Hej. Jeg er mor til henholdsvis en 15 , årige datter med autisme og angstdiagnoser og en 27- årig datter med ADD, angst og depression. Begge piger blev diagnosticerer fir 4-5 år siden. Samarbejdet med det offentlige har fungeret på meget forskellig vis; fra direkte skadeligt på sjælen for vores yngste til virkelig fantastisk. Der er ikke kun 1 udlægning. Der er på børneområdet noget hjælp at hente, men det er ikke specifik nok, før man kommer i hænderne på Empowerment eller Atlass forløb. Det sker alt for sent , efter flere år hvor man selv må finde en pædagogik der virker lidt. Langagerskolen har været helt suveræn, meget dygtige og fleksible. Folkeskolen var en katastrofe. PT Anker vi sag i kommunen, som ikke vil bevilge en servicehund til vores datter, der har haft alt for mange selvmordstanker og er ved at være slut ned mentalt. Reglerne tilsiger at en kontaktperson i nogle få timer først skal afprøves. Men hun har brug for støtte 24 timer i døgnet og vil gerne kunne mere selv og holde ud at være i livet. Her kigges der ikke på barnet som en helhed, men om reglerne følges. Det kan få konsekvenser, som kommunen ikke kan gøre om. Ift vores voksne datter blev hun ret hurtig diagnosticeret så følger medicin- prøvning i flere år. Jobcenter hat været så empatisk og forstået at hun sksl bygges op igen som menneske og det tager år. Til gengæld er der ingen terapeutisk hjælp at hente; ventetiden til en psykolog med tilskud er omkring et år. Det kan man ikke. Betale selv når du er på udd. hjælp er umuligt . Man kan ikke se, hvilke psykologer der kan hvad. Det er en jungle. Til gengæld er hendes bosgøtte virkelig god( nr 3).
Man skal selv/ pårørende finde ud af hvad der skal arbejdes med først, hvordan og hvor hjælpen evt er. Mange må ' drukne' i systemet og giver nok op. Sagsbehandlere skifter Ca hvert pr og så skal man starte forfra. Men de er søde og hjælper så godt de kan ( læs : må også være frustrede).
VH Karina Haase