Organisering i Borgernes MSB

Det er fint, at MSB internt i forvaltningen har en intention om, at forbedre koordineringen i komplekse og sammensatte sager for den enkelte borger, men den enkelte borger skal fortsat medbringe passerseddel på tværs af magistrats forvaltninger, når der er tale om hele familier med individuelt komplekse og sammensatte behov, hvor alle familiemedlemmer samtidigt skal kunne trives, have flow i deres individuelle udvikling og være i gang med meningsfulde studier og/eller job.
I aftaleteksten omkring udmøntning af rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer af d. 7. juni 2022 har aftaleparterne (dvs. regeringen og Folketingets partier) ellers udtrykt en fælles intention om, at der; ”Med den nye lov understøttes en ny måde at arbejde sammen med borgeren på og en ny fælles kultur på tværs af forvaltninger i kommunerne, som understøtter, at der arbejdes efter de samme mål for borgeren.”
Så længe forvaltningerne på tværs af MBU og MSB ikke kan finde fælles fodslag, med et ledelsesmæssigt højt fagligt specialiseret afsæt, der samtidigt kan omsættes til de individuelt rette og ”livstidige” løsninger tæt på borgernes hverdags behov, vil intentionen bag ”Borgernes MSB” (og HOI loven) på sigt blot resultere i et stigende arbejdspres for kommunale OG regionale medarbejdere, med langt mere sammensatte og komplekse livsforløb for borgere med behov for hjælp.

Familie
I årevis har jeg og min nu 17 årige søn, der er normaltbegavet og udredt på autismespekteret, bl.a. skullet stå på mål for, at min søns faglige læring i regi af MBU`s sparekultur er blevet lig nul. Min søn har været i en omfattende skole mistrivsel, der har resulteret i, at både han og jeg i årevis har måttet humpe gennem livet med flerårigt ufrivilligt skolefravær on/off for min søns vedkommende og udviklingen af en ligeså ufrivillig PTSD for mit vedkommende. Siden hans udredning i marts 2013 har han været visiteret til 2 forskellige værtsskoler for specialklasser og har siden foråret 2019 været visiteret til Langagerskolen. Siden han startede som elev i grundskolen i august 2011, har han samlet set skullet forholde sig til 12 forskellige stamklasse/hold/gruppe lokaler, utallige medarbejderskift og en lind strøm af ligeså udskiftelige elev/hold/gruppe kammerater. 12!

Mor
Ca. samtidigt med opstarten af ”Borgernes MSB” fik jeg selv tilkendt førtidspension, hvor det efterfølgende har taget mig 2 år med vedholdende, systematisk, afskærmning fra mine kendte stress triggere, overhovedet, at kunne omgås andre socialt i dag, uden at blive trigget og uden ”at miste mig selv”.
Jeg har fået stor, uventet, hjælp fra den generelle samfundsmæssige nedlukning afledt af Covid 19 tillige med, at jeg, endelig, selvstændigt har kunnet tilrettelægge min tid, balancere mine ressourcer, afslutte egne projekter og bedre kunnet følge mit eget udviklings flow, uden konstant ”at skulle stå i stampe” og være fanget i den samme livsfortælling til de mange skiftende og tværgående ”nye kommunedamer”, som jeg har skullet skabe overfladiske, men altafgørende, relationer til. Jeg tåler stadigvæk ikke ”at håbe” på godt nyt i samarbejdsfladen, da jeg endnu ikke helt har kunnet slippe de mange oplevelser af tillidsbrud, retstab og objektgørelse, som har været gældende for min søn og mig i årevis. Jeg henviser i øvrigt til mit høringssvar til MBU i forhold til ”Brede børnefællesskaber”.

Barn/ung
Min søns udvikling af en meget individuel kommunikationskompetence, der jo er en grundlæggende del af autismetriaden, har de forskellige skoletilbud han har været visiteret til ikke kunnet finde ud af, at sætte i spil som afsæt for hvilket format hans faglige læring skulle tilrettelægges efter. Dette på trods af folkeskolelovens formål og muligheder for særlig tilrettelagt støtte, på trods af kendskab til min søns behov og på trods af indgåede (men dog uholdte) aftaler mellem skole og hjem. Min søn blev i november/december 2016 screenet ordblind på dansk og har ydermere sent modnet tale sprogcenter på dansk, men kan altså både læse, tale og forstå engelsk flydende. Han har ikke modtaget stabil støtte i skoleregi, der har kunnet afhjælpe hans ordblindhed og gøre ham mere selvhjulpen i forhold til skriftlig læring. Bl.a. på den baggrund er min søn blevet gjort mere afhængig af udefrakommende støtte og er samtidigt blevet afskåret fra at kunne opnå faglig læring og udvikling imens han har haft ”åbne læringsvinduer”.

Samarbejde
Jeg har kæmpe, kæmpe roser for den anerkendelse og imødekommelse af min søns behov for at kunne snakke engelsk, til de medarbejdere fra CSB/Oasen, som har fulgt os gennem årene siden 2016, hvor jeg allerførste gang, helt desperat, forsøgte at snakke engelsk med min søn, da han ellers ”var lukket inde i sig selv om og med stor mistrivsel” hvis han skulle kommunikere på dansk.
Jeg har også kæmpe, kæmpe roser til Langagerskolens tidligere læsevejleder, der i foråret 2021 i samarbejde med mig og en engelsk født medarbejder fra Oasen ”opfandt” en engelsksproget læsetest i stil med den danske læsetest. Læsevejlederen lavede derefter en læsetest med min søn både på dansk og på engelsk og derigennem fik min søn, endelig, anerkendt hvem han er og hvor forskellig hans sproglighed er, alt efter om der er tale om dansk eller engelsk.
Hele min søns kropssprog og hans trivselsmæssige udstråling er ydermere så forskellig, alt efter om han skal snakke dansk eller engelsk, at det tidligere nærmest har virket som om ”han har været 2 forskellige personer”. I en lang periode har vi udelukkende snakket engelsk i hjemmet, i dag snakker jeg selv som oftest et blandet sprog af dansk og engelsk med min søn, hvor han også uendeligt langsomt har fået modnet sit eget danske (tale) sprogcenter. Han forstår talt dansk, men taler selv helst - og mest flydende - på engelsk.

Kulturændring
De skiftende sagsbehandlere (på tværs mellem det tidligere HCB og jobcenter), PPR psykologer og medarbejdere fra min søns skiftende skoletilbud har historisk set dels, ikke haft en så tilstrækkelig autisme faglig ballast, at de har troet på hvad jeg har fortalt dels, ikke kunnet sætte sig i mit sted i forhold til hvilke ressourcer, jeg har skullet mønstre for at kunne sikre min søns grundtrivsel bl.a. ved at ”have dobbelt sprog i hjemmet”.
I dag oplever jeg, at der for medarbejderne med direkte kontakt til Langagerskolens elever og børn og unge fra CSB/Oasen, er en langt mere bredt funderet anerkendelse/accept/imødekommelse af, at en stor del af de børn og unge, som er udredte på autismespekteret, har udviklet meget individuelle sproglige kompetencer, hvor det for flere er blevet sådan at engelsk ”flyder lettere” for dem end deres danske modersmål.
Der har altså været en tydelig holdningsmæssig kulturændring i gang (fra 2016 og frem til dd) blandt medarbejderne på tværs mellem MSB og MBU i de specialpædagogiske tilbud, hvor min søn er visiteret til, men det er ikke blevet omsat til praksis som lovet i forhold til, at min søn skulle have haft alt sin skriftlige læring fra skolen på engelsk i alle fag. Empowerment er ikke kun noget vi kan snakke os til gennem en holdningsmæssig kulturændring, men noget hver enkelt af os, skal opleve som livsrammer hvori vi kan udvikle vores autonomi og tillid til, at egen viden og livs kraft kan bære os. Og kan bære os videre. Også i forhold til vores deltagelse i fællesskabet.

Sagsbehandling
Jeg har ikke haft interesse i at min søn og jeg blev del af ”TPF”, da hyppig kontakt med sagsbehandler, netop har været noget der har stresset mig meget kraftigt og forhindret mig i, overhovedet, at kunne restituere og være nærværende i min dagligdag. De gange jeg har forsøgt at stole på, at skiftende sagsbehandlere og/eller PPR psykologer skulle kunne koordinere det vi har haft aftalt og/eller sikre videns overlevering, har resultatet endvidere været, at jeg hver gang blev drænet og ”kørt over” og alligevel selv skulle i gang med ”at sparke røv og døre” for at få noget/det aftalte til at ske.
Jeg vil i stedet fremhæve to sagsbehandlere, der på forskellig vis har haft de helt rette tværfaglige praksis kompetencer med sig ind i samarbejdet, hvilket, samlet set, har givet mig en oplevelse af at jeg både blev anerkendt og respekteret som et helt og værdifuldt menneske.
Den ene sagsbehandler/myndighedsrådgiver for børn var tidligere uddannet pædagog og havde flere års praksis erfaring med sig fra jobbet blandt børn og unge udredt med autisme og ADHD og var den første af de 10+ skiftende sagsbehandlere der har været for min søn, der så mig som mor og gav mig uforbeholden anerkendelse som sådan.
Den anden sagsbehandler/jobkonsulent jeg vil fremhæve, var den sidste af 10+ jobkonsulenter jeg havde kontakt med, hvor vedkommende tidligere havde arbejdet som veterankoordinator i en anden kommune og derigennem opnået de rette tværfaglige praksis kompetencer til at kunne anerkende og respektere, hvordan PTSD`en lukkede min verden ned.

Isbjerg
Min søn er meget senere modnet på flere forskellige områder end det, der er alment gældende.
Baggrunden for dette er bl.a. hvad han har skullet opleve - og derefter overleve - i de rammer som MBU`s sparekultur, kombineret med det manglende helhedssyn på os som familie og det manglende, højt specialiserede, samarbejde mellem MSB og MBU har givet ham som opvækst vilkår. Min søn er ”blot” en lille synlig del af det isbjerg, som de andre unge voksne, der også har haft samme kommunalt dysfunktionelle opvækst vilkår udgør i dag.
I regi af hans døgnaflastning på Oasen har han, i de seneste par år, heller ikke haft mulighed for, at kunne udvikle sig alderssvarende/opad socialt, da han er den eneste teenager på det hold han er på. De andre på holdet er meget yngre/små børn. Oasens medarbejdere gør hvad de kan og de er både specialfagligt og menneskeligt set gode folk, men der er en alt for stor alders- og modenhedsmæssig spredning i Oasens målgruppe fra 6 til 18 år.
For os som familie mangler vi bl.a. fremadrettet at der vil være et individuelt passende - og udelukkende specialpædagogisk - døgnaflastningstilbud til min søn når han snart fylder 18 år og fortsætter med, at være hjemmeboende. Om det vil lykkes for den nuværende sagsbehandler at trylle frem, må vi jo vente og se an, men jeg vil afslutningsvist meget, meget kraftigt opfordre jer til at oprette et nyt specialpædagogisk døgnaflastningstilbud for hjemmeboende unge voksne, hvor den aldersmæssige målgruppe f.eks. kunne være fra 16 til 25 år.

Med venlig hilsen
Nauja May Fleischer