Gå til hovedindhold

Høringssvar

Ny politik for Borgerservice og Biblioteker 2024-2032 (frist forlænget)

Høringssvar til Ny politik for Borgerservice og Biblioteker 2024-2032 fra Harlev Fællesråd

Høringssvar til Ny politik for Borgerservice og Biblioteker 2024-2032 fra Harlev Fællesråd

Harlev Fællesråd har modtaget opfordring til at kommentere på Aarhus Kommunes udkast til en ny politik for borgerservice og biblioteker. Harlev Fællesråds bestyrelse er overordnet positive over for politikken og dens fem temaer: Samhørighed & fællesskaber, Teknologi & mennesker, Demokrati & dialog, Kultur & læselyst og Klima & grønne vaner.
Med baggrund i Harlev Fællesråds vision om at arbejde for at støtte en bæredygtig og helhedsorienteret udvikling af Harlev og omegn, så området fortsat er et attraktivt sted for alle generationer at leve og bosætte sig, og vores formål at styrke medborgerskab og den aktive inddragelse af lokalsamfundets borgere, foreninger, institutioner, erhvervsvirksomheder m.fl., har vi dog et enkelt opmærksomhedspunkt:

Vi opfordrer på det kraftigste til, at man har øje for hele Aarhus Kommune, altså nuværende oplandsbyer, vækstområder og landområder foruden midtbyen, når politikken skal føres ud i livet fra 2024 og frem.

I Harlev er vi rigtig glade for at have et velfungerende og velbesøgt lokalbibliotek som en del af hjertet i vores by sammen med bl.a. skole og idræts- & kulturcenter. Steder, som i gode samarbejder på kryds og tværs er med til at styrke fællesskaber, folkesundhed samt den teknologiske og demokratiske dannelse i vores lokalsamfund. Fremadrettet regner vi bestemt med, at det bl.a. er dette stærke fællesskabende grundlag, der skal danne fundamentet for en god og borgerinddragende proces i forbindelse med vores områdes fremtidige vækst samt grønne omstilling.
At have adgang til et lokalt bibliotek og dermed viden, foredrag, bogklubber mv. sikrer muligheden for (kulturel-) dannelse for borgere, der ikke har mulighed for at ”tage ind til byen”. Samtidig er det lokale folkebibliotek yderst vigtigt i forhold til at inspirere lystlæsning hos både børn, unge, voksne og ældre – den lystlæsning, som vi ved desværre er på nedadgående hos især børn og unge, og som er så vigtig en del af denne målgruppes fremtidige (ud)dannelse.
Derudover har Harlev Bibliotek i mange år været en god samarbejdspartner for Harlev Fællesråd bl.a. om redaktionen af lokalbladet Paraplyen, som for nyligt kunne fejre blad nr. 100, et samarbejde vi sætter stor pris på. At biblioteket er vigtigt for lokalområdet, ser vi også i den aktive forening Harlev Biblioteks Venner, som støtter op om biblioteket med forskellige arrangementer af interesse for alle i lokalområdet, og som er repræsenteret i Harlev Fællesråds bestyrelse.

For at kunne imødekomme byrådets mål om borgerinddragelse og medborgerskab er vores ønske, at man husker at styrke den demokratiske dannelse og det aktive medborgerskab ved at fri, lige og lokal adgang til viden i hele Aarhus Kommune med stort fokus på oplandet, så bibliotekerne og borgerservice er med alle mennesker hele livet – også uden for de større byer.

Med venlig hilsen
På vegne af Harlev Fællesråd

Merethe Jelsbak Raundahl, formand for fællesrådet
& Helene Juul Munch, formand for udvalget Fællesskaber på tværs
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Harlev Fællesråd

Indsendt

05/10/2023 16:17

Sagsnummer

HS5463462

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kultur
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H689

Kontakt

Marianne Bjerg Hansen

AC-fuldmægtig

hbjma@aarhus.dk