Gå til hovedindhold
Debatoplæg - Helhedsplan for byudvikling ved Årslev

Høringssvar vedr. Helhedsplan for byudvikling ved Årslev

Teknik og Miljø, Plan Karen Blixens Boulevard 7 8220 Brabrand
Aarhus d. 30.04.2020

Høringssvar vedr. Helhedsplan for byudvikling ved Årslev
Jeg har som bruger af Fællesgartneriet Brabrand med stor interesse læst planerne for byudvikling ved Årslev og byder udarbejdelsen af en helhedsplan velkommen. Vores naturskønne oase og grønne fællesskab skal bevares og udbredes, og derfor ønsker jeg at henlede byrådets opmærksomhed på områdets stedbundne potentiale, som jeg opfordrer til medtages i den kommende helhedsplan. Min henvendelse vedrører primært området Fællesgartneriet (bilag 1), men jeg mener at Fællesgartneriets miljø, stemningen og tilgangen til en bæredygtig omgang med naturen, med fordel kan tænkes bredere ud i området som en helhed.
Et økologisk fællesskab med plads til alle aldersgrupper Med mere end 100 tilknyttede - i alle aldre - til Fællesgartneriet, har vi gode erfaringer med at skabe et bæredygtigt fællesskab på tværs. I dette fællesskab hvor jeg dagligt færdes, nyder både børnefamilier med de helt små og pensionister at kunne mødes til dagens kaffe. Fællesgartneriet handler ikke kun om at dyrke økologiske grøntsager, men i særdeleshed også om at mødes på tværs af alder, kultur og erfaring. Jeg oplever at de tilknyttede hjælper hinanden, både med ideer og gode råd til haven, men også at fællesskabet træder til, hvis der er et individ der har brug for hjælp og støtte. Jeg oplever at der opstår venskaber der rækker ud over de enkelte lodder og som skaber ringe ud i Aarhus. Det er dette fællesskab som jeg ønsker, skal bidrage til byudviklingen i Årslev. Et åbent fællesskab hvor man mødes på en uformel og afslappet måde. Det skal være et sted der kan bidrage med øget livskvalitet og livsindhold og modarbejde ensomhed. En åben fælleshave skal samtidig fremme kendskab og interesse for økologi og glæden ved selv at dyrke jorden.

Området trænger i høj grad til at blive løftet og der er behov for nedrivning og fjernelse af drivhuse. Det vil derfor være oplagt at nytænke området til gavn for alle.
Et rekreativt og aktivt område, til gavn for hele byen De øverste drivhuse er i en sådan stand at de kan bevares, dog med behov for renovering. Her er der plads til at man kan dyrke sine tomater og andre drivhusplanter. Samtidig kunne de store drivhuse danne rammerne for et medborgerhus/forsamlingshus. Jeg mener at man kan bevare muligheden for at dyrke drivhusafgrøder ude langs kanterne mens der i midten kan være plads til et fælles spiseområde. I efterår/forårsperioden hvor temperaturen i drivhusene tillader det, vil der være plads til foredrag mv. Det er et potentiale der bør udforskes i relation til gældende krav fra lovgivning, som samtidig giver mulighed for indhentning af fondsmidler.

Der er fra de fungerende drivhuse og ned til de nuværende udendørslodder, et stort areal som skal ryddes og efterfølgende gentænkes. Her kunne det gøres muligt at udvide antallet af loder til opdyrkning. Med en forøgelse af boliger i området, særligt i forhold til etageejendomme og rækkehuse, forventer jeg at efterspørgslen efter muligheden for selv at opdyrke økologiske grønsager vil være stigende. Både grundet øget antal beboere men også grundet det store fokus på bæredygtighed og klima.
På det ubenyttede areal imellem drivhuse og opdyrket jord, kunne der ligeledes indtænkes erhvervsarealer. Jeg mener at der f.eks. kunne etableres mulighed for at sælge grønsager og blomster fra de lokale haver, i mindre omfang, eller der kunne oprettes et kontorfællesskab i grønne omgivelser. Jeg tror at flere med glæde vil undgå trafikken ind til Aarhus og muligheden for at minimere det klimaaftryk der sættes ved daglig transport til og fra arbejde. Mulighederne er mange og potentialet stort.

I den nederste del af Fællesgartneriet ud mod Årslev Engsø, i forlængelse af det opdyrkede areal, er der etableret to shelters. Dette areal kan udvikles yderligere som rekreativt areal med legeplads og opholdsfaciliteter.

Disse forskellige initiativer skal sammen danne rammerne for, at et bæredygtigt fællesskab fortsat kan blomstre i Årslev. Jeg er sikker på, at byrådets medlemmer, arkitekt Randi Søholm samt øvrige involverede, er velkommen til at besøge vores grønne perle.

Jeg ser frem til en god og åben dialog.

Dato:30. april 2020 Underskrift: Inge Lise Engebjerg Inge Lise Englev Tlf.: 28780950 Mail: engebjergenglev@icloud.com
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Inge Lise Englev

Indsendt

30/04/2020 18:16

Sagsnummer

HS3061915

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Brabrand - Gellerup
Hørings-id

H165

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00