er hovedløs gerning, dobbeltmoralsk og hyklerisk og udtryk for et håbløst bigotteri. Og der er vel ingen af Aarhus kommunes rådmænd, der vil undvære deres glas vin ved de mange lejligheder, hvor man er samlet til markering af et eller andet.