Gå til hovedindhold
Debatoplæg - Ny bebyggelse ved Frydenlundcenteret

Ny bebyggelse ved Frydenlundcentret m.m.

Grundejerforeningen Haslevængets svar vedr. Høring om ændring af plangrundlag

Overordnet ift. det udsendte ”Debatoplæg – Ny bebyggelse ved Frydenlundcentret” og lokalplanudarbejdelsen

Vi finder det utilfredsstillende, at man vil frigøre matriklerne 6aa (Viborgvej 100), 6e (Haslevangsvej 2) samt en del af 6li (Grundejerforeningen Haslevængets fællesareal) fra de for området i øvrigt pt. gældende bestemmelser og oprette et nyt rammeområde 130232BO, for at muliggøre en væsentlig højere bebyggelse ud mod Viborgvej, samt etablering af et stort antal lejligheder i byggeriet på matriklerne 6aa (Viborgvej 100) og 6e (Haslevangsvej 2).

Vi finder de nuværende forhold som en naturlig og harmonisk afslutning mod øst på kvarteret startende fra Hasle Torv og sluttende med stisystemet langs Frydenlundbyggeriet op mod Høgevej.

Vi finder det stærkt kritisabelt og er uforstående overfor, at rådmanden for teknik og miljø påtænker at fravige kravet om, at der skal være minimum 30% af de nye boliger, der er familieegnede boliger. Som vi forstår det, vil det betyde, at der gives grønt lys for opførelse af udelukkende mindre boliger for unge/uddannelsessøgende. Det gør os bekymrede for bylivet i vores kvarter bl.a. ift. mulige kommende støjgener for de omkringboende. I Aarhus Kommuneplan tales om ”Blandede Naboskaber” og i afsnittet ”Fælles om pladsen” tales om grundlag for at ”skabe byliv” på de fælles opholdsarealer, hvor forskellige borgergrupper mødes. Vi er bekymrede for, at den ensformige beboelse med små kollegielignende ungdomsboliger vil betyde en stor til- og fraflytning af beboere i bebyggelsen. Vi kan ikke se, at etablering udelukkende af kollegie/ungdomsboliger kan understøtte tilhørsforhold til kvarteret og etablering af gode naboskaber. Vi mener, at der skal stilles krav om en mere blandet boligsammensætning, som det fremgår af Aarhus Kommuneplan, for at skabe den form for byliv der tales om i ”Fælles om pladsen”.

Det er vores opfattelse, at der i kvarteret mangler senior- og ældreboliger, og at der allerede er opført et meget stort antal ungdomsboliger rundt om i Aarhus, og mange flere er undervejs. Hvis forvaltningen opretholdt kravet om en mere alsidig boligsammensætning med forskellige typer af lejligheder, så ville vores kvarter have bedre chancer for at være socialt bæredygtigt. Vi mener at de foreliggende planer kommer til at skabe en ”ungdomsghetto”, der lukker sig om sig selv. Det er det, vi sidst har behov for i vores kvarter, hvor der i forvejen kan synes at være skel mellem blokbebyggelsen ved Frydenlund og villa/rækkehusområdet.

Vedr. bebyggelsen af Frydenlundcentergrunden

Vi finder det meget beklageligt, at der lægges op til en bebyggelse på op til 6 etager + tagterrasse. Det vil virke meget voldsomt efter en nogenlunde harmonisk udformning af byggerierne startende med Aarhus BSS ved Ringgaden og frem til Frydenlunds Allé. Hvis der endelig skal bygges i højden, bør det være op langs Frydenlunds Allé, hvilket vil give bedre lysforhold både for boligbyggeriet bag det nuværende Frydenlundcenter og for Haslevænget. Samtidig vil det betyde et mere harmonisk forløb af Viborgvej.

I øvrigt henviser vi til ”Hasle Fællesråds Høringssvar vedr. Frydenlundcenteret”, hvori der behandles densiteten i det foreslåede byggeri og vejstøjsproblematikken. Endvidere henviser vi til ”Output fra Borgere – borgermødet om Frydenlund Centret den 27.11.18” hvori er opridset en lang række skepsispunkter fra områdets beboere.

Vedr. bebyggelsen af matriklerne 6aa (Viborgvej 100) og 6e (Haslevangsvej 2)
Parkering og trafik

Som ovenfor nævnt finder vi det betænkeligt, at der i den grad lægges op til opførelsen af kollegie/ungdomsboliger i området. Mange små boliger betyder et nedsat krav til antal af parkeringspladser på de pågældende grunde, hvilket betyder, at der vil blive parkeret uden for grundene – altså på Haslevangsvej. Erfaringerne fra f.eks. Katrinebjerg viser, at de mange ungdomsboliger der har betydet en tilplastring med parkerede biler på vejene, ligesom trafikken i øvrigt vil blive intensiveret.

I det oprindelige papir ”Frydenlund – volumenstudier – CEBRA - 14.08.2018” bliver der på s. 3 nævnt mulighed for på matrikel 6e (Haslevangsvej 2) at etablere parkeringspladser til både matrikel 6e (Haslevangsvej 2) og 6aa (Viborgvej 100). Dette finder vi uacceptabelt, idet det vil betyde en øget trafik på Haslevangsvej af biler fra 6aa (Viborgvej 100) og i øvrigt også på Højkolvej og Østrevej, der i forvejen er plaget af gennemkørende trafik. Endelig skal bilerne fra matrikel 6aa (Viborgvej 100) køre ca. 1 km ekstra, hvilket jo miljømæssigt er fuldstændigt uhensigtsmæssigt.

I afsnittet Generelt s. 19 i ”Opsamling på interne forundersøgelse(r) for Frydenlundcenteret” fra 21. december 2018 står der: ”Med ønske om mulighed for restauration og detailhandel i bebyggelse på matrikel 6e (Haslevangsvej 2) og 6aa (Viborgvej 100) skal vi sikre adgangsforhold mv.” Hvis der i lokalplanen gives mulighed for etablering af detailhandel eller restaurationsvirksomhed på matrikel 6e (Haslevangsvej 2), betyder det yderligere belastning af Haslevangsvej (og Højkolvej samt Østrevej) trafikalt og parkeringsmæssigt. Der vil bl.a. blive tale om tunge køretøjer ifm. varelevering, renovation mv. Derfor mener vi, at dette ønske ikke må blive opfyldt i lokalplanen.

Haslevangsvej er i dag en stille vej, og der bor mange børn i området, hvorfor en øget trafik og et øget antal parkerede biler vil betyde en øget fare for børnene i det daglige.

Vedr. matrikel 6aa (Viborgvej 100) – se nedenfor under Vej- og adgangsforhold.

Vej- og adgangsforhold

I ”Opsamling på interne forundersøgelse(r) for Frydenlundcenteret” står der på side 12. ”Den kommende karré vil fortsat have én vejadgang fra Frydenlunds Allé og den anden overkørsel nedlægges. Vejadgangen fra Viborgvej nedlægges og der skal derfor etableres vejadgang til disse boliger fra enten Frydenlunds Allé eller Haslevangsvej” (vor understregning – der tales her om matrikel 6aa (Viborgvej 100)). Der kan ikke blive tale om vejadgang via Haslevangsvej, da Grundejerforeningen Haslevænget ikke vil afstå fællesarealet til formålet. Vi kan kun pege på muligheden af at etablere adgangsvej via Frydenlunds Allé og hen over stitunnelen. Ellers må man jo afvise etablering af det påtænkte byggeri. Hvis der i øvrigt skulle etableres adgangsvej via Haslevangsvej, vil der igen blive tale om de samme trafikale og miljømæssige indsigelser som nævnt ovenfor under punktet Parkering og trafik.

Opholdsarealer og byrum

Det er vigtigt, at den grønne forbindelse, der er på begge sider af stien og nedgangen til tunnelen under Viborgvej bevares, ligesom Haslevænget vil fastholde kravet om at den grønne bevoksning, der danner skel mellem matrikel 6e (Haslevangsvej 2) og Haslevængets fællesareal/ nederste husrække (Haslevangsvej 6A-6G) bevares, og det fjernede hegn retableres. Det er af stor betydning for det grønne indtryk af området, at størst muligt antal træer bevares. Dette gælder især de ældre træer i området bl.a. ved tunnelen og stien.

I ”Opsamling på interne forundersøgelse(r) for Frydenlundcenteret” står der på s. 27: ”Beplantning mellem regnvandsbassinet og cykelstien kan med fordel beskæres og udtømmes i den lave beplantning for at sikre sigtbarhed og tryghedsfølelse”. Det er ikke dette lave og i øvrigt ikke særligt tætte buskads, der skaber utryghed. Den har derimod været forårsaget af en gruppe unges ophold og truende opførsel i centret og på parkeringspladsen udenfor. Endvidere har en mindre gruppe indimellem opholdt sig i tunnelen. Området ved nedgangen til tunnelen er præget af svineri med affald, hvilket for en stor dels vedkommende er resultatet af, at gymnasieelever fra gymnasiet på Fenrisvej køber mad/drikke/kager i Fakta og smider affaldet på vej tilbage til gymnasiet.

I øvrigt er vi i Grundejerforeningen Haslevænget bekymrede for, hvilke problemer etablering af ungdomsboliger vil betyde for Haslevængets fællesareal. Fællesarealet har gennem årene siden 1978 tjent som et lege- og opholdsområde for bebyggelsens beboere og specielt for Haslevængets børn. Ejerne af matrikel 6e (Haslevangsvej 2) fjernede det levende hegn mellem fællesarealet og blev af Hegnssynet pålagt at genetablere hegnet, uden at dette er sket. Fjernelsen af hegnet har betydet, at arealet er blevet eksponeret ud mod Viborgvej og har betydet, at en del unge uden tilknytning til Haslevænget eller området i øvrigt har opholdt sig på arealet med tilsvining med affald som resultat.

De skitser, der fremgår af debatoplægget, hvori bebyggelserne på matrikel 6e (Haslevangsvej 2) og matrikel 6aa (Viborgvej 100), viser en meget høj bebyggelsesgrad og viser, at der er meget lidt friareal. Det frygter vi vil kunne betyde en massiv ”invasion” på vores fællesareal af beboere fra de pågældende boliger med griller, høj musik og affald.

Arkitektur- byggeriets udformning, bygningshøjde

Det er endvidere vigtigt, at byggeriet på matriklerne 6aa (Viborgvej 100) og 6e (Haslevangsvej 2) udformes således, at færrest mulige indkiksgener skabes (bl.a. i form af f.eks. altaner og vinduesarealer vendt ind mod Haslevangsvej 6A-6G).

Skitserne over byggerierne på matrikel 6aa (Viborgvej 100) og 6e (Haslevangsvej 2) ser ud til at gå helt til skel, hvilket må afvises. Endvidere må altaner ikke rage ind over skel, hvilket betinger en tilbagetrækning fra skel.

Vi finder en bygningshøjde på 5 etager (+tagterrasse) på matrikel 6aa (Viborgvej 100) for høj – jfr. oplægget ”Frydenlund – primo marts 2019” fra NREP/CEBRA/Ejsingholm, hvori der vises en visualisering af sol/skyggevirkning. Endvidere anfører Planafdelingen i ”Debatoplægget – Ny bebyggelse ved Frydenlundcentret”, at der på området som omfatter både matrikel 6aa (Viborgvej 100) og matrikel 6e (Haslevangsvej 2) (jfr. afsnittet om et nyt rammeområde 130232BO) skal kunne bygges 5 etager + tagterrasse, hvilket vi finder helt uacceptabelt.

Afslutttende beærkninger

Vi er meget betænkelige ved planerne om opførelsen af et massivt kollegie/ungdomsboligbyggeri på Frydenlundcenetergrunden, og at man vil fravige kravet om 30% familieegnede boliger.

Vi finder det uacceptabelt at bygningshøjden ændres, så der kan opføres bebyggelse med hhv. 6 etager + tagterrasse og 5 etage + tagterrasse på de foreslåede områder med betegnelsen rammeområde 13022CE og nyt rammeområde 130232BO.

Endelig finder vi de i debatoplægget nævnte bebyggelsesprocenter for høje – jfr. opholds- og friarealsproblemeatikken samt parkerings- og trafikproblemerne.

Grundejerforeningen Haslevænget v/ Birger Jensen (formand)
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Birger Jensen

Indsendt

17/04/2019 17:17

Sagsnummer

HS6036868

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Hasle
Hørings-id

H95

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ



Plan

Kalkværksvej 10

8000 Aarhus C

Vil du vide mere?

Kontakt os på telefon 89 40 23 60