Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Tivoli Friheden - nye koncertfaciliteter

Høringsbidrag til Tivoli Frihedens Planer om nye Koncertfaciliteter.

Vi kan fuldt ud tilslutte os Hans Jørgen Petersens høringssvar på vegne af foreningen Bevar den grønne kile.

Anmodningen om en lokalplanændring fra Tivoli Friheden skal tages af bordet, så det ikke ødelægger muligheder for en samlet helhedsplan for et potentielt fantastisk område ”Kongelunden”, som Tivoli Friheden er en del af og som nu er muligt takket være lokale mæcener.


Når det er sagt skal vi udtrykke skarp kritik af såvel forløb af høringen som debatoplæg.


Vi har haft den glæde at bo i området i over 30 år og fulgt den udvikling, der er sket for såvel området som Tivoli Friheden.


Som tidligere ejendomsudvikler kender vi ”Tricks of the Trade” og man kunne nemt få den tanke at man fra såvel teknik og miljø samt Tivoli Friheden reelt ikke ønsker indsigelser mod planen. Vi kan derfor frygte, at der er tale om et ”Fait Accompli”.

Dette understøttes nok også af den af Aarhus Kommunes offentliggjort tidsplan for lokalplanændring, hvor lokalplanændringen for Tivoli Friheden forventes at være endeligt godkendt og offentliggjort allerede den 23.9.2020.


Vi kunne i Lokale medier (10.dec 2019) læse om en glad Tivoli Friheden direktør, der havde store planer og kunne oplyse at naboerne var orienteret om disse planer. Imidlertid modtog vi først information og debatoplæg 4 dage senere fra Aarhus Kommune Teknik og Miljø.


Den reelle høringsperiode forløber derfor fra mandag den 16. december til 9. januar – henover jul nytår og helligdage – der er tæt på Uartigt - og ikke et tegn på demokrati og borgerinddragelse.
Antallet af indsigelser i skrivende stund viser, at det tilsyneladende er lykkes at minimere indsigelserne – men det gør ikke planen bedre eller modstanden mindre.


Debatoplægget opererer i indledningen med begreber som ”grøn by” og ”naturskønne områder”, men i planen skal der fældes træer, omlægges vandløb m.v. og SÅ VIDT muligt genplantes træer indenfor området for at ”bibeholde et grønt præg”– det er varm luft.


Etableringen af indendørs koncertfaciliteter med plads til 2.500 siddende gæster – til sammenligning har musikhusets store sal ”kun” plads til 1.600 – det er en voldsom og massiv bygning i 17-22 meters højde og der kræves en tilsvarende massiv infrastruktur, for at kunne huse og servicers dette antal mennesker. Hertil kommer belastningen fra de store lastvognstog med grej og serviceudstyr til diverse forestillinger og koncerter m.v. samt parkering af disse før, under og efter arrangementer.


Ser man på et luftfoto hvor meget de nuværende indendørs koncertfaciliteter Herman’s (800 gæster) fylder i Parken er det nemt at forestille sig, hvor voldsomt en 3 dobling af dette areal vil være uanset hvor i parken den placeres.


Bygningen holdes under trækronegrænsen – det er fint, men husk der kun er blade på træerne den ene ½-del af året.
Æstetik har aldrig været Tivoli Frihedens stærke side, se blot den nye forlystelse ”Hjertekig”.
Vil man have en forsmag på hvordan det sandsynligvis kommer til at se ud, så kan man i dag nyde ventilationsanlægget og bagsiden af Herman’s fra Skovbrynet og så multiplicere med 3 – det er desværre nok cirka der, det vil ende.


Der ønskes etableret forbedrede rammer for udendørs koncerter – dette gøres ved at vende koncertpladsen så lyden vendes mod skoven og Komponistkvarteret.
Det kan vi som naboer på Skovbrynssiden kun hilse velkommen – men så går det desværre ud over nogle andre end os - men det vil have stor indflydelse på hele det skovareal, der er mellem Tivoli Friheden og Mindeparken. I dag benyttes scenen ikke kun til Fed Fredag koncerter, men også på samtlige åbningsdage til diverse optrædener. Så der er sjældent ro.
Derfor vil det få stor indflydelse på benyttelsen af området samt på en fremtidig disponering af ”Kongelunden”. Det er således ikke rimeligt at en sådan delplanlægning for Tivoli ender som en begrænsning i forhold til fremtidig planlægning og anvendelse at dette store grønne skovområde.


Det kan i øvrigt undre, at man ønsker en udvidelse af koncertfaciliter når Aarhus Kommune p.t. planlægger et stort koncertområde ved Eskelund og at et fremtidigt Stadion og Væddeløbsbane også skal rumme mulighed for store koncerter.


Afslutningsvis i debatoplægget skal der ses på, hvordan parkeringsforholdene kan forbedres. Det er desværre slet ikke nok.


Hele området er, allerede i dag, ved events og fed fredagsarrangementer og fodboldkampe ramt af voldsom trafik på de små villaveje og massive parkeringsproblemer. Et utal af ulovligt parkerede biler i områder gør, at det er umuligt for beboere eller endnu værre redningskøretøjer, at komme frem i området. Dette på trods af en forstærket indsats fra p-vagter. Desværre er mange der parkerer her ikke lokale og kommer derfor sjældent og dermed har p-afgifter ingen langtidseffekt.


Vi må forlange en løsning af Parkeringsproblematikken i hele området inden nogen yderligere udvikling af området sker.


Så på nuværende tidspunkt må svaret være:


Nej til byggeri i 5 etager og 22 meter,

Nej til event og koncertaktiviteter i Tivoli, der er i dag mere en rigeligt og

Nej til ændring i beplantning i området.


Opsummeret: Tag denne plan af bordet, stop al delplanlægning af området ”Kongelunden” og lad borgerinddragelse og demokrati tage over og lad os sammen, med alle Aarhusianere, få skabt et fantastisk ”KONGElund” område for alle.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Susanne Kristensen & Peter D. Møller

Indsendt

02/01/2020 16:15

Sagsnummer

HS2756140

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H140

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00