Gå til hovedindhold

Høringssvar

Ny politik for Borgerservice og Biblioteker 2024-2032 (frist forlænget)

Høringssvar fra Århus Ungdommens Fællesråd vedr. ny Politik for Borgerservice og Biblioteker 2024-2032

Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til den nye Politik for Borgerservice og Biblioteker. ÅUF er som fællesrepræsentant for 116 samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger optaget af, at Aarhus Kommune gennem sine politikker skaber gode rammer for et aktivt forenings- og fritidsliv for alle børn og unge i kommunen.

Overordnet ser ÅUF positivt på udkastet, og det fokus der er på bibliotekerne som en tryg ramme for borgernes fællesskaber. For børne- og ungdomsforeningerne i ÅUF er det et vigtigt aktiv at kunne bruge bibliotekernes faciliteter til aktiviteter i foreningsfællesskaberne. Det håber vi, at den nye politik understøtter, selvom der ikke er et eksplicit fokus på samarbejde med lokalt foreningsliv.

Skriv børn og unge ind som en målgruppe for styrket demokratisk engagement.

Vi finder det særligt vigtigt, at politikken lægger vægt på bibliotekernes bidrag til og ansvar for at skabe demokratisk engagement. Vi er i ÅUF og i medlemsforeningerne optagede af at skabe aktive unge medborgere. Denne vigtige målgruppe savner vi fokus på i temaet ”Demokrati og dialog” på side 15. Vi foreslår, at børn og unges demokratiske dannelse og deltagelse skrives direkte ind som et mål i listen af ”vi vil..”. Det vil give et stærkere udgangspunkt for samarbejder og partnerskaber mellem børne- og ungdomsforeningerne og bibliotekerne om det demokratiske engagement blandt børn og unge.

Gør bibliotekerne til brobyggere mellem børn og unge og foreningsfællesskaberne.

Vi er også glade for at bibliotekerne som ramme for fællesskaber og borgerinitiativer er kommet med som et tema i politikken. Her nævnes børn og unge som en konkret målgruppe, der fremover skal arbejdes med. Det vil vi meget gerne bidrage til.

Vi foreslår at der under indsatserne på side 11 skrives et punkt om bibliotekernes rolle som brobygger mellem børn og unge og de fællesskaber, som findes i lokale foreninger i bibliotekernes nærområder. Ved at give bibliotekerne en opgave som brobygger kan børn og unge i trygge ramme møde de frivillige fra foreningerne og blive klogere på hvilke fællesskaber der findes, som passer til deres interesse, aldersgruppe osv.

Vi foreslår desuden, at det tydeliggøres hvilke fællesskaber, der menes med ”kulturelle fællesskaber for børn og unge”, som nævnes flere gange på side 11. Det beskrives som en indsats, der skal styrke børn og unges trivsel, og hvor børn og unge kan udfolde sig. Et forslag kunne være at bruge begrebet ”sunde fællesskaber” i stedet, som allerede bruges indledende på side 11. Vi tror, at det vil give bedre mulighed for at indgå samarbejde med lokale aktører om at styrke børn og unges trivsel gennem fællesskaber.

Husk justering og inddragelse undervejs

Med det lange tidsperspektiv for politikken finder vi det essentielt, at politikken tages op til revision undervejs. Når der først skal formuleres ny politik i 2032, er det vigtigt, at borgere og interessenter involveres i evaluering og justering af politikken undervejs. Det vil vi gerne bidrage til. Vi glæder os til at følge politikken og udviklingen på området. Vi bidrager gerne til at sprede relevant information til vores medlemmer.


Med venlig hilsen
På vegne af ÅUFs styrelse

Sara Springborg Nina Hansen
sekretariatsleder formand
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sara Springborg

Indsendt

03/10/2023 13:57

Sagsnummer

HS7921120

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kultur
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H689

Kontakt

Marianne Bjerg Hansen

AC-fuldmægtig

hbjma@aarhus.dk