Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Boliger på Lisbjergbakken 2 i Lisbjerg

Høringssvar vedr. Debatoplæg til boliger på Lisbjergbakken 2 i Lisbjerg

- Høringssvar også vedlagt i word -

Vi har i byudviklingsudvalget i Lisbjerg drøftet forslaget til det opdaterede boligprojekt på Lisbjergbakken 2. Vi har følgende kommentarer, som vi håber, der vil blive skelet til i det videre forløb:
• Det forekommer helt oplagt, at der bliver investeret i bygningsmassen på Lisbjergbakken 2, som både for nuværende og i fremtiden vil have en helt central plads i bybilledet ved byens nordlige indgang.
• Dertil sætter vi - ligesom de fleste borgere i Lisbjerg - stor pris på, at kommunen til stadighed insisterer på at bevare den gamle landsbys grundtræk så godt som muligt, hvorfor det er glædeligt, at den firelængede gårdstruktur tilsyneladende bliver bevaret.
• Af samme grund er det glædeligt, at projektets rækkehuse ser ud til at skulle imitere længehus-arkitekturen, som den nuværende lokalplan fordrer, og som flere af husene i det gamle og unikke landsby-miljø ved Smoven repræsenterer. Rækkehusene 6A-F på nabomatriklen lægger sig også op ad disse i stil.

Vi ser følgende udfordringer ved det aktuelt skitserede projekt:
- Den høje bebyggelsesprocent i projektet leder til flere bekymringer:
o Er selve vejen Lisbjergbakken virkelig gearet til den markant øgede trafik?
o På vegne af kommende beboere har vi en bekymring om, hvorvidt en så høj bebyggelsesprocent på en ganske kompliceret grund med vejbyggelinjer og varmledninger og plads til regnvandsopsamling mv. virkelig vil levne plads til reelle opholdsarealer på grunden efter reglerne. Er der virkelig indtænkt reelle udearealer? Der lader ikke til at være indtænkt legeplads eller opholdsareal i de skitser af projektet, som vi har set. Vi kan kun opfordre til at være meget konkret på opholdsarealer, hvis man mener det skulle være muligt på grunden.
o Et projekt af en sådan størrelse i op til 3 fulde etager vil bryde med den omkringliggende landsbystryktur, selvom den eksisterende firelængede gårdbebyggelse bevares. I Lisbjerg vægter vi meget højt, at den gamle del af Lisbjerg landsby har disse helt særlige landsbytræk.
- Så vidt vi har fået fremlagt projektet er der ikke angivet bemærkning om støjgener fra vandværk umiddelbart nord for grunden. Af erfaring fra nærmeste naboer kan vi kun opfordre til, at støjen fra vandværket, som er ganske reel, også medregnes i projektet, så diverse støjregler omkring beboelse kan overholdes.
- Af det aktuelt skitserede projekt er der lagt op til nogle ganske uhensigtsmæssige indkigsgener for naboerne på Lisbjergbakken 6. Se høringssvar fra disse naboer for uddybende herom.
- Så vidt vi har fået fremlagt projektet ligger grunden i grænsefeltet mellem letbanenormen for mængden af p-pladser. Belært af erfaring fra omkringliggende boliger kan vi kun opfordre til, at en eventuelt ny lokalplan for området ikke tillader antal p-pladser efter letbanenorm, men efter helt almindelig norm for parkeringspladser. Der er ingen nærliggende muligheder for gadeparkering, så det vil rent ud sagt være en katastrofe for det nærlokale område, hvis beboere ikke får mulighed for at parkere biler på egen grund.
- Vi har en ret stor bekymring omkring mobilitet og trafiksikkerhed, hvis der laves en ny ind- og udkørsel tæt på de bløde trafikanter i fodgængerovergangen ved Randersvej. Vi har meget svært ved at se for os, hvordan man kan lave en sikker løsning, hvis vejadgangen til Lisbjergbakken 2 skal være en anden end i dag. Vi håber, at Mobilitet vil lave en ganske nøje vurdering af dette projekt, og vi vil gerne opfordre mobilitet til at inddrage os i Lisbjerg byudviklingsudvalg i denne vurdering.

Vi har følgende konkrete forslag til ændring af det aktuelle projekt:
- Projektet må gerne justeres til at få etager i taget for at matche omkringliggende ejendomme, hvor tidligere gårdbebyggelser er omdannet til mere moderne boliger. Helt konkret vil vi foreslå, at der i en eventuelt ny lokalplan maksimalt tillades byggeri af 1,5 og 2,5 etagers højde i stedet for 2 og 3 etager. Således at de øverste etager bygges ind i tagene.
- I Lisbjerg mangler vi større familieboliger, og vi mangler ejerboliger. Vi vil opfordre til, at hvis der iværksættes en ny lokalplan for området, at det bliver med et krav om at nybyggeri skal indeholde et ganske stort antal familieboliger. Om muligt gerne i størrelsen 120 kvm. og derudover. Og så vil vi kraftigt opfordre grundejer til at overveje at frasælge nogle af disse eventuelt kommende boliger som ejerboliger.
- Ved en eventuelt ny lokalplan hvor dette projekt tilgodeses vil vi foreslå, at der samtidig etableres sikkert fortov og cykelsti på Lisbjergbakken hele vejen langs Lisbjergbakken 2-grunden fra Randersvej-krydset og frem mod skolestien samt med en fodgængerovergang fra enden af skolestien over til den nordlige side af Lisbjergbakken. Denne stiforbindelse er i forvejen en stor mangel og en øget trafik til og fra Lisbjergbakken 2 vil gøre denne forbedring for fodgængere og cyklister absolut nødvendig.
- Det kunne være fint, hvis der i en eventuelt kommende lokalplan for grunden stilles krav om, at nybyggeri på grunden skal opføres i materialer af en god kvalitet, evt. efter samme materialekrav som stilles i den nye del af Lisbjerg eller et krav om, at der kun må anvendes tilsvarende materialer, som allerede findes i omkringliggende byggeri.

I forlængelse af ovenstående, så vi som udgangspunkt helst, at projektet blev udformet indenfor rammerne af den eksisterende lokalplan. Rækkehusene på Lisbjergbakken 6 samt 8-34 viser, at man sagtens kan bygge relativt tæt indenfor disse rammer og dermed blende ind i det gamle landsbymiljø. Lisbjerg kommer til at vokse sig stor i fremtiden, men den ”nye by” kommer til at ligge på den anden side af ”den gamle” landsby, hvis særtræk også kommunens udviklingsplan for Lisbjerg har som erklæret mål at bevare. Af den grund har vi især én betænkelighed ved projektet, nemlig den høje bebyggelsesprocent. Af den bebyggelsesprocent udspringer der nemlig en række problematikker:
• 3/2½ etagers rækkehuse er dertil i sig selv et greb, som vil stikke meget ud i den gamle landsbyarkitektur. Var disse 3/2½-etagers huse placeret ud mod Randersvej ville det givetvis spille bedre sammen med byens rum som sådan, og også passe fint ind i helhedsplanens strategi med markante hjørner som greb. Men dette lader sig jo desværre ikke gøre på grunden af tekniske årsager, som vi har fået det fremlagt. I stedet er det nordenden af matriklen som markeres med 2½-etager, netop der hvor landsby ellers bliver til åbent land. Vi frygter ganske enkelt at den prioritering spiller meget uheldigt sammen med overgangen fra landsby til åbent land. Og sammen med kommuneplanens visioner for ”den gamle landsby”, der tydeligt skal skille sig ud i forhold til ”Den nye by”.
• Det står imidlertid også klart, at bebyggelsesprocenten ikke kan fordeles på flere 1½-etagers kvadratmeter, da der i forvejen er efterlagt meget lidt plads til ude-arealer foruden parkering og stiareal. Er der tænkt legeområder, bede, bænke og opholdsrum i det hele taget ind? Det fremgår ikke af skitsen, og det er svært at se, hvor pladsen også skulle være.

I konklusion hilser vi i byudviklingsudvalget et projekt på Lisbjergbakken 2 velkommen, vi glæder os over gårdstrukturen bevares og længehus-arkitekturen derudover imiteres i de omkringliggende rækkehuse. Vi ser til gengæld - af flere grunde - med bekymring på den høje bebyggelsesgrad, som hverken stemmer overnes med den nuværende lokalplan eller med kommunens udviklingsplan.

Mvh byudviklingsudvalget i Lisbjerg
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Christopher Bering Baden

Indsendt

26/10/2021 22:29

Sagsnummer

HS1821328

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Lisbjerg
Hørings-id

H375

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00