Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan nr. 1226 - Omdannelse af eksisterende bygninger til boliger og erhverv samt ny boligbebyggelse ved Tage-Hansens Gade, Aarhus Midtby

Kombinerede cykel- og gangstier skaber utryghed for personer med synshandicap

Høringssvar fra Dansk Blindesamfund Østjylland til forslag til lokalplan 1226 Omdannelse af eksisterende bygninger til boliger og erhverv samt ny boligbebyggelse ved Tage-Hansens Gade, Aarhus Midtby.

Dansk Blindesamfund Østjylland ønsker i dette høringssvar på det kraftigste at give udtryk for modstand imod, at der anlægges kombinerede cykel- og gangstier, da det for personer med synshandicap er særdeles utrygt at færdes på sådanne stier.

Hvis kombinerede cykel- og gangstier absolut ikke kan undgås, kræver Dansk Blindesamfund Østjylland en taktil og visuel meget tydelig adskillelse af gang- og cykelområder.

Personer med et synshandicap har mange udfordringer med kombinerede cykel- og gangstier. Cyklisten har "overtaget" på grund af sin fart og kan let trænge den gående ind til siden. Cyklisterne høres næsten ikke, og det gør, at mødet mellem blinde/svagsynede og cyklister kan blive farligt - faktisk for begge parter.

Kombinerede cykel- og gangstier skal derfor så vidt muligt undgås og kun anvendes, hvor cykel- og gangtrafikken er af begrænset omfang, og hvor det ikke er muligt at anvende en anden løsning, fordi pladsforholdene er begrænsede.

Kantsten mellem fortov og cykelsti er langt at foretrække og letter orienteringen for blinde og personer med nedsat syn og øger trygheden for blandt andet ældre.

Anbefaling:
1. Hvis kombinerede cykel- og gangstier absolut anlægges, ønsker Dansk Blindesamfund Østjylland, at der etableres en tydelig afgrænsning mellem fodgængerareal og cykelsti i form af en markant taktil belægning på mindst 30 cm, med en tydelig farve-/tonekontrast til den omgivende belægning mellem cykel- og gangdelen.
2. Hvis kombinerede cykel- og gangstier absolut anlægges, ønsker Dansk Blindesamfund Østjylland, at der etableres en afgrænsning i form af en græsrabat, rækværk/værn eller håndlister med stokkeværn.

Ovenstående anbefalinger, samt andre anbefalinger inden for tilgængelighed for personer med synshandicap, kan der læses mere om i publikationen ” Tilgængelighed for blinde og svagsynede” (TIBS), udgivet af Dansk Blindesamfund, på følgende link:
https://tibs.blind.dk/
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Daniel Gartmann

Indsendt

10/12/2024 21:55

Sagsnummer

HS7599915

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H981

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
plan@mtm.aarhus.dk