Dit forslag skal opnå 1.500 støtter for at komme i byrådet.
Her på siden kan du finde inspiration til, hvordan du udbreder kendskabet til dit forslag. Husk at gøre folk opmærksom på, at de kan støtte dit forslag via hjemmesiden ditforslag.dk
Brug dit netværk
Kontakt personer i dit netværk, som kunne være interesserede i at støtte dit forslag. Det kan være personlige eller professionelle netværk, venner, familie, kolleger eller klassekammerater. Det er de færreste, der har 1.500 personer tæt på sig. Dem der synes, at dit forslag er godt, kan være med til at udbrede kendskabet i deres netværk.
Udnyt sociale medier
Sociale medier som Facebook, Instagram og LinkedIn er kanaler til at nå bredt ud med dit forslag. Det kan ske gennem opslag på din private profil til dine venner/følgere. Men det kan også være i specifikke grupper eller under begivenheder. Hvis dit forslag f.eks. omhandler dit lokalområde, kan du undersøge, om din by eller bydel har en Facebook-gruppe, som du kan lave et opslag i?
Offentlige arrangementer
Kom ud i byen og mød folk. Det kan være lokale begivenheder, messer, markeder eller lignende, hvor du kan tale om dit borgerforslag og opfordre folk til at stemme.
Presse og medier
Er dit forslag så interessant, at lokale eller landsdækkende medier vil omtale det? Husk at du altid kan kontakte relevante redaktioner og forhøre dig.
Organisationer
Hvis dit borgerforslag er relevant for bestemte grupper, organisationer eller foreninger, kan du kontakte dem for at søge støtte eller hjælp til at sprede budskabet.
Husk at følge op på din idé
Flere vil måske synes om din idé, men glemme at støtte. Derfor er det en god idé at gøre opmærksom på dit borgerforslag flere gange, så folk husker at støtte.