Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Klimaplan 2025-2030

Forslag til Klimaplan 2025-2030

DOF Østjylland skal hermed fremsætte nogle kommentarer til Aarhus Kommunes klimaplan. Bemærkningerne vinkles i forhold til indvirkningen på naturen, da vi i lige så høj grad som klimakrise har en naturkrise, og de kan ikke løses uafhængigt af hinanden.
I dag udgør biomasse ca. 63% af kommunens energibehov. Det er dog vigtigt at have in’ mente, at afbrænding af biomasse ikke er CO2-neutral og slet IKKE bæredygtigt, fordi produktionen af biomasse ofte skader natur og biodiversitet. Det betyder fældning af (ofte) gamle værdifulde træer og hegn herhjemme og ofte værdifulde skove i udlandet. Anvendelsen af biomasse bør derfor udfases eller reduceres kraftigt.
Det er vigtigt med udbygning af VE anlæg, også omkring storbyer, som jo er storforbruger af energi. Derfor går DOF ind for sådanne anlæg, med det forbehold, at de placeres, så de påvirker naturen (og fuglene) mindst muligt. Der skal ikke placeres energianlæg i naturområder og potentielle naturområder (lavbundsarealer, eksisterende skove ol.). Placering i industriområder, på havnen og evt. på store bygninger (solceller) bør opprioriteres. Der kan formentligt være hensigtsmæssigt at kombinere havnemøller med solceller på havnens mange tage. Også på landbrugsarealer i omdrift kan placering af solceller give gevinst ved samtidig at give reduktion i næringsstofbelastningen. Der bør generelt ikke gives tilladelse til placering af solceller i det åbne land udenfor de i planen udpegede områder.
Det er modsætningsfyldt, at man satser stort på en biogen energipark samtidig med, at man reducerer landbrugsarealet og dermed husdyrholdet (?), som jo producerer en stor del af den biogene energi. Der mangler i klimaplanen, at man forholder sig til betydningen af reduktionen i CO2-belastningen fra ønsket/forventet lavere antal dyr i landbruget på grund af omstilling til planteproduktion, herunder betydningen for biogasanlægget på mindre leverancer af gylle.
Problematisk er det ligeledes at satse stort på CCS (lagring af CO2), der er den usikre teknologi i åbenbaringen til at sikre mellem 1/3 og halvdelen af CO2-reduktionen. Det er mange æg at lægge i samme kurv, og det bliver spændende at følge udviklinger heraf. For uden succes med SSC, er det vanskeligt at se, hvordan klimaplanen skal gå op.
Der lægges i planen op til, at der skal være 12.000 ha natur (og skov) i Aarhus, eller ca. 4000 ha mere i 2030 end i dag, hvilket DOF i høj grad bifalder. Det er dog ikke meget konkret om, hvordan det skal udmøntes. Der forudsættes frivillighed fra landbruget (som vi jo efterhånden har mange års erfaring med). Der er ikke mål for hvor stor en andel af den ”multifunktionelle arealanvendelse”, der skal være natur, fordeling mellem åben natur og skov samt fordelingen mellem skov og plantage.
Der kan være stor forskel på natur og skov, ligesom der er stor forskel på skov og plantage. Det afhænger af driften og anvendelsen. Skov etableret som plantager med henblik på industriel produktion, har ofte kun ringe naturmæssig værdi. Sådanne plantager bør derfor placeres under landbrug og ikke som natur.
Aarhus kommune har ikke mange lavbundsjorde at byde ind med. Derfor er det vigtigt, at udpegede områder udtages til naturformål og ikke til VE-anlæg, plantning af energipil ol. ”Rigtig” natur gør måske ikke den store forskel klimamæssigt, men det betyder meget, at der gives plads til naturen, fuglene og rekreative muligheder til gavn for byens indbyggere.


Henning Ettrup Ole Bøgh Vinther
Dansk Ornitologisk Forening – Østjylland Friluftsrådet
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Henning Ettrup

Indsendt

20/02/2025 13:38

Sagsnummer

HS5711722

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Klima, natur & miljø
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H1030

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Klimasekretariatet
Aarhus Kommune

Mail: gogreen@aarhus.dk