Forslag til Klimaplan 2025-2030
Københavns Kommune om igen?
Københavns Kommune om igen?
Vi skal ikke længere tilbage end 2022 før Københavns Kommune måtte udskyde sine daværende klimamål, fordi man havde satset for hårdt på Carbon Capture and Storage (CCS) (kilde: https://www.dr.dk/nyheder/indland/koebenhavn-opgiver-droemmen-om-co2-neutral-i-2025). Der er fortsat ingen fuldskalaanlæg til CCS i Danmark, og store anlægsprojekter med umoden teknologi bliver meget ofte forsinkede. Samtidig lægger Klimaplan 2025-2030 op til, at næsten halvdelen af kommunens planlagte reduktioner skal komme fra CCS. Hvordan vil Aarhus Kommune undgå at havne i samme situation som Københavns Kommune?
Problemet ved overdreven teknologioptimisme er, at den trækker motivation og penge fra kendte virkemidler, der derfor ikke udnyttes i tilstrækkeligt omfang. Et nyligt eksempel er Grøn Trepart der kaster 10 mia. efter pyrolyse og en brøkdel af det beløb efter omstilling til plantebaseret fødevareproduktion.
Aarhus bør tage ved lære af Københavns fejl og lade CCS spille en minimal rolle i reduktionsbudgettet. Derved vil byrådet spare både sig selv og borgerne en stor skuffelse, hvis ikke teknologien når det ønskede niveau inden 2030. Og hvis den gør, er det bare en glædelig overraskelse, som vil få byens klimaindsats til at skille sig endnu mere positivt ud.
Download høringssvar som pdf