Jeg er glad for at se, at der nu ligger et forslag til en klimaplan for Aarhus Kommune. Jeg håber, at klimaplanen bliver så ambitiøs som overhovedet muligt, hvilket den globale og nationale situation i dén grad kræver - vi har travlt. Jeg anerkender, at I forsøger at vægte forskellige elementer i klimaplanen, for at få den størst mulige CO2e-reduktion for pengene og færrest mulige gener for borgere og virksomheder. Dog vil jeg tillade mig at foreslå, at planen samlet set kommer til at forpligte sig på endnu flere og skarpere tiltag end i nuværende forslag, så der opnås en større sikkerhed for, at vi rent faktisk (og som minimum) opnår CO2e-neutralitet i scope 1 og scope 2 i 2030. Der er lagt op til en reduktion, hvis alle tiltag virker, der kun med meget lille margin overstiger den planlagte reduktion – d.v.s., der skal ikke gå ret meget skævt, før planen ikke bringer os i mål.
Jeg vil holde mig til de to områder, som optager mig mest, og hvor jeg ser store potentialer, nemlig byggeri og landbrug/natur. Dertil kan jeg kun på det kraftigste opfordre til, at der meget snart kommer udspil, der kan føre til pålidelige beregninger og efterfølgende reduktioner af CO2-udledninger i Scope 3, da vi jo umuligt kommer rigtigt i mål uden at få gjort noget drastisk ved forbruget.
1) Byggeri
Så vidt jeg kan se, er der ikke lagt op til tiltag, der begrænser eller styrer byggeriet i Aarhus Kommune. Der er lagt op til en meget lille reduktion af byggeriets udledninger ved valg af bæredygtige materialer (10.000 CO2e i alt for byggeri og industri). Når dertil kommer, at 62 % af udledningerne slet ikke er med i regnskabet, da de ligger i scope 3, og der dermed ikke er en plan for udligning af disse, synes jeg det er decideret uansvarligt, at opretholde de store vækstmål på dette område. Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at så mange af kommunens store byggerier som muligt droppes eller sættes på pause i mindst fem år – dog med undtagelse af udbygningen af den kollektive trafik, som haster. Vi har en meget, meget kort årrække tilbage, hvor vi har mulighed for at bremse klimaforandringerne, og (måske) undgå totale kolaps af de økosystemer, der holder kloden i balance. Derfor finder jeg det mere end rimeligt, at vi klodser bremsen i denne afgørende fase, og holder den nede indtil videre. Dette gælder både kommunens egne byggerier, hvoraf flere, set i lyset af situationens alvor, må betegnes som ret vanvittige, og private byggerier i kommunale udstykninger. Særligt den planlagte Marselis-tunnel, som både i anlæg og drift, bliver meget svær at give et bæredygtigt skær, bør som minimum udskydes, indtil der er tydelige beviser for, at de øvrige planlagte tiltag virker efter hensigten og til tiden. Her tænker jeg især på CCS, som klimaplanen tillægger så stor værdi, men som mildest talt virker som et noget usikkert kort at spille, og som der da heller ikke er redegjort for en troværdig tidsplan for. Samtidig kan man vinde noget tid til at overveje, om det virkelig giver mening og ''value-for-money" med sådan en tunnel? I min optik er de klima- og miljømæssige alt for store både i anlægsfasen og i den fremtidige drift, og ikke noget der kan forsvares. Der må forventes en voldsom forøgelse af den tunge transport gennem byen, med bl.a. støj og luftforurening til følge. Er det virkelig til gavn og glæde for byens beboere?
Det nye stadion kan vel næppe bremses, når det gamle nu allerede er revet ned, men der må være andre byggerier og anlæg, som kan og må sættes på pause, indtil vi er sikre på at byggerierne kan gennemføres klimamæssigt forsvarligt.
Hvis det af en eller anden virkelig god grund er umuligt at bremse det hele, må der som minimum indtænkes et meget lavt loft eller stramt budget for, hvor meget CO2 der må udledes pr. år fra kommunalt byggeri og byggeri i kommunale udstykninger, hvilket også er nævnt i klimaplanen. Når budgettet er brugt op, må der så i sagens natur, ikke bygges mere det år. I den forbindelse vil jeg lige minde om de nye og skrappere bæredygtighedskrav til byggeri, som snart træder i kraft. Efter min mening er det af afgørende betydning, at der bliver indført en effektiv og løbende kontrol med, om disse krav overholdes - ikke bare i byggeansøgningen, men også under gennemførelse af projektet. Det er jo før set, at byggeprojekter ændrer sig undervejs, og hvis ændringen medfører øget CO2-udledning, skal det meget gerne opdages, så projektet kan stoppes eller korrigeres. Set i lyset af, at denne kontrolopgave bør fylde en del, vil det også give god mening, at kommunen ikke har alt for mange byggerier i gang. Kommunen kan eventuelt også bruge byggepausen til at overveje, om det ikke er på tide at give mere plads til en helt anden byudvikling og en helt anden type byggeri. Der er behov for, at de, der har lyst, kan bygge sig et lille hus på en stor grund (og ikke omvendt), så man f.eks. kan dyrke sine egne grøntsager, og på denne måde bidrage til en mere klimavenlig fødevareproduktion. Alternativt, at man kan bygge flere små huse med et stort fællesareal, som udlægges til grøntsagsdyrkning. Dette kræver et opgør med den nuværende ”byudvikling”, som hovedsageligt drives af pengestærke ”developere”, og det kræver en vilje fra kommunens side, til rent faktisk at lægge en plan for, hvilken type byggeri der ønskes i kommunen, og dermed drive byudviklingen i en bæredygtig retning.
Til slut en kommentar til klimaplanens ambition om, at overskudsjord fra byggerier skal minimeres og ikke skal køres så langt væk, som det nu ofte er tilfældet. Dette kan jeg kun tilslutte mig. Den nemmeste måde at minimere mængden af overskudsjord er jo at minimere mængden af byggeri, hvilket jeg som nævnt vil være stor fortaler for. Endvidere må det være muligt at sikre, at der aldrig kan gives tilladelse til udgravning til kælder i de byggerier, der alligevel gennemføres. Istedet kan en eventuel "nødvendig parkeringskælder" f.eks. etableres på terræn (stueplan). Herved sikres både, at eventuel jordforurening ikke udgør en risiko for indeklima i de overliggende etager, og at risiko for fremtidige oversvømmelser minimeres. Når der køres mindre jord væk, vil der også blive tilkørt mindre grus og sand, hvorved der spares mange ressourcer og meget tung transport. Desuden løber vi tør for ”gode steder” at placere jord, som ofte vil være forurenet i én eller anden grad.
2) Landbrug og natur
Jeg er meget optaget af, at vores fødevareproduktion skal være bæredygtig - dette gælder i høj grad landbruget, hvor jeg ser et kæmpe potentiale for både CO2-reduktion og en lang række miljøgevinster. Jeg byder ny natur på eksisterende landbrugsarealer meget velkommen, men i klimaplanen savner jeg konkrete forslag til hvordan selve landbrugsdriften bliver mere bæredygtigt i praksis. Som med byggeriet, ser det ikke ud til, at der skal ske nogen konkrete ændringer i driften, med mindre der laves frivillige aftaler. Landbrugets meget store CO2e-udledning skal i stedet primært udlignes v.h.a. skovrejsning og øget anvendelse af landbrugsprodukter (og biprodukter) til energiproduktion. Dejligt med et ambitiøst mål for skovrejsning som jeg er meget stor tilhænger af, da det er en god og sikker vej til et stort og stabilt CO2optag, dog desværre først på den noget længere bane. Og der skal jo stadig indgås en masse aftaler, som bliver frivillige for lodsejerne og dyre for kommunen og dens tilhørende indbyggere. 4.000 ha skal, som jeg forstår det, være plantet inden 2030, og dette skulle så, ligeledes i 2030, nå at give en CO2e-reduktion på 18.000 tons, altså en reduktion på 4,5 tons pr./ha! De tal jeg har set viser, at en skov inden for de første 50-90 år i gennemsnit oplagrer kulstof svarende til 10 tons CO2 pr. år. Jeg tænker dog, at de ganske små træer ikke er helt oppe på beatet i forhold til CO2-optag, og nok heller ikke klarer et gennemsnit på 4,5 tons/ha de første par år. Jeg håber derfor, at processen med aftaler og tilplantning kan speedes lidt op og/eller, at der sættes en højere ambition for skovrejsningsarealet. Måske kan man overveje, om en del af træerne kan plantes hos private boligejere på landet og på arealer, som kommunen allerede ejer, frem for hos landmænd, da dette sandsynligvis kan foregå hurtigere. Og hvor kunne det dog være dejligt, hvis landbruget også selv kunne se fidusen i at omlægge deres produktion, og f.eks. plante produktionstræer (som jo i CO2-sammenhæng jo fungerer nøjagtig lige så godt som skov). Frugt- og nøddetræer til fødevareproduktion og træ til tømmer og måske brændsel – gerne i bælter mellem andre afgrødetyper. Der er et kæmpestort potentiale i, at opbygge landbrugsjordens kulstofreserve fra <3 % til de ca. 12-13%, som der vil være i en jord i ligevægt. Kommunens klimaplan bør have ambitioner for, at påvirke landbruget til at levere direkte reduktion af CO2e-udledningerne og lagring af kulstof i den landbrugsjord, der er i drift. Det er ikke nok at forsøge at udligne udledningerne på andre arealer. Der er i det samlede regnestykke hårdt brug for den opsamlede og sparede CO2 til vigtigere ting, end at holde en klimaskadelig landbrugsdrift CO2e-neutral.