Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Klimaplan 2025-2030

Klimaplan Aarhus 2025-2030

Aarhus Klimaplan Høringssvar #7 - Borgerinddragelse og demokrati
DER ER TÆT PÅ INTET DEMOKRATI VED KOMMUNALE BORGERHØRINGER -
KOMMUNERNE SKULLE BEGYNDE AT SPØRGE BORGERNE, HVORDAN DET OPLEVES AT BLIVE SPURGT OM, HVAD VI SYNES OG DEREFTER BLIVE TOTAL TILSIDESAT - OM VI SYNES VI FØLER OS HØRT, ELLER KØRT OVER.

HAVNEUDVIDELSEN i Aarhus var et lærestykke for kommunens borgere. En øjenåbner i det kommunale demokratis TOTALE mangel på demokrati. Man spurgte Aarhus borgere, hvad vi syntes om Havneudvidelsen i en 8 ugers høringsperiode. Godt 1600 svarede og 90% heraf sagde nej tak.
Så fik kommunen vældig travlt med at lave megameget ”borgerinddragelse” for virkelig at høre, hvad borgerne mente, sagde man. Jamen, det havde vi jo lige fortalt i høringen!
”Borgerinddragelsen” gik i virkeligheden ud på at få overtalt modstanderne af Havneprojektet til at skifte standpunkt eller lade sig tryne ved at inddrage de mest markante modstandere i ti månedlange 5-timers maraton-temamøder, hvor industriens repræsentanter og deres købte eksperter fra COWI og Rambøll var tre gange så mange som borgerne. Og bagefter kunne man så sige til alle, at Byråd og forvaltning i den grad havde lyttet.
De lyttede ikke en pind. De flyttede ikke et komma. Vi, borgerne, fik ingen indflydelse på noget som helst. Ikke engang på det, de kaldte for ”Borgerkonferencerne”. Det var skuespil fra start til slut. Forvaltningen styrede alt, hvert komma, hvert ”referat”, hver dagsorden, hvert oplæg.
Man gjorde alt det modsatte af ”Aarhus Kompasset”. Kompasset er kommunens smukke værdisæt som siger alt det rigtige om samarbejdet mellem borgere og kommune:

- Kommunen skal være ligeværdig med borgerne, lytte og ikke automatisk sætte sig for bordenden og styre det hele. Skrue op for ”samskabelse” og sigte på ’Mindre system. Mere borger’ (1).
Kompasset har sikkert kostet mange konsulentpenge. Vi forslår, at I begynder at bruge det. For på et eller andet tidspunkt bliver borgerne nok trætte af at være til grin for egne penge.
Sådan kan man i al fald komme til at tænke, når det nu drejer sig om Aarhus’ nye Klimaplan 2025-2030, der er i høring frem til på torsdag, den 20.februar. Igen et skuespil.

ER DÉT ET DEMOKRATI?

Vi har et demokrati, hvor alle kommuners borgere hvert fjerde år vælger et byråd til at varetage de fælles udfordringer. Forvaltningen opgave er at finde de tekniske og organisatoriske løsninger, som bedst matcher disse udfordringer.

Ingen kan være i tvivl om at klimakrisen er den største udfordring, vi nogen sinde har stået overfor. Ingen kan være i tvivl om at dens konsekvenser er så alvorlige, vidtrækkende og altødelæggende, at det nu handler om byen, borgernes og kommunens fremtid og mulighed for at overleve.
Ingen kan derfor være i tvivl om, at kommunens Klimaplaner er af største betydning. Vi SKAL være sikre på at handle tilstrækkeligt og i tide.

Alligevel fremlægger Aarhus byråd og forvaltning nu igen en Klimaplan som er så dybt vildledende og misinformerende, at det kun kan opfattes som en bevidst manipulation af borgerne.

Man kan læse Det Fælles Bedste’ gennemgang og kritik af Klimaplanen her https://detfaellesbedste.dk/wp-content/uploads/2025/02/39_nyhedsbrev_Klimaplan_KomprimeretFinal.pdf
Klimaplanen fremstiller situationen, som om vi er på vej mod klimaneutralitet i 2030, selvom det modsatte er tilfældet. Aarhus’ udledninger falder ikke, de stiger. Og de er ikke faldet siden 1990, de er steget. Den nye Klimaplan rummer IKKE en masse løsninger, der samlet set vil reducere vores udledninger så massivt, at vi når kommunens klimamål.
Dens løsninger er så få, så forsigtige og så beskedne, at vi med sikkerhed IKKE når dette mål. Aarhus Kommune er samlet set IKKE i færd med at omstille til bæredygtighed, ikke inden for nogen af de afgørende sektorer i kommunen, landbrug, byggeri, industri etc. Derimod fortsætter vækstens business as usual indpakket i flotte grønne vendinger.

Vedvarende energi fra sol og vind dækker i dag sølle 2% af vores energi, selvom man har haft 30 år til at udbygge det. Og det er yderst begrænset, hvor meget mere der vil komme ifølge planen, som kun forventer en CO2-reduktion herfra på 12.000 tons per år.
Til gengæld gætter man - byråd og forvaltning - på vildt store reduktioner fra den ufærdige teknologi: CO2-fangst (CCS) - 335.000 tons CO2 årligt. Og man medtager dem glad og gerne i kommunens samlede CO2-reduktionsregnskab for 2025-2030, selvom CO2-fangst anlægget, ifølge kommunen selv, tidligst kan starte fra 2030.
Enten er det en fejl eller også er det bevidst manipulation? - Det må borgmester Winnerskjold og rådmand Bang meget gerne svare på.

BYRÅD OG FORVALTNING HAR INGEN KONTROL MED KLIMAKRISEN OG AARHUS’ CO2-AFTRYK

Byråd og forvaltning har ingen kontrol med klimakrisen og Aarhus’ CO2-aftryk - ingen. De forsøger end ikke at få det. Når civilsamfundets forskere, ngo’er og eksperter prøver at støtte kommunens klimaindsats med alternative klimaplaner, afvises de.

Alternative klimaplaner bliver end ikke kommenteret, blot afvist og forbigået i tavshed, tys-tys - det er ikke noget vi skal tale om (2). Ved offentlige møder afvises borgernes kommentarer og spørgsmål med korte, glatte svar uden mulighed for at retvise eller kommentere tilbage.
Sådanne møder og al offentlighed og debat om klimaplaner er tilrettelagt så fuldstændig gammeldags, at ingen konstruktiv kritik eller forbedringer har en kinamands chance for at komme til orde. Helt ned i detaljer forsvarer og fortsætter man den politik, som har bragt os i klimakrisen.

Man laver høringsperioder henover ferieperioder, hvor få har tid til at lave høringssvar, fordi man er på ferie med familien. Denne gang var det vinterferien. Man laver korte høringsperioder, denne gang 4 uger, selvom det tager tid først at læse kommunens mange sider og bilag, derefter tid til at skrive høringssvar osv. Alle ved, at byråd og forvaltning blot forsøger at gøre det svært for borgerne at nå at svare. Færre høringssvar er færre problemer og mindre arbejde for forvaltningen.
Men det er nødt til at stoppe nu.
Fra nu af skal vi overholde klodens grænser i al politik.
Og hvis det nuværende byråd blæser på det, så må vi vælge et nyt byråd med politikere, der lytter til videnskaben og har modet til reelt at involvere borgere og erhvervsliv i den store omstilling. For den omstilling vil komme; frivilligt eller tvunget igennem af klimakatastroferne.

De bedste hilsner,
Niels Aagaard
fmd. for foreningen Det Fælles Bedste
4018 9019 - niels@detfaellesbedste.dk - https://detfaellesbedste.dk/

-------------------------------------------------
1) https://aarhus.dk/demokrati/planer-og-politikker/medborgerskab-frivillighed-og-samskabelse/aarhuskompasset

2) Se fx Det Fælles Bedste ”Klimaplan for et Bæredygtigt Aarhus”, 2020, eller Det Fælles Bedste ”Input til Aarhus Kommunes Klimaplan 2025-2030” fra 2023-2024, https://detfaellesbedste.dk/wp-content/uploads/2023/11/Input_til_Aarhus_kommunes_Klimaplan2025.pdf
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Niels Aagaard

Indsendt

17/02/2025 17:25

Sagsnummer

HS6469323

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Klima, natur & miljø
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H1030

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Klimasekretariatet
Aarhus Kommune

Mail: gogreen@aarhus.dk