Kommentar til Aarhus Kommunes klimaplan:
Aarhus Kommunes nye klimaplan skal roses for at bringe en lang række små og store klimatiltag på banen indenfor mange forskellige sektorer. Som noget nyt adresseres heldigvis også fødevaresystemet og Byrådets ambitionsniveau er tilsyneladende større end i tidligere klimaplaner.
Men realiseringen af 2030-målet om CO2-neutralitet er desværre meget usikker. Målopfyldelsen er nemlig primært båret af en usikker enkeltteknologi i form af CO2-fangst på et endnu ikke eksisterende anlæg ved Lisbjerg. Troen på, at ”hockeystaven” redder os i sidste øjeblik, eksisterer åbenbart stadig, i hvert fald i Aarhus.
CO2-fangst forudsættes at stå for 44 % af den nødvendige CO2-reduktion frem mod 2030. Men uden at opførelsen af anlægget overhovedet er startet endnu, og uden at finansieringen endnu er på plads. Hvad sker der med 2030-målet, hvis anlægget bliver forsinket? Eller ikke kan levere de krævede 335.000 tons ud af de i alt 756.000 tons CO2-reduktion, der skal til for at nå målet i 2030?
Der er generelt store usikkerheder forbundet med CO2-fangst-teknologier. Klimarådet har i sin kommentering af regeringens Klimaprogram i oktober 2024 vurderet disse teknologier således: ”… betydelig risiko for at teknologierne ikke kommer til at levere de forventede reduktioner på det forventede tidspunkt”
Det er ikke kun selve anlægget til CO2-fangsten, der er forbundet med usikkerhed. Infrastruktur omkring transport og lagring i Danmark er nemlig heller ikke på plads.
Hvorfor er der ingen plan B? Hvorfor satses der så ensidigt på en usikker og endnu ikke fuldt udviklet teknologi? Og hvilke indsatser kan der sættes i stedet, når hockeystaven svigter?
Usikkerheden understreges af, at der omkring byrådets opfølgning på klimaplanen er anført, at ”… hvert andet år vurderes behovet for større justeringer”. Men hvorfor kun hvert andet år? Hvad så, hvis CO2-fangst-anlægget alligevel ikke kan etableres eller bliver forsinket?
En anden afgørende del af den nødvendige reduktion for at nå 2030-målet om klimaneutralitet skal opnås på transportområdet. Ud af den samlede reduktionsmanko på de nævnte 756.000 tons CO2 skal transportområdet levere 236.000 tons, svarende til mere end 30% af den samlede manko.
Tiltagene på transportområdet forventes at give en CO2-reduktion i transportens samlede udledning på næsten 60% frem mod 2030. Det er noget af en mundfuld, især i betragtning af, at transportområdets udledninger ikke rigtigt har rykket sig siden 2017 og tværtimod har vist en stigende tendens de allerseneste år.
Det er forstemmende at se det forældede mantra og såkaldte Aarhus-mål om ”en by i vækst” gentaget flere steder i klimaplanen. Hvorfor skal væksten tilsyneladende trumfe alt andet, og hvilken type vækst er der overhovedet tale om? Hvordan harmonerer et sådant vækstmantra med en meget ambitiøs CO2-reduktion på transportområdet? Det er ikke forklaret i klimaplanen.
Uanset hvad et eventuelt CO2-fangstanlæg måtte kunne bidrage med, så er der brug for langsigtede og strukturelle tiltag og ikke bare på transportområdet. I mange sektorer findes der allerede fuldt udviklede og økonomisk attraktive teknologier og klimatiltag. Det gælder fx mere vedvarende energiproduktion. I Danmark I 2024 udgjorde elproduktion fra sol og vind i alt 63 % af det samlede elforbrug, mens det tilsvarende regnestykke for Aarhus området (iflg. Energinet) viste sølle 3,5 %. Ligeledes er der på byggeområdet et stort potentiale i Aarhus, hvor en højere grad af renovering af eksisterende bygninger fremfor den sædvanlige riv-ned og byg-nyt, kunne give byen gevinster både på klima og økonomi.
Hvis klimaplanen reelt skal udvikle byen i en mere bæredygtig retning, så må hockeystaven ikke blokere for de omstillinger, som allerede nu kan igangsættes. Det bliver kun dyrere og mere besværligt, jo længere tid vi udsætter omstillingen.