Forslag til Klimaplan 2025-2030
Aarhus Kommunes Klimaplan 2025-2030
Det er på høje tid at få nedbragt udledningen af drivhusgasser, nu hvor vi har overskredet seks af ni planetære grænser, og hvor vi når som helst kan ramle ind i et såkaldt "tipping point". Derfor glædede det mig at høre, at Aarhus Kommune har fået lavet en klimaplan.
Nu, hvor jeg har fået kigget på den, er jeg skuffet, for der er ikke så meget hjælp at hente for klimaet i Aarhus Kommunes klimaplan. Det er de samme forslidte løsninger, der kun er gavnlige på papiret. Fx er skift fra kul til biomasse ikke nogen reel løsning. Den gælder kun på papiret, fordi biomasse fejlagtigt regnes for en stort set CO2-fri energikilde, men biomasse udleder på 20 års-basis mere CO2 end kul. Desuden viser talrige undersøgelser, at de store mængder biomasse, der kræves, ikke kan skaffes fra bæredygtige kilder, men i høj grad stammer fra skovområder, hvor værdifuld natur ødelægges.
Aarhus Kommune skal naturligvis ikke fortsætte med at bruge kul, men må finde reelt grønne alternative energiformer. Og så kommer vi ikke uden om, at der SKAL bruges MINDRE energi i fremtidens samfund. Omstillingen skal ske nu, og derfor nytter det ikke, at man vil "bygge" sig til en grønne fremtid med virkelig CO2-tunge anlægsbyggerier. I "bedste" fald flytter Aarhus Kommune blot CO2-udledningen til andre steder i eller uden for Danmark. Det er usolidarisk og ikke bæredygtigt.
En virkelig CO2-tung løsning er det CCS-anlæg, som Aarhus Kommune påtænker at opføre. Dels skal det fodres med affald, som vi i fremtiden helst ikke skal have så store mængder af. Vi skal genbruge, ikke generere affald. Dels skal det fodres med halm, hvilket ikke giver mening, fordi vi ikke skal dyrke afgrøder med henblik på at brænde dem af. Vores sparsomme muldlag skal plejes og passes med mere skånsomme dyrkningsformer, så vi også i fremtiden kan dyrke noget, vi kan leve af. I sidste ende skal CCS-anlægget bruges til PtX, som også er en voldsom energifrådsende måde at producere energi på. Desuden er PtX stadig kun på forsøgsplanet, og vi bør ikke gamble med usikre løsninger, når der nu findes velafprøvede måde at producere vedvarende energi på (solceller, vindmøller m.m.), som er langt billigere.
Vi skylder os selv, fremtidige generationer og andre medskabninger at lade være med at drømme om, at vi kan fortsætte med at leve som hidtil, blot med nogle få justeringer. Vi må gentænke vores energiforbrug og vores måde at være i verden på, så vi kan klare os med sol og vind og andre reelt vedvarende energiformer. Med disse energiformer vil Aarhus blive en anden by, men helt sikkert ikke ringere at leve i. Tværtimod tror jeg, Aarhus kan blive et eksempel, som andre drømmer om at efterleve.
Download høringssvar som pdf