Vejforeningen Prins Knuds Vej kan i det hele henvise til det grundige høringssvar fra GVF, idet vi udtrykker lettelse over, at der omsider er taget initiativ til at beskytte Fedet og dets beboere mod de massive klimaforandringer.
Vi bakker helhjertet op om GVF`s ønske om at fremrykke eksekveringsfasen, der er planlagt til 2030-50. Allerede Obicons rapport fra 2012, bestilt af Aarhus Kommune, konkluderede, at sikringsarbejdet på diget, herunder en forhøjelse af hele diget, burde være foretaget helst inden 2022 og allersenest inden 2032, ligesom det røde flag blev hejst i forhold til det stigende grundvand. Og udfordringerne er jo ikke ligefrem blevet mindre med årene.
Som det måske er bekendt, har vi i 2023 meldt os ud af digelaget pga. dets mangeårige passivitet og manglende problematisering af digets sikkerhed, men der skal ikke herske tvivl om, at vi hilser en forpligtende deltagelse i et vandlag eller klimalag mere end velkomment og gerne så det etableret snarest muligt. Vi ser dette som helt afgørende for den lokale forankring af planen og beboernes støtte dertil. Vi vil her tillade os at pege på GVF`s nuværende arbejdsgruppe som klimalag, i hvert fald i en overgangsperiode, idet de besidder den nødvendige ildhu og de faglige kompetencer.
Foruden en snarlig etablering af et klimalag, håber vi også, at Kommunen fortsat arbejder på at få vandlovgivningen ændret, så vandselskaberne kan få lov til at sænke grundvandstanden i tilspidsede situationer.
Endelig er vi helt enige i arbejdsgruppens opfordring til et tæt samarbejde med de lokale lodsejere på Fedet. Vi har allerede, i forbindelse med at Prins Knuds Vej skal have ny vejbelægning, haft et konstruktivt møde med repræsentanter for afdelingen for Natur og Miljø, og kan kun opfordre til, at kommunen afser tilstrækkelige ressourcer til at kunne tilbyde alle denne mulighed.