Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Klimaplan 2025-2030

Forslag til Grøn Mobilitet i stedet for kommunens utilstrækkelige forslag

HØRINGSSVAR #8 - MANIFEST for GRØN MOBILITET

- Forslag til Grøn Mobilitet i Aarhus indsamlet af Det Fælles Bedste fra borgere, eksperter, ngo’er, politikere og forskere gennem efteråret 2025. Høringssvar til Klimaplanens afsnit om Transport og Mobilitet.

Transporten i Danmark er blevet en møllesten om vores hals. Den ødelægger klima, biodiversitet og natur. Dens køer og trængsel gør vores hverdag besværlig. Den skader vores sundhed på mange måder og skaber byer med alt for lidt trivsel. Men først og fremmest så truer den vores fremtid ved at overskride de planetære grænser på flere områder. Derfor er vi nødt til at omstille transporten. Ikke en lille smule, men grundlæggende. Og det kan vi også. Endda rimelig nemt. Samkørsel, deleordninger for biler. Cykle og gå mere. Indføre fleksible el-busser i egne busbaner overalt. Bil frie zoner.

For selvom det er der er fordele ved at have egen bil, så er der nogle langt større hensyn, vi nødvendigvis må tage. Klima og klodens økosystemer kollapser, hvis vi ikke omstiller al transport meget hurtigt og gennemført. Vi er ganske enkelt nødt til at overholde de planetære grænser i al politik.

Men vi kan godt omstille, som sagt, det er kun et spørgsmål om vilje. Vi har løsningerne, som oveni købet kan skabe en smukkere og bedre by

Den ”Aftale om Grøn Mobilitetsplan” som er lagt frem af Byrådsflertallet er helt igennem utilstrækkelig. Det er den plan der skal realisere Klimaplanen afsnit om Transport og Mobilitet, som derfor selvfølgelig er tilsvarende utilstrækkelig. Det bliver grundigt gennemgået i det vedhæftede ”Forslag til Grøn Mobilitet” (Nyhedsbrev 40, Det Fælles Bedste) - her er blot et par enkelte punkter:

Eksempler på mangler i politikernes ”Aftale om Grøn Mobilitetsplan”

• Mobilitetsplanen skal mindske bilismen fra 56% til 40% i 2030. Men tiltagene er så få og så forsigtige, at det er svært at tro på at planerne lykkes. Og 40% er for lidt reduktion, set ift. klima og i sammenligning med fx London, der satser på 20% biltransport i 2030. Planen siger at vi i 2030 skal have 40% bilisme og 11% kollektiv trafik - det er alt for lidt og de to tal over for hinanden fortæller alt: Det er en utilstrækkelig omstilling
• Planen mangler konkrete indsatser for at nedbringe den tunge trafiks (lastbilers og varebilers) CO2-udledning, som udgør 10% af al CO2-udledning
• Grøn Mobilitetsplan forholder sig ikke til udledningerne fra containerskibe, krydstogtskibe, færger eller fly selvom store dele af udledningerne kommer herfra. Det gør derimod Klimaplanen for Aarhus 2025-2030, hvor man regner med 15-30% reduktion i CO2 fra skibe og fly. Men man har ingen konkrete forslag til, hvordan dette skal ske. Det er ganske enkelt ikke ok - hvordan skal man tage stilling til en klimaplan som bare rummer mål og ingen midler på så afgørende et område. Man henviser til grønne brændsler - PtX - engang i fremtiden. Men det er fuldstændig løst, uden deadlines, konkrete indsatser etc. PtX er klimadestruktivt i alle sine nuværende former, metanol, ammoniak og brint. Brint vil nødvendigvis komme fra biomasse eller fossils brændstoffer, eftersom Aarhus kun har 2% vedvarende energi.
• Planen rummer en udbygning af cyklisme og kollektiv trafik, men det sker alt for lidt og alt for sent; større tiltag vil først blive realiseret efter 2030
• Samlet vil planen reducere CO2 med 45.000-112.000 tons CO2. Men transporten udleder 729.000 tons årligt ifølge kommunens egne klimatal. Og her har man ikke medregnet udledningerne fra vores internationale transport fra skibe, fly og tung trafik.
• Planen er desværre helt utilstrækkelig som en vision for en grøn by indrettet efter de mennesker der bor i den.
• Planen forholder sig ikke til klimakrisen, biodiversitetskrisen eller til de overskredne 6 planetære grænser. Dermed forholder politikernes plan for Grøn Mobilitet / Klimaplanen sig ikke til de grundlæggende og helt afgørende udfordringer, vi står overfor. Dermed svigter den borgernes ønsker om, at der skal være en leveværdig fremtid.

ALTERNATIVE LØSNINGER

Gennem efteråret 2024 har Det Fælles Bedste samlet forslag fra borgere i Aarhus, fra ngo’er, eksperter, forskere for at formulere en alternativ Grøn Mobilitetsplan. For transporten afgør den by, vi skal bo i og den fremtid, vi får. Et indlæg i Information udtrykker meget godt den frustration man kan opleve, når man går politikernes grønne mobilitetsplan og Klimaplanen igennem i detaljer, og kigger ind bag de flotte ord. Indlægget siger bl.a.

”Trafikområdet skriger på mere borger-inddragelse” - ”Faktum er, at transportsektoren klimamæssigt er ude af kontrol, og spørgsmålet er, om politikerne har tænkt sig at gøre noget realistisk for at løse problemet”, som en debattør skrev i Information

Men hvis politikerne ikke handler tilstrækkeligt og i tide, så må borgerne handle, insistere på en seriøs grøn mobilitet og en grøn by, vælge et grønt byråd.
Her er foreløbig vores Manifest med forslag fra civilsamfundet. God fornøjelse med at læse det vedhæftede Manifest.

10 PUNKTER til GRØN MOBILITET

#1 - Al transport skal overholde klodens grænser
I dag har verden - herunder Aarhus og Danmark - overskredet 6 af 9 planetære grænser. Transporten har en afgørende andel i dette. Derfor skal transporten i Aarhus og alle danske byer inden for en meget kort tidshorisont, før 2030, omstilles, så alle former for transport - biler, fly, skibe og tung trafik - samlet set overholder de planetære grænser.
Princippet om at overholde klodens grænser bør gælde for alle sektorer og alle politiske reformforslag.

#2 - Indret en ”mennesket-først-by”
Vores byer er indrettet efter biler, ikke mennesker. Et voksende antal biler pendler dagligt til mange gøremål, og vores veje, p-pladser og infrastruktur dikterer byernes udvikling. Det giver hverken livskvalitet eller trivsel. Vi skal skabe en ”mennesket-først-by”, dvs. en by med plads til mennesker, med plads til grønne områder, cykelgader, natur, torve og mødesteder, med zoner uden biler.
Vi skal skabe en by med maksimal trivsel og sammenhængskraft - ”en by der er blød som en krop” (Inger Christensen).

#3 - Etabler Borgerting
I årtier har magtfulde politikere fastlagt infrastruktur og byudvikling i samspil med magtfulde kapitalinvestorer. Men ”Transporten skriger på mere borgerinddragelse”, for den skriger på helt anderledes hensyn til bykvalitet, klima, miljø og menneskelig trivsel.
Vi foreslår at Byrådet i Aarhus nedsætter et Borgerting med mulighed for at rekvirere bedste viden og involvere sig i bl.a. mobilitets- og byplanlægning med konkrete forslag fra borgerne.

#4 - Aarhus som 15-minutters by
”15-minuttersbyen” er et koncept for byplanlægning, der spreder sig til verdens storbyer som et redskab for grøn byudvikling.
Det betyder en byplanlægning, hvor hvert bykvarters beboere skal kunne nå de fleste af deres daglige gøremål - bolig, job, indkøb, sundhed, uddannelse, underholdning - inden for 15 minutters gang eller cykling. Hermed fjernes meget af behovet for pendling, og man får mulighed for sammenhængende bykvarterer med mere nærhed, mere demokrati og større social sammenhængskraft.
15-minutters byen muliggør en prioritering af cykel- og gågader, grønne byrum, bilfrie zoner, busgader, sammenhængende bykvarterer m.m. og derfor en by med mindre luftforurening, støj, klimaskader og trængsel.

#5 - Bilismen skal mindskes radikalt
84% af CO2-udledningerne fra vejtransport stammer fra bilerne, hvis antal i disse år vokser mod himlen. Hensynet til fremtidige generationer, til vores natur, klima, sundhed og miljø kræver, at vi reducerer bilernes antal radikalt og omgående omlægger vores brug af dem, så vi deles om bilerne i deleordninger og ved samkørsel (se fakta i Manifest).
I stedet skal vi overgå til kollektiv trafik, gang og cykling. Indrette cykelgader og undgå gadeparkering. Indrette bilfrie zoner og Parkér & Rejs anlæg for bilerne i udkanten af byen, hvorfra gang, cykel, kollektiv trafik fører videre. Bilerne skal være det sidste, vi anvender, for de skaber som alle ved trængsel og gør en grøn by umulig. De ødelægger klima og miljø, medfører støj over WHO’s grænse, forurener med NOx partikler og stiller bestandigt nye krav til udvidelse af infrastrukturen, fx motorveje, broer, tunneler.
Biler er i fremtiden en sjælden luksus, som vi deles om og begrænser mest muligt pga. dens mange skadevirkninger.

#6 - Gør Aarhus - og alle byer - til Cykelby
Vi kan gøre Aarhus til en Cykelby. Alle gader inden for Ringvejen i Aarhus - Midtbyen med dens 90.000 beboere - kan indrettes som cykelgader, hvor bilisten er ”gæst” med krav til særlig hensynsfuld kørsel. Mange af byens øvrige gader designes som cykelgader med træer, beplantninger og natur. Med plads til mennesker, torve, cafeer med udeservering, værksteder, butikker, børn der leger og fælles aktiviteter. En smuk by, uden støj, luftforurening og stress. En moderne by. En grøn by.
Det er den mest oplagte måde at udvikle infrastrukturen på. Det er billigt. Det øger borgernes sundhed og trivsel. Det løser problemer med støj, trængsel og byens enorme problem med klima. På mindre end en halv time kan man komme fra den ene ende af byen til den anden og med en elcykel endnu længere. Langt hurtigere end med bil. Med indretning af supercykelstier (særlig gode cykelstier fra bymidte til periferi på 10-30 km) kan beboerne omkring Aarhus komme hurtigt og trygt ind til bymidten uden P-problemer. Vi har mange erfaringer fra storbyer i Europa, som viser, at det er muligt at omlægge en by til cykelgader uden at gøre livet svært for byens beboere, handelsliv, mennesker med handicap. Og ladcykler kan erstatte varebiler. I flere europæiske storbyer som London, Bruxelles, Amsterdam og Rotterdam bruges ladcykler til varekørsel, da det er hurtigere og billigere.
Aarhus som Cykelby er den mest enkle og samtidig mest realistiske vej til en klimaneutral, grøn og menneskevenlig by.

#7 - Kollektiv trafik mangedobles og gøres attraktiv
Den Grønne Mobilitetsplan regner med, at kun 11% af al transport i Aarhus vil være kollektiv trafik i 2030, mens bilerne vil stå for 40%. Det er for ringe en omstilling til kollektiv trafik. Af hensyn til klima m.m. er vi nødt til at indrette byen med en udbygget letbane og et udbredt netværk af højfrekvente elbússer, hvor mange kører i egne busgader og vejbaner. Så vil en langt større andel kunne overgå til kollektiv trafik. Og vi kan gøre kollektiv trafik gratis. Kollektiv trafik har potentiale til at flytte mange flere på en måde, der udleder mindre CO2 og optager mindre plads. Én togbane kan transportere det samme som 32 bilbaner. El-busser i egen vognbane kan erstatte hele vejbaner med biler på de eksisterende motorveje og i byen. I Danmark har 38% ikke bil. I København er det 52% og i Aarhus over 50%. Vi har med andre ord i den grad brug for kollektiv transport.
Fremtidens trafik er kollektiv; vi transporterer os mindst muligt og mest muligt kollektivt af hensyn til klima og natur.

#8 - Fly, skibe og tung trafik inden for klodens grænser
Vores forbrug kræver fire jordkloder og udleder per person 13 tons CO2 årligt. Vi har 5 år til at nedbringe forbruget markant - til én jordklode og til godt ét ton per person. Antallet af containerskibe, fly og tung lastbiltrafik - der alle tre belaster kloden voldsomt - afspejler især vores forbrugs omfang og kan nedbringes markant ved en forbrugsreduktion. Der er ingen konkrete forslag til nedbringelse af udledningerne fra hverken skibe eller fly i Klimaplan for Aarhus 2025-2030, og i Aftale om Grøn Mobilitetsplan er der ingen forslag til nedbringelse af udledningerne fra den tunge trafik. Men vi kan nedbringe udledningerne ved at lukke lufthavnen, nedbringe krydstogtskibes anløb til nul, reducere containerskibenes og lastbilerne antal gennem omstilling af forbruget til dét, kloden kan bære.
Aarhus er nødt til at minimere klima- og miljøskaderne fra tung trafik, skibe og fly markant.

#9 - Aarhus by som nul-emissionszone
80% af vores forbrugsvarer produceres med fossil energi fra kul, olie og gas. Tæt på 100% af vores transport er baseret på fossile brændstoffer. Alternativerne - de såkaldt grønne brændsler, PtX - er ikke grønne, de udleder CO2.
Men vi skal være emissionsfrie inden for få år. Ingen kul, olie, gas eller biomasse. Det kan kun ske ved at mindske vores forbrug (og produktion) radikalt og ved grundlæggende at omstille vores transport til grønne transportformer som cykel, gang, kollektiv trafik. Den verdenskendte danske klimaforsker, Sebastian Mernild, sagde fornylig :

”Vi skal omstille alle sektorer, lige fra landbrug til el- og varmesektorer, energiproduktion og mobilitet til lands, til vands og i luften.” - ”Jo langsommere vi er til at omstille samfundet, til at udvikle, implementere og opskalere teknologiske løsninger, jo langsommere vi er til at justere og ændre vores adfærd, vores mindset, vores forbrugsvaner, jo varmere en verden med flere ekstremhændelser ser vi ind i” - ”Opgaven var, at i årene 2019 til 2030 skulle vi reducere de globale udledninger af CO2 med 43%. Nu er vi i 2024 og indtil videre er udledningerne kun steget. Så gabet er blevet endnu større mellem det, vi gør, og det vi burde gøre”.

Alle har et ansvar, siger han. Opgaven er så stor, at alle skal være med til at løfte den - også virksomheder, industri, landbrug, politikere, civilsamfundet, det offentlige. Så når Aarhus Byråd præsenterer et forslag til Grøn Mobilitet, der reelt ikke er en løsning, fordi det ikke fører til et klimaneutralt Aarhus i 2030, så er vi nødt til på anden vis at insistere på, at Aarhus samlet skal være nul-emissionszone senest i 2030 og at alle skal medvirke. Derfor skal alle løsningerne i vores forslag til Grøn Mobilitet i brug.
Alle kræfter må medvirke til at skabe et Aarhus med nul-emission; det handler om vores fremtid og overlevelse.

#10 - Indret en grøn by med livskvalitet og trivsel
Vores by er stærkt præget af det såkaldt boligindustrielle kompleks, som bygger oplevelsesfattige, tætplacerede højhuse i klimaskadelige materialer, fordi byudviklinger blevet big business, hvor især de store kapitalfonde, pensionsselskaber m.v. finder nye investeringsområder i at bygge og byudvikle.
Byen afspejler tilsvarende, at transportsektorens magtfulde organisationer fra bil-, vej-, beton- og brolobbyen til de store transportselskaber - det transportindustrielle kompleks - sætter deres ønsker til stadig mere infrastruktur igennem med meget store anlægsprojekter som tunneler, motorveje, havneudvidelser, broer og stadig mere transport.
Politikerne i Aarhus Byråd er blevet begges industrielle kompleksers fremmeste samarbejdspartner og facilitator, fordi kommunen ønsker at skabe vækst og økonomi ved grundsalg, nye tilflyttere og stadig nye store anlægsprojekter. Men vi skal nødvendigvis en anden vej.

Det er en bunden opgave at skabe en grøn, menneskevenlig by

Vi skal indrette byen efter menneskene og efter klima-, miljø- og naturens krav. Efter mulighederne inden for de planetære grænser. Det betyder fx:
Indrette sammenhængende 15-minutters bykvarterer. Ombygge og undgå at bygge nyt. Når nybyg er nødvendigt, så bygge i biogene materialer. Bygge meget mindre. Bygge aldersfleksibelt og med fællesrum til spisning, fryse-, køle- og vaskefunktioner. Med fælleshuse, medborgerhuse, cafeer og udeservering, med butikker og værksteder i stueetagen og i grønne baggårde i alle kvarterer. Byudvikle med fælleshaver, urban farming. Med solceller og lokale vindmøller styret af lokale borgerlaug. Med fællesarealer til dyrkning, leg, aktiviteter, natur og dyr. Byen kan rumme kaniner, høns, ænder, højbede med grøntsager, frugt- og nøddetræer, bærbuske - bynær regenerativ fødevareproduktion - som vi hjælpes om at passe sammen.

Og vi skal sammentænke byudvikling og byggeri med transporten i og omkring byen. Trafikken kan indrettes som det er beskrevet tidligere ovenfor: Med Parkér og Rejs anlæg. Med trafikøer, nulemissionszoner. Med P-huse. Minimal gadeparkering. Og i stedet for bilgader skal vi indrette gågader, cykelgader, busgader, torve, grønne områder etc.
Det kan blive en smuk by - en by, der er ”Blød som en krop”.

Alle de triste monumenter over en by, der er planlagt og udviklet efter develop’ernes, lobbyisternes og bilisternes behov erstattes af spillevende rum for mennesker, der bor, lever og mødes med trivsel i en grøn by med grøn mobilitet.
-------------------------------------------------------
Transportens bagsider
• Klima. Transporten står for 30% af al CO2 i Danmark. I Aarhus er det 50% i 2025 og forventet 65% i 2030
• Natur. Transporten kræver infrastruktur - motorveje, broer, tunneler - som ødelægger lokalmiljøer, biodiversitet og natur. E45 motorvejens udvidelse er ét eksempel. Egholmforbindelsen et andet. Kattegatbroen et tredje.
• Sundhed. Transporten belaster vores sundhed med støj, luftforurening, mikroplast.
Støj er årsag til stress og blodpropper
Luftforurening med NOx kan forårsage alvorlige sygdomme som kræft, astma, diabetes.
Mikroplast stammer fra bilernes dæk, hvorfra det finder vej gennem luft, jord og vand videre til naturen, alt liv
og vores kroppe
• Hverdag. Transporten skaber trængsel og køer. På motorvejen oplever vi at sidde fast i kø eller køre med 15 km i timen. I byerne bliver busserne forsinket i timevis og må opgive fartplanerne, så folk ikke kan komme rettidigt til deres gøremål
• Byliv og trivsel. Beboernes liv i byen bliver inddæmmet og begrænset af støjende, stressende og forurenende strømme af biler, der skærer igennem byens kvarterer i en evig jagt på parkering eller pendling. Det er svært at føre en samtale. Svært at finde steder for aktiviteter og samvær. Hvor skal børnene være? Gadeparkeringen fylder alle gader. Byen er formet ud fra et hensyn til bilerne, snarere end af hensyn til de mennesker, der bor der.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Niels Aagaard

Indsendt

19/02/2025 10:15

Sagsnummer

HS5076474

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Klima, natur & miljø
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H1030

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Klimasekretariatet
Aarhus Kommune

Mail: gogreen@aarhus.dk